Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Varnæs Skole udvalgt til nyt projekt: Nu skal børnene lege endnu mere, mens de lærer

En legende tilgang i undervisningen er ikke fremmed på Varnæs Skole, men med skolens deltagelse i det nye projekt Play@Heart, bliver det en endnu større del. Skoleleder Morten Gaardsvig Buchard glæder sig til at gå i gang med projektet, da han mener, at det er til gavn for børnene. Foto: Mette Christine Schulz
Udvikling af undervisningen er vejen frem, mener man på Varnæs Skole. Derfor er skolen med i et nyt projekt, der skal undersøge, hvordan en legende tilgang kan bidrage til børns læring om og med teknologi.

Varnæs: Hvordan lærer børn bedst?

Det er det, skoler over hele landet altid spørger sig selv om for at skabe den bedste undervisning.

Nu er et nyt udviklingsprojekt kommet på banen. Play@Heart skal undersøge, hvordan en legende tilgang kan bidrage til børns læring om og med teknologi. 12 skoler fra hele landet er blevet valgt til projektet, og blandt dem er Varnæs Skole, hvor skoleleder Morten Gaardsvig Buchard ikke var i tvivl, da han blev præsenteret for projektet.

Annonce

- Jeg får rigtig mange inputs til projekter, vi kan deltage i, men det her kunne jeg se passe ind i den skole, vi er i forvejen. Jeg tror på, at vi skal udvikle os hele tiden, og det er altid spændende at lære noget nyt, så vi kan blive endnu bedre. Samtidig følger der penge med, så det er ikke en udgift for skolen at være med, forklarer skolelederen.

Til gavn for børnene

På Varnæs Skole er man allerede godt i gang med at få teknologi ind i undervisningen, og ude-læring, leg og faguger, hvor børnene kan fordybe sig i ét fag, er der også fokus på. Og de tiltag kan nu blive udviklet med det nye projekt.

- Det er ikke nødvendigvis den bedste måde at lære på, at man sidder på en stol hele dagen. Vi ønsker ikke at ekskludere nogen elever fra fællesskabet og ved at få flere metoder at undervise på, rammer vi flere børn. Nu kan vi f.eks. sætte en hel dag af til at lege. Grunden til, at jeg søgte om at være med, er, at jeg tror, det er til gavn for børnene, forklarer Morten Gaardsvig Buchard.

Han har store forventninger til projektet, men han ved ikke endnu, hvordan Play@Heart helt specifikt skal udfolde sig på Varnæs Skole.

- Jeg var til første møde med de 11 andre skoler forleden, og vi er meget forskellige. Vi starter projektet på et seminar i juni, og så finder vi ud af, hvordan vi implementerer det bedst, men det kommer til at fylde på skolen. Det er et undersøgende eksperiment, som vi skal være nysgerrige på, pointerer han.

Annonce

Alle skal have glæde af erfaringerne

De medvirkende skoler får hver 250.000 kroner til at indrette et "Playspace", som skal være et nyskabende og utraditionelt læringsmiljø, hvor elever og lærere kan lege, eksperimentere, lære og være kreative med teknologi.

- Vi kan søge flere penge, hvis vi får gode idéer, og der er konsulenter på alle niveauer, som også kommer ud til os. Vi skal bruge projektet til at blive klogere på, hvad der er skidt, og hvad der er bedst, og så vil jeg kanalisere det ud til de andre skoler i kommunen, så alle kan få glæde af erfaringerne, siger Morten Gaardsvig Buchard.

Projektet

Ud over Varnæs Skole deltager følgende skoler: Løsning Skole (Løsning), Hvalsø Skole (Hvalsø), Højelse Skole (Lille Skensved), Sydmors Skole og Børnehus (Vils), Skansevejens Skole (Nørresundby), Tåsingeskolen (Svendborg), Sct. Hans Skole (Odense), Lyngholmskolen (Farum), Lundehusskolen (København), Højslev Skole (Højslev) og Skovvangskolen (Aarhus).

Landets seks professionshøjskoler står sammen med LEGO Fonden bag Play@Heart, som understøttes med en fondsbevilling på 50 millioner kroner og løber frem til 2025.

Projektet er et initiativ under det landsdækkende Playful Learning-program, som arbejder for at fremme børns kreative, legende og eksperimenterende tilgang til verden.


Det er ikke nødvendigvis den bedste måde at lære på, at man sidder på en stol hele dagen. Vi ønsker ikke at ekskludere nogen elever fra fællesskabet og ved at få flere metoder at undervise på, rammer vi flere børn.

Morten Gaardsvig Buchard


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce