Annonce
Alarm112

39-årig kan få dobbeltstraf for kast med kanonslag ved demo

Ved en demonstration 9. januar blev der blandt andet affyret fyrværkeri og kanonslag. En 39-årig mand sidder tiltalt for netop det. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
I mere end to en halv måned har en mand siddet varetægtsfængslet efter uroligheder ved Men In Black-demo.

En 39-årig stilladsarbejder nåede kun at være med til en demonstration på Rådhuspladsen den 9. januar i godt 20 minutter, før han blev anholdt.

Mandag sidder han på anklagebænken i Københavns Byret, hvor han er tiltalt for at have kastet kanonslag mod en patruljevogn med flere betjente i og for med sin opførsel at have tilskyndet andre til lignende overfald.

Bliver manden dømt, kan straffen blive strengere, i forhold til hvad en tilsvarende sag normalt ville udløse af straf. Anklagemyndigheden har nemlig taget en særlig paragraf i straffeloven i brug, paragraf 81d.

Den handler om, hvorvidt "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark" og giver retten mulighed for at hæve straffen til det dobbelte.

Demonstrationen var organiseret af bevægelsen Men In Black, der er imod coronarestriktionerne. Det samme er den 39-årige, som er gift og far til et lille barn.

Han erkender, at han har kastet "en form for fyrværkeri", men han nægter, at hans handling skulle være omfattet af paragraf 81d.

- Jeg blev grebet af stemningen, impulsen. Det er jo ikke særlig klogt. Men jeg kastede det ikke, fordi jeg troede, at det ville ændre regeringens holdninger, siger han i retten.

Manden har et stort, mørkt fuldskæg og helt kortklippet hår. Hans bror, hustru og far er mødt op i retssalen for at støtte ham.

Den første dom efter paragraf 81d i sager, der ikke handler om økonomisk svindel, faldt tidligere i marts. Her blev en 30-årig kvinde idømt to års ubetinget fængsel for blandt andet at holde en tale ved demonstrationen, gå forrest og komme med tilråb i en megafon.

Også en 23-årig mand er blevet delvist dømt efter bestemmelsen.

Begge sager er anket og skal for landsretten.

16 betjente blev ramt af genstande under urolighederne ved demonstrationen i januar. Ifølge anklageskriftet blev der foruden fyrværkeri og kanonslag kastet med dåser, sten, fakler, cykler og flasker.

Den 39-årige mand mødte op ved Rådhuspladsen omkring klokken 19.20 efter at have været på arbejde. Cirka klokken 19.45 blev han anholdt af civile betjente, der så ham kaste noget mod patruljevognen.

Han har siddet varetægtsfængslet siden 10. januar. Dommen ventes at falde 8. april.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Alarm112

Danmark tør ikke modtage Dalai Lama

Annonce