Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Uffe Buchard i ny bog: - Jeg er sønderjyde i hjertet og af styrke

Uffe Buchard, kreativ direktør, modeskribent, frisør og makeup-artist. Født i Aabenraa.
Annonce

Aabenraa: Tyskland var så tæt på og på mange måder så uendeligt langt væk fra min verden. Men grundet min intense dyrkning af tyske tv-shows begyndte mine drømme allerede dengang før skolealderen at beordre mig væk fra de trygge rammer i Aabenraa.

Sådan blev det, helt indtil jeg var fyldt 18 år og tog mit livs vigtigste beslutning – at rejse til Australien i et år. Men inden da skulle jeg modnes i min egen by. Og intet sted på kloden føltes mere trygt at modnes i end Aabenraa. Det føltes aldrig som en stille by.

Helt på hovedet stod byen i starten af juli, når årets ringridning skulle finde sted. Det var større end juleaften. Vores tradition var, at hele familien fra landsdelen samledes hos min mormor, der boede på Forstallé, der lå et kort stykke fra ringriderpladsen. Alléen var en del af
den rute, de hundredvis af ryttere skulle ride forbi, og optoget – beskedent bestående af orkester og ryttere – var for mig en af årets vildeste begivenheder. Specielt når der gik kludder i rækkerne, og en af hestene ikke ville, som den skulle. Med adrenalinen pumpende i blodet måtte man være forberedt på at løbe for livet, hvis en hest var på vej op på kantstenen. Og det var hestene ofte.

Annonce

Husker stadig duften af ringridning

Efter det helt store traditionelle kaffebord med et utal af kager, tærter og småkager begav hele familien sig samlet ned på ringriderpladsen med kagemætte maver, hvor vi betragtede de fint klædte ryttere komme farende i vanvittigt tempo med hævet lanse mod det lille hul hejst
op for enden af den smalle bane. Det havde jeg ærlig talt svært ved at se komikken i, så ofte gik jeg på opdagelse i området med tombolaer, forlystelser og forskellige festtelte.

Hvis jeg ville, kunne jeg gå ind og høre min far spille i et af teltene, hvor byens borgere sad ved alenlange borde med røde kinder og sang med og skålede i rigelige mængder øl og snaps. Eller jeg kunne overtale min søster til at tage mig med en tur i radiobilerne, der var noget af det mest angstprovokerende, jeg vidste. Men jeg kunne også gå hen i det beskedne telt, hvor to unge kvinder i små bikinier sloges i en lille manege fyldt med mudder, mens mændene sad og råbte op. Det var et vanvittigt syn at se to kvinder ligge og tæske på hinanden, mens de blev mere og mere fedtet ind i gråbrunt mudder, indtil det uundgåelige indtraf – de begyndte at tabe de små bikinier i mudderpølen. Det har sikkert været meningen. Og i det tilfælde
er der vel tale om en sønderjysk bonderøvs-version af den mere forfinede kunstform striptease.

I teltet kunne jeg med stor sikkerhed finde min altid småliderlige onkel Jørgen, der ikke var særligt køn, men på trods af det en mester udi at score damer. En charmerende verdensmand, der havde det hele i kæften, og som beskæmmet måtte trække sine erobringer med hjem
på loftsværelset i min farmors hus, fordi han i en meget høj alder stadig boede hjemme. Men han var en fest, og der kunne vi så sidde ved siden af hinanden i lang tid og nyde synet af de mudrede, letpåklædte unge piger, mens min mor forsøgte sig i tombolaen og velvilligt fodrede
mig med gigantiske ringriderpølser, når jeg sulten – og med stimuleret fantasi – kom ud fra teltet. Jeg husker stadig duften af ringridning.

Bogen

  • Det er forlaget Lindhardt & Ringhof, der har udgivet bogen med titlen "Sønderjylland".
  • I hundredeåret for Genforeningen tager bogen og lokale fotografer læseren med gennem grænselandet, og sammen med portrætter af lokale tegnes i ord og billeder et portræt af det særligt sønderjyske.
  • Blandt bogens kendte skribenter med sønderjyske rødder er Hans Jørgen Bonnichsen (tidligere PET-chef), Dorte Callesen (radio- og tv-vært), Bertel Haarder (politiker), Gretelise Holm (forfatter), Anna Elisabeth Jessen (forfatter), Siegfried Matlok (journalist og kendt i det tyske mindretal), Søren Ryge Petersen (tv-havemand), Ole Sønnichsen (forfatter og forlægger).
  • Bogen er på 336 sider og koster 400 kroner.

Den sidder kronisk fast i min næse og er et sjældent charmerende miks af tørt hø, candyfloss, krydrede pølser, spildt øl og friske hestepærer.
Nogen burde ubetinget lave en parfume på disse fine ingredienser dedikeret til den sønderjyske ånd og ikke mindst til ringridningen.

Annonce

Burda og Quelle blev mine modebibler

Min farmor, der var lidt fin på den, kom sjældent på ringriderpladsen. For hende var det forfaldets slagmark. Hun drak kun en sjælden gang i hjemmet med sin skøre søster, Soffie, men når hun gjorde, var der udelukkende tale om snaps. Og så var det ikke almindelig størrelse,
men det, hun kaldte “fornuftig” … på sønderjysk betyder det fyldt op til randen med faretruende bue på og det hele. Det var min opgave at sætte læberne på glasset og suge den smule op, der var på randen til at løbe over.

Når jeg havde gjort det tilstrækkeligt mange gange, snurrede jeg rundt og faldt i søvn på den lyseblå veloursofa med nylonfrynserne pakket ind i et af de kludetæpper, min farmor var så dygtig til at lave ud af alle sine spraglede garnrester. Så lå jeg dér, trygt og godt med min farmors milde latter i baggrunden. Og når de to søstre havde fået, så hatten passede, satte de sig ind til mig i stuen og begyndte at strikke.

Soffie strikkede det mest fantastiske tøj til mine dukker, og min farmor havde altid gang i en avanceret sweater eller cardigan til sig selv med opskrift fra det tyske modemagasin Burda. Det glittede Burda med poserende modeller og så det gigantiske tyske postordrekatalog Quelle – en halvårlig udgivelse – blev mine modebibler i en tidlig alder. Ikke avancerede titler, men dog avancerede nok til, at en passion for mode og for det visuelle fik sin spæde begyndelse. Og nok til at jeg begyndte at bruge det meste af min tid på at tegne kjoler og kvinder med farverig makeup med mine tuscher i 50 klare farver på min store papirblok.

Annonce

Det glamourøse sansebombardement fra Tyskland

Livet i Sønderjylland var ikke inspirationen til mine tegninger, nærmere det konstante, kontrastfyldte, glamourøse sansebombardement fra Tyskland. Tyskland stod for det
fabrikerede, det moderne, det kunstige. Til stadighed en verden langt væk fra min egen.

Heldigvis ville mit held, at min mor fik tilbudt en stilling i en af byens bedste modebutikker – Damkjær – da jeg (et år forsinket) endelig var kommet i gang med folkeskolen. Her kom hun til at arbejde i mange år – efter at min far fra den ene dag til den anden forlod min mor, min søster og mig til fordel for en ung rødhåret pige fra den anden ende af byen.

Vores liv faldt fra hinanden. Det gik fra et sorgløst, livligt og trygt overflødighedshorn af en tilværelse til et liv, der mest handlede om økonomisk overlevelse og om at holde sammen på stumperne af den lille, splittede familie. Den stod på fuldtidsarbejde for min mor fra
mandag til lørdag eftermiddag. For at tjene ekstra penge uddannede hun sig også som zoneterapeut og havde altid patienter i stolen hjemme i parcelhuset, når hun havde fri. Min søster og jeg fik opgaver i hjemmet, der skulle løses med omhu, så vi sammen kunne holde en
pletfri og stærk profil udadtil. Her gik det godt, selv om det ærligt talt ikke gjorde. Min mor var en sand mester udi iscenesættelsens kunst, og med jernvilje, sved og tårer fik hun – med sit lille dedikerede hold af hjælpere – styr på situationen.

Min mormor – landmandskonen fra Ødis – havde opdraget hende til at kunne modstå orkaner, fejlslagen høst og nu altså også bitre skilsmisser. Hun og vi skulle modstå et gigantisk svigt, en pludselig elendig økonomi og en ordentlig rutsjetur ned ad den sociale rangstige i et samfund, hvor alle kendte alle, og hvor de fleste nysgerrigt snakkede om os – outsiderne.

Annonce

De eneste skilsmissebørn på skolen

Jeg kendte ikke andre skilsmissefamilier, og min søster og jeg var tilsyneladende de eneste skilsmissebørn på skolen i nogen tid. Det blev bemærket. Men i det mindste fandt alle så ud af, hvem vi var – en slags eksotiske kreaturer fra en anden planet. De fraskilte. Faktisk var det
ikke så ringe endda.

Det var først, da vi på skolen modtog en pige fra en tyrkisk indvandrerfamilie, at der var nogen, der var lige så interessante som min søster og jeg. Hun var mørk i huden, talte ikke dansk og hed Sennep. Det signalement var i sagens natur svært at slå, det måtte man give hende. Og hun blev øjeblikkeligt populær, uagtet mine utallige forsøg på “sennep og ketchup”-vittigheder.

Måske det var første gang, jeg forstod værdien af ikke nødvendigvis at være ligesom alle de andre. Måske skilsmissen på sin vis var en foræring, som jeg på det tidspunkt bare nægtede at anerkende. I hvert fald endte det med – efter en turbulent tid – at det lille trekløver i det forvoksede parcelhus fik nogle fantastiske år sammen uden min far, som vi i øvrigt aldrig hørte mere til, selv om han boede ovre i det næste villakvarter.

Annonce

En lille, stædig gruppe af excentrikere

Vi havde ingen penge, men vi havde masser af ro, nærvær og kærlighed og brugte humoren som vores mest effektive våben mod verden uden for matriklen. Den gamle bil, min mor havde anskaffet sig, kunne aldrig starte, der var hul i swimmingpoolen, og vandet fossede ud
og ødelagde naboernes jordbær, vi kunne ikke styre hunden, vi havde ikke råd til at få repareret den dryppende cisterne, og vi spiste grød to gange om ugen for at få det hele til at hænge sammen.

Vi blev en lille, stædig gruppe af excentrikere, der i stedet morede os med gratis aktiviteter
såsom at flytte alle møblerne rundt i stuen en gang om ugen, at tage ud at se på udstillingshuse, vi ikke havde råd til, at gå forbi rækkehusene på Hjelmrode, når det var mørkt, for at kigge på folks indretning, at holde haven smuk med hjemmedyrkede blomster, så
folk stoppede op for at betragte synet.

Grundet min mors arbejde som ekspedient i en modebutik og alle de nye moderigtige veninder, hun fik der, kom de næste mange år til at handle om, hvad der var hot, og hvad der var not. Min mor fik klædeskabet fyldt op med Dranella, In Wear og Margit Brandt, og jeg legede
vinduesdekoratør med kludene hjulpet godt på vej af husets bregner, piedestaler og andet isenkram, der kunne bruges som props for tøjet, og som kunne måle sig med de strålende vinduesiscenesættelser på hendes arbejdsplads.

Annonce

Damkjær var som Las Vegas

At besøge min mor i Damkjær var som at komme til Las Vegas. Jeg kunne slet ikke få nok af de florlette aftenkjoler, fine pussy bow-skjorter og gakkede print. Damkjær var et slaraffenland
af sanseindtryk, og miljøet i butikken bragte mig helt ubevidst tættere på den drøm, jeg endnu ikke var i stand til at sætte ord på. I årene der fulgte, udviklede jeg en naturlig interesse for det visuelle, for legen med min ydre identitet og for mode generelt. Og jeg fandt ret hurtigt ud af, hvordan det føltes at vække opmærksomhed via mit udvendige visitkort.

I Aabenraa fik jeg ofte kommentarer, når jeg vovede blot de mindste afvigelser i min påklædning, og dermed lærte jeg også i en tidlig alder at leve med dem. Måske endda nærmest at holde af dem. Jeg kan ikke huske andet end at føle mig anderledes, og jeg kan ikke huske andet, end at jeg altid har skullet forsvare, hvorfor jeg havde taget noget på eller havde fået klippet håret på en bestemt måde. Men jeg kunne ikke rigtigt lade være med at udfordre mig selv. Og andre.

Blå bog

  • Uffe Buchard er 53 år og født og opvokset i Aabenraa.
  • Han er uddannet frisør i København.
  • Siden fik medierne øje på ham, og han har deltaget i talrige tv-programmer med sine skarpe iagttagelser og meninger. Ikke mindst som meget talende dommer i Kanal 4's realityshow "Danmarks Næste Topmodel".
  • Han er kendt som fast paneldeltager i radioudsendelsen "Mads og Monopolet," som har en million lyttere hver uge.
  • Når han ikke er på skærmen eller i højttalerne, dirigerer han modeshows eller giver kreative råd til modefirmaer.
  • Han er både stylist, frisør og trendspotter og i dag hedder Uffe Buchards modeselskab Darling, og det beskæftiger sig også med skønhedsprodukter og boligindretning og udgiver det internationale modemagasin DANSK Magazine.

Gågaden i Aabenraa – heldigvis i min barndom altid fremhævet som Danmarks længste gågade uden afbrydelser – blev min catwalk, længe før jeg vidste, hvad ordet betød. Her kunne jeg spankulere op og ned efter skoletid og få de undrende blikke, jeg var ude efter, og ligeledes
møde ligesindede, der som jeg heller ikke vidste, hvad de ellers skulle lave. Efterhånden som jeg blev ældre, gik der sport i at klæde sig smart på for at blive set på gågaden. I min optik en ganske udmærket sport, når man nu ikke kunne finde ud af hverken fodbold eller springgymnastik.

Annonce

Lakolk var Sønderjyllands svar på Mykonos

Men også en dyr sport. Jeg måtte arbejde som opvasker på forsamlingshuset Folkehjem for at tjene til Matinique, Closed og Kappa, og jeg måtte slå græs for gamle enker og feje foran fornemme ejendomme for at få råd. Men livet var stadig én lang festlig catwalk, kun
afbrudt af hyppige besøg på byens fine gamle konditori, Cafe Hansen (v/ Bonnich; red.), hvor man gerne ventede halve timer på bordet ved vinduet, så man også her kunne blive udstillet bag glas og vinduesramme, mens man satte gaflen i kringlen og drak varm chokolade, der kunne stå af sig selv.

Min mor bakkede mig altid op – ikke med penge, men med stiltiende accept. Eneste undtagelse var, når vi skulle på familiebesøg hjemme på gården i Ødis. Her måtte jeg venligst ligne et “normalt” barn! Hun orkede ikke at forsvare mine aparte valg af beklædning over for den mere konservative del af familien fra landet. Når vi var i Ødis, der jo ikke var andet end en kort køretur væk, følte jeg, at vi kom fra den pulserende storby, og at vi sad helt fremme i stil-bussen.

Aabenraa var for mig en metropol, hvor jeg kunne udleve alle mine drømme som ung teenager. Lige indtil jeg ikke længere kunne. Da vi blev gamle nok, festede vi i Flensborg, der føltes som den vildeste storby, og om sommeren styrede vi Lakolk på Rømø, som vi kærligt kaldte “Det Vilde Vesten” – Lakolk kunne med lidt god vilje betegnes som Sønderjyllands svar på Mykonos.

Mine vilde venner og jeg fyldte vores unge kroppe med oceaner af Bacardi-rom fra de mange ture over grænsen og turnerede fra natklub til natklub, fra halbal til halbal i landsdelens
tilsyneladende endeløse muligheder for løssluppen underholdning. Vi overnattede i min gamle røde Opel Kadett, der blev min tidlige ungdoms symbol på frihed og anarkisme.

Sønderjylland er altid med mig

Jeg tror ikke, mange vil beskrive deres opvækst i Sønderjylland som anarkistisk, vild, vovet og våd. Men min var. I nogle år opsøgte jeg de mest interessante miljøer i landsdelen og kedede mig aldrig. Selv de mindste provinsbyer havde en form for undergrund, og i hvert af disse miljøer fandtes kuriøse typer, der var rundet af den sønderjyske muld.
Skæve, sammensatte mennesker, der hver især gav mig modet til det endelige spring ud i verden for at møde flere af slagsen og for at møde mig selv.

Efter at have boet i både Australien og England har jeg nu i mange år haft fast base i København, hvor jeg lever af at formidle tendenser ved at iscenesætte mode og interiør, og hvor jeg de seneste 18 år også har sendt et internationalt modemagasin – DANSK Magazine – ud i verden.

Forsiden på den bog om Sønderjylland, som Uffe Buchard skriver sin historie i. Ud over ham fortæller blandt andre tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere minister Bertel Haarder og tv-vært Søren Ryge Petersen om deres opvækst i Sønderjylland.

Jeg besøger ikke længere Sønderjylland mere end en gang eller to om året, men jeg er sønderjyde i hjertet og af styrke. At være rundet af den sønderjyske muld betyder stædighed, snusfornuft, at holde hovedet iskoldt og altid have fødderne plantet solidt på jorden. Bevares, i
mit tilfælde ikke på denne jord, men et sted på en anden planet langt ude i galaksen. Og det var det, Sønderjylland også kunne for mig – skabe en komplet drøm om et liv, der skulle blive en kontrast til det, jeg kunne leve i landsdelen.

Når jeg er i tvivl om livets store spørgsmål, søger jeg min hjemstavn i tanken og spørger mig selv, hvad sønderjyden ville have gjort i det ene eller det andet tilfælde. Så modtager jeg et
kontant og ærligt svar.

På den måde er Sønderjylland altid med mig, hvor end jeg er, og hvad end jeg gør.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce