Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Transportdirektør er ikke i tvivl: Vi kommer til at sende chauffører hjem

Effekten af corona-smitten kan allerede mærkes i transportbranchen, siger direktør hos E3 Spedition, Per Jørgensen. Der er færre varer, der skal transporteres. Foto: Bo Nielsen
Effekten af corona-smitten mærkes tydeligt i transportbranchen. Mængden af gods på tværs af landegrænser falder - og vil falde yderligere. Speditør forudser parkerede lastbiler og hjemsendte chauffører.
Annonce

Padborg: Effekten af corona-smitten kan nu mærkes i transportbranchen. Tydeligt endda, lyder det fra Per Jørgensen, direktør hos E3 Spedition i Padborg.

- Vores kunder har flere forskellige varegrupper, og dem er de udgået for, så der skal ikke køres. Vi er helt klart på et meget lavt blus allerede nu. Flere af de lande, vi kører i, lukker også mere og mere ned – stille og roligt, uden panik. Desuden er der flere af vore kunder, der mangler varer fra Kina, ligesom de mangler halvfabrikata, hvilket betyder, at de så ikke kan få produceret deres ting, fortæller Per Jørgensen.

Annonce

Afmatning forværres

Og afmatningen vil kun blive værre, forudser han.

- Det gør det helt sikkert. Hos os opererer vi med et to måneders perspektiv, hvor vi går ud fra, at det bliver meget lavt blus i april. Andet kan vi ikke forestille os, mener direktøren.

Endnu ruller hjulene i vognparken, men med de dystre perspektiver i udsigt vil man blive nødt til at parkere lastbiler i garagen og sende chauffører hjem.

- Det kommer vi til. I hvor stort et omfang er endnu uvis. Heldigvis er vi ikke kommet så langt endnu, at vi har sendt chauffører eller kontorpersonale hjem - og det vil vi så vidt muligt også undgå, siger Per Jørgensen.

Annonce

Ny virkelighed

Internt har virksomheden omstillet sig på en ny virkelighed.

- Vi tager alle de forholdsregler, vi kan. Af gode grunde kan vi ikke sende alle vore medarbejdere hjem og lade dem arbejde hjemmefra - det gør vi i det omfang, det er muligt, men vi bliver også nødt til at være her, eftersom vi har lagerfunktion og omlæsning samt chauffører, der kommer forbi. Men de kommer heller ikke ind i hele kontoret, men må kun færdes bestemte steder, hvor de går hen og afleverer eller henter deres papirer.

Det er et spørgsmål om teamwork, mener han. Alle medarbejdere har da også taget de nye forholdsregler til sig.

- Lige nu er vi dog bekymret for, om der skulle være hold i meldingerne, at man kan finde på at lukke grænserne. Det kan jeg nu ikke forestille mig, for så lægger vi da Sønderjylland fuldstændig lam, lyder det fra Per Jørgensen.

Annonce

Følger situationen tæt

Hos speditør-kollegaen Tricolore følger man situationen meget tæt.

- Det er for tidligt at sige, hvordan det vil gå. Det kommer an på, hvordan tingene udvikler sig. Vi må bare følge med i nyhederne, mener direktør Henrik Hansen, der helst vil undgå at spå om fremtiden.

Han er samtidig meget spændt på, om myndighederne i andre lande kunne finde på at indføre en grænsekontrol og dermed forsinke godstrafikken. Ikke at der er problemer med selve det gods, der er på ladet. Men når chaufføren skal checkes for virus for at undgå smitte ved af- og pålæsning, så vil det koste tid, mener Henrik Hansen.

Kære læser: Vi har valgt at låse alle artikler om coronavirussen op for at sikre, at alle lokale borgere har adgang til den bedst tilgængelige viden om den trussel, vi står over for. At hjælpe med at begrænse smitten af coronavirus er en naturlig del af vores mission om at understøtte det lokale samfund. Heldigvis er der mange andre vigtige historier at fortælle hver eneste dag. Du kan for 99 kroner om måneden få adgang til alle vores låste historier om dit lokalsamfund, Danmark og verden. Køb abonnement.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce