Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Uddrag fra Vinnis bog: Besøg hos Gunaindianerne ved San Blas øerne

Gunakvinderne er billedskønne i deres farvestrålende klæder og deres perlekæder, der snoer sig op ad arme og ben. Privatfoto
Indtil for få år siden kunne en gunaindianer ikke gifte sig med en ikke-guna. Det har ændret sig. Nu har flere panamanere og colombianere integreret sig i gunafamilierne. Nu forstår vi, hvordan gunaerne i mange år har kunnet isolere sig og bevaret deres urgamle kultur indtil videre, men det har da også konsekvenser i form af indavl. Ugeavisen bringer her et uddrag af Vinni og Carsten Breunings bog "Med Kronborg om bagbord".
Annonce

Midt blandt hængekøjerne er der sat et lille børnebord op med to stole, og Justino beder os om at tage plads. Det virker som et helt teaterstykke, hvor publikum sidder omkring os, da flere af naboerne kommer hid for at se Carsten og Vinni indtage vores middag. Vi sidder nu ikke helt alene, for børnene får lov til at sidde for bordenden.

Det er ikke en frisk tunbøf, vi får serveret, men snarere en fladfisk, der er meget tørstegt. OK, men hvor er bestikket? Det er første gang, at jeg har spist fisk uden bestik, og jeg, som er totalt allergisk for at få fiskeben i munden, må diskret sidde og dissekere fisken med mine fingre. Hvad tænker børnene ikke om mine bordmanerer. Børnene får besked på, at de kun må tage plantaner, altså madbananerne, der er dybtstegte, for fisken er reserveret til gæsterne, men de små fingre snupper alligevel lidt fisk, uden at far opdager det.

Vi sladrer ikke, for vi kan ikke spise op.

Det er ikke ualmindeligt at se en albino blandt de mørklødede og sorthårede indianere. Det ser helt underligt ud, da vi første gang ser en lille albinopige (Bredios datter på fire år) lege blandt de mørke børn. Privatfoto
Annonce

Drikker sig i hegnet

Justino viser, hvordan man spiser plantaner på gunamaner. Man dypper den dybtstegte plantan i kokosvand og derefter i lidt salt – det er yummy. Jeg holder mig mest til plantanerne og Justinos dejlig nybagte brød og kun lidt fisk. Justino nyder den ene øl, vi har med, for vi er løbet tør for øl, men både vores hvid- og rødvin får da hurtigt ben at gå på. De fire gunamænd, der er til stede, er der synk i – særligt den ene.

Justino fortæller da også, at mange gunaer har et alkoholproblem, hvis de da har råd til at købe alkohol, for de drikker sig i hegnet, men han kan godt stoppe efter et par øl.

Pludselig kommer svigermor ind midt i rummet. Vi forstår ikke et ord af, hvad hun siger på gunasprog, men er til gengæld ikke i tvivl om, at alle får en skideballe, da hun ser meget vred ud. Da hun skrider ud ad døren, sidder alle mændene, men også Daylina og smågriner. Ingen tvivl om, hvem der bestemmer, hvor skabet skal stå, selv i Justinos hjem er svigermor overhovedet. Var der nogen, der sagde matriarkalsk kultur?

Jeg spørger forsigtigt Justino, om moderen er vred over, at vi drikker alkohol? For Justino har allerede fortalt os, at svigermor og datter er meget religiøse. Justino trækker lidt på det og siger: Svigermor accepterer, at jeg får lidt at drikke, men hun vil ikke have, at de andre mænd sidder her og drikker.

Hun sendte i øvrigt særligt vrede blikke mod ham, der var mest synk i, så hendes opførsel var vel relevant nok.

Annonce

Sælger aluminiumsdåserne

Pludselig hører vi en pibende lyd ovre fra en papkasse i hjørnet.

Det er vores kattekilling, der er sulten, moren er død, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg har ingen tørmælk, og vi vil gerne, at den overlever, da vi har masser af mus, som holder fest oppe i palmebladene (taget) om natten, forklarer Justino.

Det gør helt ondt i hjertet at se og høre den lille killing. Jeg kommer i tanke om, at vi har købt en pose tørmælk til at lave yoghurt. Carsten tager dinghyen ud til Capri for at hente pulveret.

Efter et par skefulde mælk falder den lille stakkel i søvn midt på gulvet. Så har vi hjulpet gunaindianerne tre gange på en dag. Vi takker rigtig mange gange for en udsøgt middag, hvorefter Justino viser os rundt på øen. Den personlige hygiejne er til at overse, men hvor er gunaindianerne nogle svin, når det kommer til affald.

Undskyld mit sprog, men de smider affald uden for hytterne, og børnene leger midt på lossepladsen. Justino forklarer, at øen brænder affald af jævnligt, men det er bestemt ikke alt, der går op i røg. Flere af gunaerne har fundet ud af at samle og sælge aluminiumsdåserne til colombianerne, der genbruger dem. Det tjener de mere på end ved at sælge kokosnødder og fisk til colombianerne, som de gjorde i gamle dage. Det er bare ikke alle indianerne, det er gået op for.

Daylina fodrer killingen med en teske, så de har bestik, men bruger det åbenbart ikke til at spise med. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce