Annonce
Alarm112

Svindel for 21 millioner kroner udløser fængsel til 34-årig

Ved Retten i Viborg er en 34-årig mand onsdag blevet idømt en fængselsstraf for omfattende bedrageri og dokumentfalsk. Han har nægtet sig skyldig. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Falske dokumenter blev brugt til at bedrage pengeinstitutter for millioner, lyder det i dom mod 34-årig mand.

En falsk afgørelse om erstatning for en erhvervsskade og en falsk kontrakt var nogle af de remedier, en nu 34-årig mand benyttede sig af, da han svindlede for mere end 21 millioner kroner.

Det har Retten i Viborg onsdag slået fast. Manden er idømt to et halvt års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk af særlig grov karakter.

I alt er manden dømt for at have fusket for 21,7 millioner kroner.

Svindlen skete med en række falske dokumenter, som manden har brugt for at få udstedt lån og bankgarantier i flere banker.

Derudover har han indgået flere aftaler om leasing på falsk grundlag. Et af forholdene i anklageskriftet mod ham handler således om, at han har snydt sig til at lease 3D-printere.

Blandt de falske dokumenter var for eksempel en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, der tilkendte ham en erstatning på 1,7 millioner kroner. Han har også fremvist en falsk kontrakt på 1,35 millioner kroner.

- Der er tale om en omfattende sag om bedrageri og dokumentfalsk af et ikke ubetydeligt beløb, siger specialanklager Gorm Søgaard Lund, der er tilfreds med dommen.

Politiet kom på sporet af manden for flere år siden, da en bank slog alarm.

- En bankforbindelse anmeldte ham for bedrageri ved årsskiftet 2017/2018, fortæller Gorm Søgaard Lund.

- Politiet tog derfor kontakt til ham i februar 2018. Derefter begik han en række bedragerier mod et andet pengeinstitut frem til sommeren samme år. Det er en skærpende omstændighed, siger specialanklageren videre.

Retten fandt ham skyldig i samtlige 27 forhold i anklagen. Dommen på to et halvt års fængsel svarer til praksis på området.

Manden har hele tiden nægtet sig skyldig. Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til anke.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce