Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Udsolgte koncerter: Spillested har svært ved at få armene ned

Spillestedsleder på NygadeHuset i Aabenraa, Bitten Lehmann-Poulsen har svært ved at få armene ned. Arkivfoto: Claus Thorsted

I februar måned har NygadeHuset i Aabenraa haft fire koncerter på plakaten, og der har været udsolgt til dem alle.

Annonce

Aabenraa: Det er en drøm at være spillestedsleder på NygadeHuset i Aabenraa for tiden. Kulturhuset vælter sig nærmest i succes, og i februar måned kan NygadeHuset se tilbage på fire koncerter med Laura Illeborg og Knud Møller, den færøske verdensstjerne Teitur, bandet Peter og De Andre Kopier og The White Album, der alle spillede for fulde huse.

- Ja, det er dejligt at være spillestedsleder i NygadeHuset, og især når man brænder for musik, siger Bitten Lehmann-Poulsen, der efterhånden har været på NygadeHuset i 12 år.

- Vi har fået utrolig mange positive tilbagemeldinger fra publikum, og artisterne har været meget begejstrede for at spille i Aabenraa. Det er uden tvivl et skulderklap, når alle fire koncerter i sæsonens første måned bliver udsolgt, fortsætter hun.

Når NygadeHuset byder på koncerter, bliver der kun sat 100 billetter til salg, og det er helt bevidst.

- Vi sælger kun 100 billetter, og det er for, at alle kan sidde ned, siger Bitten Lehmann-Poulsen.

Lige nu går det rigtig godt, og det skal vi bare nyde.

Bitten Lehmann-Poulsen, spillestedsleder på NygadeHuset

NygadeHuset

NygadeHuset er et moderniseret kulturcenter for borgere og gæster i Aabenraa og omegn.

Bygningen blev totalrenoveret i 2002 og fremstår i dag som et hus, hvor detaljer fra tiden som Nygade Skole er bevaret.

NygadeHuset danner ramme om et bredt udbud af kulturelle tilbud.

Huset er kommunalt og råder over cirka 2000 kvadratmeter og har omkring 45.000 brugere om året.

Annonce

Har mange følgere

Spillestedslederen i NygadeHuset har flere forklaringer på, at årets sæson er startet med fulde huse.

- Det er nogle gode navne, vi har haft, og så er vi ret aktive med at gøre opmærksom på koncerterne på de sociale medier. Vi har en del følgere på Facebook, og desuden har vi mange frivillige, der er gode til at sprede budskabet, siger Bitten Lehmann-Poulsen, der dog også godt er klar, at der kan komme sløje perioder.

- Lige nu går det rigtig godt, og det skal vi bare nyde. Men det er samtidig vigtigt, at vi ikke går i sort, hvis det går dårligt i en måned, siger hun.

Det er ikke kun koncerterne, der trækker folk i NygadeHuset. Der er også livlig aktivitet i de kreative værksteder og fuldt bookede borde til fællesspisninger.

- Når huset emmer af liv, aktivitet og tilfredse mennesker, ser vi det som et tegn på, at vi er på rette kurs, og tilfredsheden har vi virkelig mærket med den store tilslutning til NygadeHusets koncerter og arramngementer, siger Bitten Lehmann-Poulsen.

I marts måned har NygadeHuset også fire koncerter på programmet. Det er blandt andet de to anmelderroste indiebands Dør Nr. 13 og duoen Shy Shy Shy, der har leveret tiltelnummeret til DR-serien Doggystyle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce