Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Yngre kræfter er klar: Det første indtryk viste sig at holde stik

Lasse Rosenberg og Alex Taulbjerg (t.h.) indgår sammen med Helle Taulbjerg (i baggrunden) i Hotel Europas direktion. foto: Jan Sternkopf
Alex Taulbjerg og Lasse Rosenberg har tidligere arbejdet sammen på Christie's Sdr. Hostrup Kro og siden hver især haft gang i deres egne karrierer. Nu mødes de igen på Hotel Europa, hvor de indgår i direktionen.

Aabenraa: De er meget forskellige, når det gælder job. På det personlige plan - og privat - er Lasse Rosenberg og Alex Taulbjerg til gengæld meget ens, har de fundet ud af: de griner ad de samme jokes, de søger de samme oplevelser, især de kulinariske, de dyrker begge fitness - og de kører begge motorcykel. Lasse Rosenberg en Suzuki GSXR, mens Alex Taulbjerg sværger til Ducati, rød selvfølgelig, en Panigale, mest fordi hans far også engang kørte Ducati.

- Vi tager endda på ferie sammen, fortæller Alex Taulbjerg.

Siden årsskiftet indgår de to i direktionen for Hotel Europa sammen med Helle Taulbjerg, Alex Taulbjergs mor, som et led i et glidende generationsskifte over de næste tre år, hvorefter der så tages stilling til, om konstellationen skal fortsætte eller i givet fald rettes til.

Det bliver nu nok en blanding af begge muligheder. For lige nu kan både Alex Taulbjerg og kok Lasse Rosenberg se sig selv som en del af Hotel Europa - også om tre år.

- Jeg tror, at vi bliver, lyder det fra 26-årige Alex Taulbjerg, der er vokset op i branchen - og faktisk også har prøvet det meste siden han allerede som ti-årig begyndte at slå græsplænerne ved Christie's Sdr. Hostrup Kro, som hans forældre drev samtidig med Hotel Europa.

Annonce

Godt førstehåndsindtryk

Siden blev han opvasker samme sted - og hér mødte han for første gang Lasse Rosenberg, der var begyndt som kokke-elev.

- Allerede dér fik jeg et godt indtryk af Alex: direktørens søn som opvasker - det var lidt sejt, lyder det med et smil fra 30-årige Lasse Rosenberg.

Derefter skiltes deres veje dog, og først mange år senere mødes de igen, selv om de hver især har fulgt deres egen karriere med stationer rundt omkring i verden.

For Alex Taulbjerg søgte i første omgang til udlandet, til Chile som udvekslingsstudent og til Australien, hvor han arbejdede i en restaurant, inden han efter to år vendte tilbage for i en alder af 21 år at åbne sin egen Fox & Hounds i Sønderborg.

Navnet er naturligvis en pendant til forældrenes Fox & Hounds under Hotel Europa i Aabenraa, for mor Helle Taulbjerg er med som investor, mens Alex Taulbjerg står for driften.

Hér blev Lasse Rosenberg køkkenchef - omend for en kort bemærkning, inden han fik job som direktør for Hotel Baltic.

- Jeg sagde dog til ham, at det formentlig ikke varede ret længe, før han var tilbage hos Fox & Hounds igen. Og jeg fik ret, driller Alex Taulbjerg sin makker, der lige som han selv søgte ud i verden.

Annonce

Med kongeskibet på togt

- Jeg blev udlært i 2011 og aftjente min værnepligt i 2012 ombord på kongeskibet Dannebrog. Det var en superfed oplevelse - og det pynter ganske godt på cv'et. Det var det år, skibet sejlede mest, med to sommertogter, en tur til Frankrig og sommer-OL i London, hvor vi nærmest fungerede som kongefamiliens sommerhus. Sammenlagt lå Dannebrog kun én måned ved "bøje 1" i Københavns havn, fortæller Lasse Rosenberg.

Hjemme igen påbegyndte han en uddannelse i Odense som service-økonom. Praktik-opholdet foregik på det navnkundige Ruths Hotel i Skagen, men midt i perioden fik han tilbudt jobbet som hotelchef for Hjorts Badehotel. Også i Skagen.

- Det kunne jeg altså ikke sige nej til, selv om det betød, at jeg måtte afbryde min uddannelse - med kun tre måneder tilbage, fortæller Lasse Rosenberg.

Dér stod han i en alder af 21 år og vidste ikke noget om hoteldrift.

- Det var "learning by doing". Det var hårdt - og det har givet nogle ar på sjælen, lyder det fra Lasse Rosenberg, der lærte meget om faget - og ikke mindst om sig selv i de fire år, han var i Skagen.

- Første gang, man laver en fejl, så kaldes det læring. Næste gang det sker, så er det en fejl - og dem skal man altså ikke lave for mange af i den branche, bemærker han.

Lasse Rosenberg kan dog se tilbage på en periode, der indtil da havde været den travleste i badehotellets 112-årige historie.

- Og foreløbig den eneste periode, hvor hotellet rent faktisk tjente penge, tilføjer han med slet skjult stolthed.

Annonce

Hjem til Sønderjylland

Vintersæsonerne havde han tilbragt i Sønderborg, bl. a. med at hjælpe i opstarten af Restaurant Barbie sammen med Christian Brandt og tvillingbrødrene Jacob og Rasmus Oubæk.

- Efter fire år på Hjorts Badehotel ville jeg dog gerne hjem til Sønderjylland igen og ringede tilfældigt til Helle Taulbjerg. Det viste sig, at der var brug for en køkkenchef. Så jeg var til jobsamtale ved den tidligere opvasker, der nu var kommet ind i firmaet, griner Lasse Rosenberg.

Også Alex Taulbjerg kan godt se det komiske i situationen. Samtidig er han dog forundret over skæbnens besynderlige veje.

- Der var noget, der gjorde, at vi blev forbundet igen. For efter Christie's har vi egentlig ikke haft nogen kontakt med hinanden. Men nu skulle vore veje åbenbart så samles igen.

Annonce

Hold fast i det høje niveau

Begge glæder sig til at tage fat - når der er kommet styr på corona.

- Det fedeste er, at vi kommer ind i en virksomhed, der kører godt, siger Lasse Rosenberg.

De to unge vil sammen med Helle Taulbjerg holde fast i konceptet, men samtidig være skarpe på at optimere for at holde det høje niveau. Måske skal der ændres i køkkenet, måske skal øl-sorterne i Fox & Hounds opdateres.

Alt sammen i respekt for stedets historie og gæsternes ønsker.

- Vi har jo medarbejdere, der har været hos os i over 20 år. Ligesom vi har gæster, der er kommet hos os jævnligt i over 20 år. De elsker at se et kendt ansigt og følge med i udviklingen.


Jeg sagde dog til ham, at det formentlig ikke varede ret længe, før han var tilbage hos Fox & Hounds igen. Og jeg fik ret.

Alex Taulbjerg, Hotel Europa, om Lasse Rosenberg


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce