Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Torben glæder sig til resten af sit liv

Torben Hasselmann er kommet sig over en voldsom depression. Så meget, at han nu gerne vil dele ud af sine erfaringer til andre. foto: Jan Sternkopf
Torben Hasselmann røg ned i en alvorlig depression, hvor selvmord syntes at være den eneste udvej. Sådan gik det ikke - heldigvis. For et godt netværk, en stærk vilje, masser af motion og et kursus har hjulpet ham videre.
Annonce

Aabenraa: En alkoholisk far. Torben Hasselmann er slet ikke i tvivl om, hvad der har lagt kimen til et liv med angst og depression.

- Han var lastbilchauffør, og når han kom hjem i weekenden, vidste vi aldrig, hvilket humør han var i. Når han var fuld, gjaldt det bare om at please ham, fortæller den i dag 46-årige Torben Hasselmann.

Han er én af dem, der har været med på det angst-kursus, som Aabenraa Kommunes Sundhedscenter i Rødekro tilbød.

Faderen var ikke den eneste årsag, erkender Torben Hasselmann. Men der fulgte så mange ting med i bagagen, at han en dag i efteråret sidste år gik ned med stress og en voldsom depression.

- Det var en smuk dag, husker han om det tidspunkt i hans liv, hvor han alvorligt overvejede selvmord.

- Jeg turde ikke være selv, kunne intet, ville ingenting - ikke engang leve.

Inden da havde han nærmest været verdensmester. Den tidligere sælger af hvidevarer kunne tale i telefon, besvare mails og tage sig af kunder - nærmest det hele på én gang, inden tæppet blev trukket væk under ham.

Uroen i ham skulle bare arbejdes væk, mente han. Smerterne i brystet ville formentlig nok gå over af sig selv, når bare han kom på arbejde, sagde han til sig selv.

- Jeg skulle bare tage mig sammen - og så arbejde. Til sidst kunne jeg ikke mærke mig selv, husker Torben Hasselmann, der en overgang såmænd også gik i faderens fodspor hvad angår alkohol.

- Det var et forsøg på "selvmedicinering". Bare for at dulme den uro, jeg havde. Jeg sov jo kun to timer hver nat. Det var, inden jeg fik konstateret ADD - den stille form for ADHD.

Annonce

Wake-up call

I dag drikker han ikke mere - og han er faktisk glad for at være "røget ned", som han siger - hvor mærkeligt det end lyder. For ham var det et wake-up-call - en vink med en vognstang. For depressionen har givet ham ny indsigt i og forståelse for ham selv som menneske.

Kurset "Lær at tackle din angst og/eller depression" har således givet ham nogle værktøjer og metoder til at bearbejde depressionen.

- Jeg har altid været kontrol-freak. Jeg skulle have styr på det hele. Men nu har jeg lært at bruge "pyt"-knappen. Jeg er meget mere til stede i nuet.

Torben Hasselmann har fundet stor hjælp i samtalerne med ligesindede i kursus-forløbet, bl. a. fordi de var jævnaldrende - og "det samme sted i livet" som han.

Han er dog også sikker på, at motionen har hjulpet ham på vej.

- Det valgte jeg selv at gøre. På et tidspunkt var jeg hver eneste dag i motionscenteret. Det gav mig et løft.

Motionscenteret har han nu droslet lidt ned - til gengæld er han begyndt på løb. Og til sommer skal han ud på sin første halv-marathon ved Aabenraa Bjergmarathon. Der er ingen forventninger med hensyn til tid.

- Jeg skal bare gennemføre.

Lige nu er han i arbejdspraktik hos Hjernecenter Syd. Han har planer om selv at blive underviser for unge 15-25-årige, der rammes af stress og depressioner.

- Jeg er tidligere fodboldtræner, og jeg brænder for de unge. Jeg ved også, at de har svært ved at tale om følelser, lyder det fra Torben Hasselmann.

Han har aldrig haft det bedre end nu.

- Jeg glæder mig til resten af mit liv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce