“Det var nok en fejl at placere den i Aabenraa”. Med “den” mentes sygeplejeskolen.
Sådan lød en henkastet kommentar i det socialdemokratiske gruppeværelse forleden dag efter gruppemødet, hvor jeg havde gjort opmærksom på det drastiske fald i kvote-2 ansøgninger til sygeplejeuddannelsen på UC Syd i Aabenraa.
Til historien hører, at vi forinden på mødet havde drøftet en forespørgsel fra Enhedslisten til sundhedsministeren om de akutte kapacitetsudfordringer inden for sundhedsvæsenet.
Her reflekterede jeg over ét af mit partis argumenter, nemlig, at vi fra regeringens side har afsat penge til 1000 ekstra sygeplejersker. Ja, jeg gik selv til valg på løftet om de 1000 sygeplejersker - for ideen er god.
Men ideer og praksis er nogen gange milevidt fra hinanden. For hvad nytter løftet om 1000 sygeplejersker, når vi ikke på nuværende tidspunkt har sikret rekrutteringen til uddannelsesinstitutionerne? Hvad nytter en pose penge, når ingen varme hænder stiller sig til rådighed? Og hver andet jobopslag ikke modtager nogen ansøgere.
Jeg synes egentligt, at rektor på UC Syd Alexander von Oettingen beskriver det meget godt, kort og præcist i overskriften på hans læserbrev fra 31.3 på jv.dk - “Vi mangler studerende – ikke uddannelsespladser”.
For udviklingen i ansøgninger er mildest talt skræmmende. Og løsningen ligger ikke lige for.
Egentlig kunne jeg gå flere steder hen med denne klumme. Uddannelsesaftalen og den næste udflytning af studiepladser, den demografiske udvikling i mange af de mindre studiebyer som Aabenraa, bosætningsstrategierne i den enkelte by, campusliv og studiemiljø for den unge. Ja mulighederne er mange.
Jeg vil dog vende tilbage til starten, nemlig kommentaren om, at sygeplejeskolen er placeret forkert i Aabenraa.
Jeg mener ikke, sygeplejeskolen i Sønderjylland kan ligge andre steder end ved Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Så nej, den er placeret helt rigtigt.
Måske var kommentaren lige så meget rettet mod placeringen af selve supersygehuset - som vel efterfølgende blev styrende for placeringen af skolen? Under alle omstændigheder kan kommentaren være som at åbne Pandoras æske, for skulle sygehuset så i det hele taget været flyttet? Det var “før min tid”, men med Aabenraa-briller vil jeg ikke tænke på, hvor vi havde stået, hvis det var gået anderledes. For hvad havde vi så haft i dag?
Jeg vil skynde mig at nævne, at kommentaren ikke kom fra et jysk folketingsmedlem. Måske var det også en uovervejet eller henkastet bemærkning. Men det var samtidig en øjenåbner på, hvordan den gamle bitterhed, som Carl Holst (tidligere formand for Region Syddanmark, red.) måtte smage, åbenbart stadig hænger i gardinerne på Christiansborg som en gammel sur lugt af mug.
Og det hænger måske sammen med, at der i mange år ikke har været nogen, der også kunne give de gode fortællinger om Aabenraa videre og samtidig få luftet lidt ud på Slotsholmen.
Fra klummenMen det var samtidig en øjenåbner på, hvordan den gamle bitterhed, som Carl Holst (tidligere formand for Region Syddanmark, red.) måtte smage, åbenbart stadig hænger i gardinerne på Christiansborg som en gammel sur lugt af mug.