Annonce
Alarm112

Drab i Korskærparken: Landsret frifinder 30-årig for besiddelse af pistol efter års fængsling

Retten og Vestre Landsret i Kolding. Foto: Michael Svenningsen

En sag om den pistol, der blev brugt til at dræbe en 24-årig mand i Korskærparken, er afgjort af landsretten.

Annonce

Efter knap et års varetægtsfængsling blev en 30-årig mand onsdag frifundet for at have været i besiddelse af en pistol, som blev brugt til et drab.

Frifindelsen er faldet i Vestre Landsret, efter at den 30-årige Carcy Wandy Petersen ellers blev idømt to år og tre måneders fængsel i byretten.

I byretten blev 48-årige Jesper Mørck Leed Thuesen også dømt for at have haft pistolen. Han har i landsretten derimod stadfæstet sin dom på to år og tre måneders fængsel.

Sagen drejer sig om en pistol, som Thuesen i februar sidste år fandt i et uaflåst skur, der hørte til hans hjem. Pistolen tog han med indenfor, hvor han havde besøg af den 30-årige Petersen.

Efter at have kigget på pistolen, lagde den 48-årige pistolen tilbage i skuret.

Advokat Mette Grith Stage, der er forsvarer for den 30-årige, fortæller, at han hele tiden har forklaret, at han kortvarigt sad med pistolen. Våbnet var måske fremme i to til tre minutter, siger forsvareren.

- Han sagde, at det er rigtigt nok, at han pludselig kommer ind med et våben, siger hun.

Det kortvarige møde med pistolen var dog ikke en overtrædelse af loven, har landsretten afgjort. Derfor er den 30-årige også blevet løsladt, efter at han har siddet varetægtsfængslet i sagen siden februar sidste år.

- Landsretten mener ikke, at han under de omstændigheder havde været i besiddelse af pistolen, siger Mette Grith Stage.

Sagen har relation til drabet på en 24-årig mand, der blev skudt 24. februar sidste år i Korskærparken. For pistolen, som de to mænd var anklaget for at have haft, blev brugt til drabet.

En 28-årig mand tiltalt for drabet, og sagen imod ham begynder på mandag i Retten i Kolding.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce