Annonce
Samfund

Ekstra million til Mandecentret: - Her kommer alt fra kontanthjælpsmodtageren til direktøren

Mandecentret København, her på Christianshavn, har fået bevilget en ekstra million, så der bliver plads til flere kriseramte mænd. Foto: Jacob Astrup
Corona-nedlukningen har skruet op for antallet af kriseramte mænd. Det mærkes hos Mandecentret København, der nu har fået bevilget penge fra Folketinget til ekstra pladser.

Mandecentret København huser mænd i krise efter skilsmisse, samlivsophør eller at have været udsat for vold i en nær relation. Men i en længere periode har centret måttet afvise mænd og deres børn, fordi antallet af pladser ikke kan følge med behovet

Men en ekstra bevilling på en million fra et bredt flertal i Folketinget betyder, at Mandecentret nu kan udvide antallet af pladser, så snart den rigtige adresse findes, tæt på centrum.

- Vi har 18 pladser nu og forventer at udvide til 30-35 pladser, fortæller Christina Kirkegaard, forstander hos Mandecentret København.

En meget bred gruppe af mænd gør brug af centrets botilbud.

- Lige fra kontanthjælpsmodtageren, der er ude af arbejdsmarkedet i en tid, til direktøren, der nok har midlerne til skaffe en bolig, men som har massivt brug for støtte. Og så alt derimellem - vi har alle mulige faggrupper, siger Christina Kirkegaard.

Annonce

Får ikke lov at se børn

Behovet for støtte kan skyldes sorg og savn efter en skilsmisse.

- Men det kan også handle om samværschikane, hvor han ikke kan få lov at se sine børn. Eller han kan have været udsat for vold fra sin ægtefælle og har brug for at komme et sted, hvor han kan få støtte og forståelse, siger Christina Kirkegaard.

Her kommer også mænd, der ved en skilsmisse vil beskytte familien og derfor selv flytter ud og lader mor og børn blive i boligen.

- Så flytter han hjem til en ven og bor på sofaen, men det bliver hurtigt trangt, og så siger han måske, at han har fundet et andet sted at bo, uden egentlig at have det. Så flytter han ud i sin bil, men når det bliver november er det for koldt, han bliver usoigneret og begynder at lave fejl på sit arbejde. Og så tager han kontakt til os, fortæller Christina Kirkegaard.


Det vi hører er, at konfliktniveauet er højere og mere voldsomt. For mange er det et frirum at komme på arbejde, men under coronakrisen er de døre pludselig blevet lukket.

Christina Kirkegaard, Mandecentret København


De fleste finder stedet på eget initiativ ved at google 'mænd i krise'. Andre får anbefalet af kommunen at opsøge Mandecentret.

- Og så er der også en del mødre og søstre, der får puffet mændene hen til os. Vi får også henvist nogle fra læge, psykiater og kriminalforsorgen.

Annonce

Højere konfliktniveau

Mandecentret har mærket en stigning i efterspørgslen under coronakrisen, særligt i sommer.

- Det vi hører er, at konfliktniveauet er højere og mere voldsomt. For mange er det et frirum at komme på arbejde, men under coronakrisen er de døre pludselig blevet lukket. Andre har mistet deres job, og det kan også påvirke parforholdet og give konflikt. Det at have et job og forsørge familien ligger enormt meget i identiteten, siger Christina Kirkegaard.

Den ekstra bevilling skal også bruges til børnevenlige faciliteter, handicapvenlige faciliteter og til at udvikle stedets videnscenter og læringsakademi, som formidler Mandecentrets viden til fagfolk og beslutningstagere.

Mandecentret København tilbyder også gratis, ambulant rådgivning, som varetages af et erfarent frivilligkorps.

Om Mandecentret København

Mandecentret København blev etableret på Christianshavn i 2006 og har siden tilbudt personlig sparring og praktisk rådgivning til kriseramte mænd.

Foruden København har Mandecentret afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense, Randers og Esbjerg.

Manden kan bo sammen med sine børn i Mandecentrets botilbud, og derfor er der nul-tolerance over for alkohol og euforiserende stoffer.

I 2020 havde Mandecentret på landsplan indkvarteret 188 beboere, og det gennemsnitlige ophold er på 133 døgn.

Læs mere på mandecentret.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
LEDER

Lad os få naturvogterne på finansloven

BYLIV

Husgavle efterlyses til kunstprojekt

Annonce