Annonce
LOKALHISTORIE

Bakspejlet: Lortenavnet blev til Artillerivej

Lossepladsvej anno 2010 - og altså før navnet blev omdøbt til Artillerivej. Arkivfoto: Michael Paldan.
I 2010 stillede Venstre-medlem i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Berg Dueholm, et forslag om at omdøbe Lossepladsvej. Han fandt vejnavnet for nedværdigende. Socialdemokratiets nuværende overborgmester Lars Weiss ville ikke stemme for, men ombestemte sig. Og således ændrede Lossepladsvej navn til Artillerivej i 2012.
Annonce

Forleden kunne man læse arkitekturanmelder Holger Dahls hyldest og afsavn af det gode gamle vejnavn, Lossepladsvej, i en kronik i Berlingske.

- Dengang, da Islands Brygge var et mørkt ingenmandsland, kunne man køre ud af byen på Artillerivej. Man kom forbi værksteder, billakeringsbutikker, paintballfirmaer og andre eksotiske virksomheder, og når så man drejede til venstre ud mod Amager og Bella Centret, skiftede vejen pludselig navn - nu hed den Lossepladsvej - et fantastisk navn til en vej. Et navn, der enkelt og ligefremt betød, at dette var vejen til lossepladsen.

I dag hedder den ikke Lossepladsvej længere. Nu hedder hele vejstrækningen bare Artillerivej, og jeg synes, det er synd. Jeg ville personligt elske at bo på Lossepladsvej - et navn med karakter - og nu, hvor hele Bryggen er gennemgentrificeret med millionærrækkehuse og spekulantdrevet »ikon«-byggeri, savner jeg helt enkelt en levende fortælling, når jeg bevæger mig gennem bydelen, skrev Holger Dahl.


Jeg ville personligt elske at bo på Lossepladsvej - et navn med karakter - og nu, hvor hele Bryggen er gennemgentrificeret med millionærrækkehuse og spekulantdrevet »ikon«-byggeri, savner jeg helt enkelt en levende fortælling, når jeg bevæger mig gennem bydelen.


Annonce

Weiss var imod, men...

Navneskiftet skete i 2012. Helt præcist den 15. juli.

Beslutningen blev truffet i Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg på et møde 4. juni. Det skete to år efter, at medlem af borgerrepræsentationen for Venstre, Lars Berg Dueholm, stillede forslaget til en navneændring.

- Man kan ikke forestille sig en Lossepladsvej på Østerbro eller i Vanløse, og navnet leder da også tankerne hen på lorteøen, som mange har yndet at kalde Amager gennem tiden. Det behøver amagerkanerne ikke blive mindet om og slet ikke i forbindelse med en vej, der løber langs Københavns største rekreative areal og fører til Islands Brygge med havnebad og havnepark, sagde Lars Berg Dueholm.

Men ligger der ikke også en vis charme og en lokal og historisk kolorit i navnet - kan det hele ikke blive for velfriseret? spurgte Amager Bladet.

- Jo, det kan det godt, men jeg synes ikke, at navne med henvisninger til affald og det latrinære er så charmerende. Der er også mange, der muntrer sig med at slette K’et i Kanalvej. Med den udvikling, der er sket med Amater og Islands Brygge, synes jeg, navnet er nedværdigende for området. Inde i byen blev Skidenstræde lavet om til Krystalgade - det navn tror jeg heller ikke, at ret mange ville holde fast i, svarede Venstre-politikeren.

Tror du ikke, at folk bare bliver ved med at kalde den Lossepladsvej, selv om navnet
ændres?

- Jo, og folk må for min skyld kalde den lige hvad de vil. Ad åre tror jeg, at ændringen vil slå an. Og så bor der ikke ret mange på vejen, udover BK Hekla, så der er heller ikke en masse, der skal have lavet ændringer i deres adresse, hvis vejen omdøbes, svarede Lars Berg Dueholm.

Det fik to socialdemokrater, Lars Weiss og Lise Thorsen, til at fare i blækhuset og skrive harmdirrende læserbreve til Amager Bladet.

- Vi, der har boet her længe, er altså ikke flove over vores fortid som »lorteø«. Den er en vigtig del af vores identitet på godt og ondt,« skrev Lise Thorsen og blev suppleret af Lars Weiss:

- Hvorfor skulle Amager ikke vedkende sig sin kaotiske fortid? skrev han i et indlæg.

Men blot få dage senere strakte Socialdemokraterne våben og stemte for forslaget om en navneændring:

- Umiddelbart var det udelukkende Socialdemokraterne, som var for at beholde navnet, og så ville det bare være en tom demonstration, hvis vi lavede et stort slagsmål ud af det, sagde Lars Weiss som begrundelse.

Annonce

Stolt af prædikatet

På Berlingske.dk tog man temperaturen på folkestemningen, og et stort flertal af læsere talte for at holde fast i navnet Lossepladsvej.

- Som amagerkaner tager jeg stolt prædikatet Lorteøen til mig, og jeg synes, det er et dejligt særpræg, vi har med de mindre charmerende gadenavne som Syrefabrikvej og Lossepladsvej. Lad os beholde navnet!, skrev en læser.

Allerede 30. september 2010 indstillede Vejnavnenævnet, at vejen i stedet skulle være en ny, sydlig del af Artillerivej, så Artillerivej kom til at udgøre ét langt og sammenhængende vejstykke mellem Njalsgade og Vejlands Allé.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Amager

De københavnske familier betaler

CORONA

Første plejehjemsbeboer er smittet

112

Redningsaktion i Kastrup: 60-årig mand død

Annonce