Annonce
Byliv

Ejer af strandet slæbebåd fortæller: Den bliver flyttet når højvande og vind tillader det

Slæbebåden Käthe Wessels er lagt for anker i Amager Strandpark, tæt ved strandstation 5. Foto: Hanne Bjørton
Olietankene er intakte, og der er ikke sket udslip, beroliger Helge Stautz. Han er ejer af slæbebåden, der er strandet i Amager Strandpark. Og så har han en appel til mulige samarbejdspartnere - for drømmen om en café- og kulturbåd er også intakt.

Natten mellem 13. og 14. januar blæste det godt over Øresund, og den gamle slæbebåd Käthe Wessels, der lå et stykke ude på sundet, rev sig løs og endte nær stenmolen i den sydligste del af Amager Strandpark, tæt ved strandstation 5, hvor mange siden har observeret den.

Ejeren Helge Stautz fortæller:

- Der var stormende kuling, og da først ankeret blev trukket fri, kom skibet op i sådan en fart, at ankeret dansede hen over bund og tang, uden at det kunne gribe fat igen. Käthe er jo en tung pige. Held i uheld er så, at der er en sandskråning uden på stenmolen lige præcis der, hvor hun er havnet. Det er på den, at skrogsiden hviler i øjeblikket. Hun har ikke været inde på stenene, og jeg har tjekket: Alle de originale tanke er intakte, og der har ikke været udslip af hverken olie eller noget som helst.

Båden kan først fjernes igen, når vand og vind tillader det.

- Hun blev blæst ind, desværre, under højvande og derfor ekstra langt ind. Da højvandet på 40-50 cm forsvinder, så står hun mere på bunden. Hun er ikke læk, hun flyder og småbumper på sandskråningen. Jeg har bugsering standby, men der skal store kræfter til for at slæbe hende ud. Så anbefalingen fra bugseringen er, at vi skal vente på rigeligt højvande, og at vinden helst skal hjælpe til med at blæse skibet ud fra molen og ud mod sundet, siger Helge Stautz.

Annonce

Teitur ombord

Helge Stautz købte Käthe Wessels i 2007. Han fandt den gamle slæbebåd fra 1956 i Holland, hentede den hjem og byggede den om sammen med sin daværende kone. Ønsket var at bruge båden til café og kulturarrangementer, og den har været udlejet til release parties, jazz-jamsessions, vinsmagning, mode photoshoots, fødselsdage og social komsammen.

- Der har været mange forskellige events og nogle dejlige livsøjeblikke, blandt andet en minikoncert ombord i 2015 med Teitur Lassen, hvor skibet lå fortøjet ved Nordatlantens Brygge på Christianshavn. Det var meget stemningsfuldt og en kæmpesucces, 600 betalende gæster.

- Men jeg har været forfulgt af uheld. Da jeg skulle derfra, var der ekstremt lavvande, så jeg lå indeklemt knap 14 dage, og de begyndte at blive sure på mig. Jeg måtte bekoste over 5.000 kroner for at få hjælp til at komme over de steder, hvor der var for lavt, fortæller Helge Stautz.

Annonce

Smalhals på båden

Parret havde siden 2010 haft kajplads til Käthe Wessels ud for de røde masteskure på Frederiksholm, lige overfor Dokøen og Operaen, og her drømte parret også om at have cafe.

- I 2019 tilsneg jeg mig - det var måske en fejl - den frækhed i weekenderne at starte et udsalg af is og sodavand, og børnefamilier og turister valfartede til. Plænen ved operahuset var et kæmpemæssigt fluepapir for badende og folk, der kom for at hygge sig. Det nærmeste sted, hvor de kunne få noget, det var ombord hos mig. Men nogen fik ondt af det og på et tidspunkt blev jeg bedt om, at det måtte jeg ikke, siger Helge Stautz.

Käthe Wessels kajplads indtil foråret 2020 ved Takkelloftvej på Frederiksholm. Privatfoto

I årene op til havde der været smalhals.

- Allerede der havde vi ikke råd til at betale maling. Min ekskone var fortvivlet og bakkede ud. Pludselig var jeg alene kun med min egen indtægt, og det var en hård nød at knække. Så var jeg nødsaget til at begynde at udleje til Airbnb. Det var også en succes og det kunne sagtens betale den i øvrigt helt urimelige havneleje på 15.000 om måneden.

Men der opstod planer om at omdanne plænen ved Operaen til park med parkeringskælder.

- Og så blev jeg verfet væk i foråret 2020, da det gik op for dem, at jeg ville ligge i vejen for den nye operahus-park. Og med coronakrisen ophørte alle lejeindtægter.


De gamle havne, hvor der før var industrikajer og plads, som ikke blev brugt, bliver nu ’udviklet’ på en måde, hvor man sælger ud til private bygherrer.

Helge Stautz, bådejer


Boede du i båden?

- Jeg bor jo her i Kastrup og har folkeregisteradresse her, men båden er et sommerhus, og jeg benyttede den som daglig bolig, fordi jeg arbejder som pedel og handyman på Christianshavns Gymnasium, og der var knap en kilometers gåtur til jobbet.

Annonce

Ingen kajpladser

Hvad har du gjort, siden du mistede kajpladsen?

- Det er jo sagens kerne. Det er en forfærdelig misere. Det er sådan typisk, at når man søger et sted hen, så vil de enten kun have husbåde eller også kun erhverv. De gamle havne, hvor der før var industrikajer og plads, som ikke blev brugt, bliver nu ’udviklet’ på en måde, hvor man sælger ud til private bygherrer. Og den sædvanlige melodi er, at de vil beskytte deres ejeres udsigt til vand. De vil ikke have nogen aktivitet, de vil ikke have nogen skibe. Det er en meget mærkelig og sygelig kultur.

Hvad gør du så?

- Jamen, jeg har søgt kajplads med lys og lygte uden held, hvor jeg har en fair chance for at kunne pendle til, og der er ikke noget i øjeblikket fra Helsingør til Køge, så jeg skal op nord for eller til sydhavsøerne, hvor der er lidt mere ro over feltet og det er fint nok at komme med sit skib.

Er du nødt til at sætte skibet til salg, eller vil du stadig forsøge med cafeplanerne?

- Målsætningen er at finde nogle samarbejdspartnere, som kan se mulighederne i stedet for at fokusere på problemer. Det kunne være en dykkerklub, boat and breakfast, café, måske i samarbejde med cafébåden her, hvor Käthe er strandet nu. Hvis bare jeg kan få lov at få noget leje, så kan de få lov at styre den, som de har lyst til, siger Helge Stautz.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
LEDER

Amager Fælled-fadæsen vil klæbe til SF

Annonce