Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Vi smager og anmelder: Her er årets bedste påskeøl

Casper Lynge Givskov, til venstre, og Christoffer Beck har smagt på otte af årets påskeøl. De glæder sig over at se mange bryggerier begynde at løfte den gamle tyske tradition og levere et tårnhøjt niveau, når det kommer til Bockbiers. Foto: Timo Battefeld
Hvert år bliver der produceret over 100 forskellige påskeøl rundt i det danske land. Vi har smagt på otte af dem og giver her vores bedømmelse.

Hvert år, når solen begynder at varme og temperaturen stiger støt og roligt, rammer påsken os. Typisk med entusiasme og gå på mod efter en lang og tyngende vinter, glæder vi danskere os til påsken. Fyldt med frokoster med familie, venner og bekendtskaber. Desværre bliver det med alt sandsynlighed anderledes i år, grundet covid-19.

Dog skal en global pandemi ikke begrænse os danskere i at nyde vejret og en kold, god øl. Derfor har vi smagt på en god vifte af danske påskeøl, så I nemmere kan vælge, hvilken påskeøl I vil nyde i år.

Hvert år bliver der produceret over 100 forskellige påskeøl rundt i det danske land, noget var kan takke en stadig stigende interesse for specialøl for. Vi danskere er ikke bange for at smage og prøve nyt, og det giver et velassorteret udvalg selv i almindelige supermarkeder.

Til vores personlige glæde kan vi se mange bryggerier begynde at løfte den gamle tyske tradition og levere et tårnhøjt niveau, når det kommer til Bockbiers. Vi ser også en tendens til at gå i en anden og mere moderne retning. Eksempelvis brygger Herslev nogle lette og utroligt læskende bryg til forår og til påske. Det er en retning, som vi mener, vi kommer til at se mere og mere i fremtiden.

Øllene i testen er tilgængelige i de fleste kende supermarkeder.

Hvorfor påskeøl?

I Tyskland bryggede Paulanermunkene i München til påske. Og i det herrens år 1634 blev det serveret for kurfyrste Maximillian I. Den blev brygget i marts måned, lige før munkene skulle faste for at ære Frelseren. Heraf navnet som øllet fik – Salvator Bier (Salvator=frelser).

Øllet var af øl-stilen Doppelbock og formålet var, at det næringsrige øl skulle gøre det lettere at komme igennem fasten for munkene.

Da fasten varer fra Asketorsdag til Påskesøndag, var grunden til påskebryggen nu lagt, og i 1780 fik munkene lov til fast at udskænke deres bryg.

Hvad vi i dag kender som påskeøl, er langt fra den originale stærke og smagfulde Salvator Bier. Vi danskere nikker mere genkendende til den landskendte påskebryg "kylle-kylle", som Tuborg lancerede i 1913. Dog kom Bryggeriet Thor fra Randers først med den første danske påskeøl i 1890.

Hvem er smagerne?

Casper Lynge Givskov er medierådgiver hos Jysk Fynske Medier og tager sig primært af kunder i Aabenraa og Sønderborg, som vil annoncere på én af mediehusets mange platforme inden for avis, radio og online.

Privat har han en stor passion for øl og har tidligere arbejdet professionelt med øl på nogle af de bedste bryggerier i Skandinavien.

Han har før lavet smagning og anmeldelse af juleøl for JydskeVestkysten og Ugeavisen Aabenraa.

Christoffer Beck åbnede i november vin-, øl- og cocktailbaren Malt & Grape i Aabenraa. Den ligger på gågaden og er derfor også en butik og webshop. I butikken arrangerer Christoffer Beck også vin- og øl-smagninger.

Han har gennem årene som barchef på Fox and Hounds og food and beverage manager på Hotel Europa samt privat udviklet sin interesse for at nyde og smage øl og vin og få en oplevelse i en verden, som er fyldt med uforudsigelighed.

I dag er alkoholiske drikke et nydelsesprodukt for ham, hvor han lært sig selv at kunne smage, om det er gået godt for producenterne eller ej.

Fur Bryghus - Påskefrokost

Påske Frokost fra Fur Bryghus. Foto: Mette Christine Schulz

Testens svageste øl, når man ser på alkoholstyrke. En øl som passer til det danske påskefrokost bord, hvor det er muligt at nyde en kold øl og stadig kunne tage sin bil hjem under dynen uden at skulle tænke over, om kørekortet ryger. Der er rigtigt meget smag i sådan en flaske - dog dør smagen hurtigt ud. Der er en let mundfølelse og en blid karbonering.

Ørbæk - Fynsk Påske

Fynsk Påske fra Ørbæk.  Foto: Mette Christine Schulz

Ørbæks svar på dansk påske. Her oplever vi en udpræget syrlighed med noter af citrus. Denne øl skal ikke sammenlignes med Ørbæks hyper-populære ”Fynsk Forår”, hvor hyldeblomsterne er dominerende. Bryggeriet har her gjort et øl, som er uklar, velduftende og indbydende med en flot farve og en lækker mundfølelse. Sæt den til en sildemad med karrysalat – det er et velfortjent sæt.

Midtfyns Bryghus – Sunshine

Sunshine fra Midtfyns Bryghus. Foto: Mette Christine Schulz

I denne flaske finder vi en helt uklar øl med en mild duft, som egentligt ikke er voldsomt inspirerende. Dog kommer øllet til sin ret, når man smager den. Passionsfrugt, melon og blodappelsin møder os, når vi smager. Man kan opleve ”grums” i øllet, men det er ikke noget der skal skræmme, det er helt normalt. Denne øl er mere forår, end den er påske.

Herslev Bryghus – Påskebryg

Økologisk påskebryg fra Herslev Bryghus. Foto: Mette Christine Schulz

Enormt smagfuld øl. Her får du en øl, der har en masse lækre smage uden at skræmme, men som overrasker. En flot bitterhed, som hænger i munden og forlænger oplevelsen. Denne øl skal på påskebordet og opleves i store glas med højt hvid skum, store smil og en kæmpe skål. Servér den iskold til alt fra silden til påskelammet, og der er sikret en god smagsoplevelse.

Skands – Øko Påskebryg

Økologisk påskebryg fra Bryggeriet Skands. Foto: Mette Christine Schulz

Feltets klart svageste øl. En øl, der bestemt kan drikkes, men for os der smager, virker det, som om de har glemt, at der skulle laves påskeøl i år og er startet for sent. Den er vandet og en anelse overkarboneret. Ingen store smagsindtryk eller god balance gør, at vi sætter denne øl bagerst i feltet.

Krenkerup – Forår

Forår fra Krenkerup. Foto: Mette Christine Schulz

Her har vi en øl, som har den flotteste røde farve. Den er balanceret og absolut forfriskende. Det her er en rigtig påskeøl i vores øjne. At sidde på en bænk badet i forårssolen i sin hjemmestrikkede trøje i godt selskab og nyde en øl som denne, er essensen af påske for os. Dertil er den god til påskebordet, hvor dens bitterhed og smagsprofil matcher det meste. Den ristede maltsammensætning giver sammen med humlen og gæren en utrolig balance, der forkæler smagsløgene. Tilsammen gør det denne øl til en klar højdespringer.

Viborg Bryghus – Påskebocken

Påske Bocken fra Viborg Bryghus. Foto: Mette Christine Schulz

En rigtigt pæn Bock, uden at blive kvalm og for sød. Vi oplever lidt engelsk lakrids og brændt mørk sukker. På frokostbordet vil denne øl være for stæk, men den kommer til sin ret, når lammet bliver serveret. De har gjort et godt stykke øl i Viborg, og vi vil klart anbefale denne lækre bock. Også bare til at nyde omkring et bål i baghaven med gode anekdoter og fantastisk selskab.

Thisted Bryghus – Easter Bock

Easter Bock fra Thisted Bryghus. Foto: Mette Christine Schulz

En stor overraskelse for os, der smager. Men Thisted leverer på et højt niveau her. Denne øl er trods sin mørke farve og høje alkoholprocent en flot og balanceret øl. Den er ikke for alle – men den er en oplevelse for selv den kræsne ølentusiast. Igen en øl, der skal nydes foran åben ild eller til et hyggeligt selskab. Den ristede malt og tilsætningen af røget malt gør, at denne søde dobbeltbock er let, lækker og smagfuld for næsten alle smagsløg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce