Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Tog sagen i egen hånd: Butikken ændrede Carinas tilværelse

Carina Jacobsen stortrives som selvstændig butiksindehaver. Den har været med til at ændre hendes tilværelse. foto: Jan Sternkopf
Carina Jacobsen går glad på arbejde. Hun er selvstændig butiksejer i Aabenraa - og hun stortrives i sin butik Capau. Hun er desuden nyt bestyrelsesmedlem i Shop i City. Det er vigtig at bruge fællesskabet, mener hun.
Annonce

Aabenraa: Hun har aldrig haft det så godt som nu - snart 37-årige Carina Jacobsen. Indehaveren af Capau i Aabenraa er flyttet 50 meter længere hen i gågaden og fået et større lokale til alle sine gøremål.

For det har vist sig, at hendes koncept kan bære, siden hun i oktober 2018 sprang ud på dybt vand som selvstændig butiksindehaver.

- Det var et godt sted at starte. På den måde kunne jeg finde ud af, om der var kunder til det, jeg havde forestillet mig, fortæller Carina Jacobsen, som dermed kom til at stå på egne ben. En helt ny fornemmelse, erkender hun.

Hun havde tidligere arbejdet i et byggemarked og en blomsterforretning.

Men efter en langtidssygemelding på grund af depression, på kontanthjælp og en tur i det kommunale system med en arbejdsprøvning var hun ved at give op.

Carina Jacobsen stoler efterhånden så meget på sin mavefornemmelse, at hun udvikler butikken Capau hele tiden. Men det foregår i små skridt. foto: Jan Sternkopf
Annonce

Sårbar

- Jeg følte, at jeg var parkeret - et nummer i køen. Når man er i en sådan situation, som jeg var dengang, så er man sårbar, lyder det fra Carina Jacobsen.

Godt nok fik hun kortvarigt et 15 timers job i en virksomhed. Den gik dog gik konkurs umiddelbart efter.

- På det tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke overskue at skulle tilbage i systemet igen. Det var ikke en mulighed for mig. Så jeg tænkte, at det kunne da ikke gå værre end galt ved at starte egen virksomhed med en butik. Det viste sig faktisk at ændre min tilværelse fuldstændig. Jeg har aldrig haft det så godt. Sådan var det i det mindste i mit tilfælde, forklarer Carina Jacobsen.

Annonce

Små skridt

Hun har hele tiden taget små skridt - mærket efter, hvad mavefornemmelsen sagde, og så arbejdet videre derfra.

- Man gør, hvad man godt kan lide, lyder devisen.

Nu var det ikke sådan, at hun åbnede egen butik fra den ene dag til den anden.

- Det begyndte egentlig med en Instagram-profil. Jeg har altid besøgt loppemarkeder for at købe sjove eller specielle ting. Dem tog jeg billeder af og lagde dem op på Instagram. Og så viste det sig, at jeg havde vanvittig mange følgere. På et tidspunkt spurgte tv-holdet bag "Nybyggerne", om de måtte komme hjem til mig privat for at filme, fordi de syntes, at det så meget interessant ud, det jeg havde postet. Det takkede jeg dog nej til. På det tidspunkt var jeg både på kontanthjælp og sygemeldt, så jeg ønskede ikke at udstille mig selv, fortæller Carina Jacobsen.

Hun slap nu ikke helt for en tv-eksponering, for forrige sommer var hun med i to udgaver af "Antik-Duellen".

Annonce

Gør hende godt

Det var i denne periode, Carina Jacobsen fandt ud af, at hun havde fat i noget godt. Noget, der også gjorde hende godt - og ikke mindst bekræftede hende i, at hun havde visse evner.

- Jeg er aldrig blevet bekræftet så meget som hér. Det er i hvert fald noget andet end de kaktusser, jeg begyndte med, siger hun og slår ud med armene i butikken, der både kan betegnes som en blanding af blomsterbutik, vinhandel og retro-butik.

Hun har det fint med at man ikke lige kan rubricere hendes butik.

- Den har udviklet sig - og gør det hele tiden. Jeg har det fint med, at man ikke lige kan sætte fingeren på, hvad den er. Det er ikke bare en "loppe-butik". Lige nu er det vel egentlig en blomsterbutik, men om et år ser den helt anderledes ud.

Annonce

Svært at sætte i bås

Af samme årsag er butikkens navn særdeles velvalgt. Sammentrækningen af hendes fornavn og kæresten Søren Paulsens efternavn til "Capau" har både en vis "kapow!"-effekt, men er samtidig tilpas åben.

- Vi har ikke sat os selv i bås. For vi vil helst ikke associeres med noget bestemt. Derfor kan vi udvikle os som vi vil. Det synes vi er sjovt, forklarer Carina Jacobsen.

Senest er hun blevet bestyrelsesmedlem i Shop i City. Det er helt naturligt at engagere sig i dette forum, mener Carina Jacobsen, efter at hun blev "prikket på skulderen" i forbindelse med seneste generalforsamling i detailhandelsforeningen.

Annonce

Brug fællesskabet

- Jeg har været med i foreningen og som regel givet en ekstra hånd, når der var behov for en indsats. Vi er kolleger - vi skal hjælpe hinanden. De andre butikker låner somme tider ting hos mig til lidt udsmykning. Og jeg gider godt fællesskabet. Jeg kan se et formål med det - fællesskabet. Det er vi nødt til, hvis vi vil have en spændende by, siger Carina Jacobsen.

Fællesskabet giver nemlig meget den anden vej også - noget, som hun som nystartet kan bruge, vigtige erfaringer og et stærkt netværk.

- Jeg er blevet taget rigtig godt imod - alle har været mega-søde. Samtidig synes jeg jo, at det er spændende at høre, hvad de andre har at sige om det at drive forretning i Aabenraa. For det er vigtigt at snakke sammen - at bruge hinanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce