Annonce
Amager

Efterlysning: Kendte du mon frøken Agnete med folkevognen?

A. Silberg Automobiler på Ndr. Fasanvej på Nørrebro, hvor Agnete Munksgaard købte sin arktisblå folkevogn med skydetag i 1960. Fotografen er ukendt; Henrik Behrens Henriksen har fået billedet af en søn af en VW-forhandler, der samlede på fotos af andre forhandlere. - Foto: Ukendt

Henrik fra Storvorde ejer en smuk, arktisblå folkevogn fra 1960, og nu efterlyser han nogen, der kendte dens første ejer: Frøken laboratorieassistent Agnete Munksgaard, der boede i Frankrigsgade og siden Norgesgade.

Annonce

Sommerferien 1960 er lige indledt i Danmark med årets hidtil varmeste weekend, da laboratorieassistent frøken Agnete Munksgaard fra Amager mandag 27. juni køber sig en ny bil hos A. Silberg Automobiler på Ndr. Fasanvej.

Hun beslutter sig for en arktisblå folkevogn, meget passende med skydetag, så vinden kan lufte frøkenens hår på de lune sommerkøreture, der venter forude.

Præcis denne folkevogn har Henrik Behrens Henriksen fra Storvorde ved Aalborg ejet de seneste fem år. Han har med lys og lygte, blandt andet på Stadsarkviet, forgæves forsøgt at opspore nogen, der kendte Agnete Munksgaard. Så nu forsøger han sig med Amager Bladet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Han har fakturaen fra 1960 med frøkenens adresse: Frankrigsgade 29.

»Men hun flyttede i 1965 til Norgesgade 10, hvor hun blev boende indtil 1995. Om hun døde i det år, ved jeg ikke, men det er nok sandsynligt. På en enkelt regning fra 1974 bliver hendes navn ændret til Nea, men stadig samme adresse i Norgesgade. Så hun har muligvis kaldt sig ’Nea’. Hun bliver også fortsat beskrevet som frøken. Denne information har jeg fået fra Stadsarkivet,« fortæller Henrik Behrens Henriksen.

Annonce

De originale papirer

Hans håb er via familierelationer til Agnete Munksgaard at finde ud af, om der findes nogle gamle fotos af bilen.

»Måske et billede fra 60’erne, hvor hun stod ved siden af bilen. Jeg forestiller mig, at det kunne være lidt stort dengang i 1960, at en frøken købte sig en ny bil, og at hun fik taget et billede af sig selv med den,« siger Henrik Beh-rens Henriksen.

Men hvorfor er du interesseret i fotos - skal du sælge bilen, eller er det simpelthen af kærlighed til den?

»Jamen, det er det sidste. Når jeg tager på biltræf, så er det sjovt at have sådan en planche med, hvor man kan vise gamle billeder af bilen og måske endda af den første ejer. Det er sjældent at man har både originale papirer og plader på bilen, og så kunne det være sjovt også at have gamle fotos.«

Annonce

Aner ikke hvem hun er

Hvor tit tager du på biltræf?

»Det er mellem en og tre gange årligt - i år bliver det desværre nok ikke til så meget. Nogle gange er det rene, gamle folkevognstræf, og andre gange er det forskellige veteranbiler. Mange ejere af veteranbiler er også historisk interesserede, og derfor er det sjovt at have sådan en planche med, hvor man kan dokumentere den første ejer.«

»Jeg aner jo ikke, hvem hun er, den dame, der købte bilen dengang i 1960. Jeg ringede rundt til to andre der hed Munksgaard. De var så ikke i familie med hende, men alligevel snakkede vi i 10 minutter, fordi man kommer til at snakke om biler og ting fra dengang,« siger Henrik Behrens Henriksen, der håber at have heldet med sig denne gang.

»Der må næsten være en eller anden, der har en relation til hende,« siger han.

Du kan skrive direkte til hhenriksen1972@gmail.com, hvis du ved noget om eller kender nogen, der kendte Agnete Munksgaard.

Oplysninger om vejret 27. juni 1960 er fundet på forsiden af Politiken denne dato i Politikens arkiver.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Amager

Flydende italiensk luksus i havnen

Amager

Måge og reje størrelse XL i strandparken

Annonce