Årets julekalender for Amager-børn og barnlige sjæle har fået titlen 'Detektivbureauet X og æbleskiveopskriften'. I 24 magiske december-afsnit vil skuespilleren Esben Dalgaard fortælle om bureauets kamp for at redde den stjålne opskrift og dermed redde årets julefest.
Det er www.parties.dk, der i samarbejde med Amager Bladet, bringer julekalenderen på Facebook-siden Ama'rLIV. Hver morgen fra den 1.-24. december kan man lytte til kalenderen, og de fire søndage i advent vil der desuden være nogle hyggelige opgaver for hele familien, som knytter sig til historien om æbleskivsmysteriet. Og dagen efter juleaftensdag, den 25. december, kan man deltage i konkurrencen om en lækker nytårskurv.
Stemmen bag kalenderen
Esben Dalgaard, der bor på Amager med sin kone Charlotte Dalgaard Larsen, og som sammen har etableret www.parties.dk, har medvirket i flere danske film og tv-serier.
I 2011 spillede han bl.a. med i tv-serien 'Livvagterne'. Han spillede mølleren Erasmus i '1864', og i 2013 medvirkede han i 'Klassefesten 2' og den første filmatisering af 'Skammerens Datter' som Rikard Smed.
Siden har han spillet en af hovedrollerne i tv-serien 'Bankerot', Jeppe i 'Jeppe på Bjerget' og faderen Karsten i TV2s julekalender 'Juleønsket'.
I efteråret 2018 deltog han i 'Vild med dans' sammen med Mille Funk. Parret endte på en tredjeplads. Og sidste jul medvirkede han i Tinkas julekalender 'Sunday' samt i storfilmen 'Vor Mand i Amerika', hvor han spillede overfor Ulrich Thomsen.´