Hovlund: Torsdag kunne Hovslund Børneunivers indvie sin nye pumptrack-bane. Børnehavebørnene begyndte at bruge den med deres løbecykler, og derefter var der undervisning klassevis i at bruge banen og alle de muligheder, den indeholder.
Der er i alt 25 niveauer, man kan benytte sig af. De står på siden af banen, hvor man via en telefon kan scanne nogle QR-koder og dermed få adgang til dem, forklarer skoleleder Dorit Lorentzen Work i en pressemeddelelse.
Hun fortæller videre, at banen er et supplement til den daglige bevægelse.
- Og den passer til alle aldersgrupper og niveauer, så derfor kan den bruges af både vores børnehavebørn og skoleelever, siger hun og tilføjer, at hun håber, banen vil give et naturligt fællesskab for børnene også i fritiden.
Cykler af alle slags, skateboards, inliners og løbehjul kan benyttes på banen, der er finansieret med 25.000 kroner fra Hovslund Børneunivers Støtteforening og 10.000 kroner fra kommunens Sund Skole-projekt.
Universet har indkøbt cykelhjelme til aktiviteten, da man altid skal bære hjelm, når man bruger banen.