Annonce
Alarm112

Internationale specialister dømt i sag om dynamit og sprængning: Angreb hæveautomat i Ålsgårde

Retten i Helsingør har straffet rumænsk mand med fængsel i syv år for angreb på pengeautomat i Ålsgårde.

Dynamit i en bil og sprængning af en kontantautomat i Nordsjælland har ført til en dom på flere års fængsel til to rumænske statsborgere.

Mændene er ifølge politiet en slags rejsende specialister i netop den slags. De havde kun været i Danmark i ti dage, før det bragede løs en juni-nat sidste år i Ålsgårde.

Politiet havde fået et tip fra politiet i Schweiz om mændene, og ved at placere en gps-tracker på deres BMW kunne betjente diskret holde øje med deres færden.

Den ene, Ionel Tugui på 43 år, er af Retten i Helsingør blevet idømt fængsel i syv år. Han blev fundet skyldig både i sprængningen og i at være ansvarlig for cirka et kilo dynamit, som blev fundet i BMW'en.

Han har på stedet anket til Østre Landsret, oplyser anklagerfuldmægtig Dersim Bicen fra Nordsjællands Politi.

Landsmanden George Rata, der er 44 år, blev derimod frifundet for dynamitten og "kun" dømt for sprængningen. I hans tilfælde er straffen landet på fængsel i fire år og seks måneder, oplyser Dersim Bicen.

I pengeautomaten lå 46.600 kroner, men gerningsmændene fik ikke kontanterne med sig. Begge er i øvrigt blevet udvist.

Dynamitten var fordelt på flere stænger. Den blev fundet i bilen, der stod parkeret på Englandsparken i København.

De forholdsvis langvarige straffe skyldes især en skærpelse af straffeloven i 2017. Alene at besidde sprængstoffer på offentligt sted straffes som udgangspunkt med op til tre års fængsel, oplyser Dersim Bicen.

Mændene er mistænkt for lignende forbrydelser i blandt andet Tyskland og Schweiz, oplyste politiet i forbindelse med anholdelserne sidste sommer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce