Annonce
Uddannelse

Elevrådet traf beslutningen: Her går skoledagen uden mobiltelefoner

Ingen mobiltelefoner her - Marley, 4.V, Emir, 5.X og elevrådsformand samt Mikas, 5.V går alle på Dyvekeskolen. Foto: Hanne Bjørton
Elevrådet besluttede efter et par forsøg, at eleverne skal aflevere mobiltelefoner hver morgen og først får dem igen, når de går hjem.
Annonce

Når der er frikvarter, sidder ingen af eleverne på Dyvekeskolen med snuden nede i en mobiltelefon.

Da skolen for tre år siden skulle beslutte en mobilpolitik, blev resultatet, at man ønskede en mobilfri skole. Og den beslutning kom fra elevrådet, fortæller skoleleder Marck Gylling Tønnesen.

- Elevrådet lavede forskellige forsøg - en uge hvor de gerne måtte have mobilerne med i frikvarteret, og en uge hvor de ikke måtte. Så var de rundt og snakke med alle klasser, og deres melding var overraskende: At man ikke skulle have mobiltelefoner her på skolen. Det var et ret stærkt statement de kom med: At når man er ude i et frikvarter, så skal man lege med hinanden, så skal man ikke sidde med sin mobil. Det var et meget fint eksempel på elevdemokrati, siger skolelederen.

Reglen er for længst blevet hverdag på skolen. Vi møder tre elever og spørger, hvad de synes om den mobilfri skole.

- Jeg synes, det er en god regel. For hvis alle render rundt med en mobiltelefon, så ville jeg jo få flere venner online end i virkeligheden. Og jeg tænker, det er vigtigere at have venner i skolen end online, siger Marley fra 4.V.

- Jeg synes også, det er en fornuftig regel, for ellers kommer man til at bruge frikvarteret på at sidde med sin telefon i stedet for at rende rundt og bruge sin energi. Så ender man med at sidde sådan her inde i klassen, siger Mikas fra 5.V og tramper hurtigt med fødderne under sin stol.

Hvad laver I så, når I ikke har telefoner?

- Vi spiller rundbold, eller nogle gange er det mur (spil med fodbold mod en mur, red.). Og så går vi rundt og snakker lidt, fortæller Emir fra 5.X. Han er elevrådsformand og sad også i elevrådet, da beslutningen om den mobilfri skole blev truffet.

Dyvekeskolen har klasser fra 0.-6. klasse, og i udskolingsårene flytter eleverne skole.

Når I så kommer i 7. klasse på Højdevangen, så må man godt have mobiltelefon. Tror I så, at I kommer til at bruge den, eller har I vænnet jer til at lade være?

- Jeg tror ikke, man kommer til at bruge den i starten. Du kender jo ikke så mange, og du får jo færre venner, hvis du bare står med en telefon. Det handler jo om at snakke, hvis jeg gerne vil kende nogle nye mennesker, siger Emir.


Det er en fornuftig regel, for ellers kommer man til at bruge frikvarteret på at sidde med sin telefon i stedet for at rende rundt og bruge sin energi.

Mikas, 5.V


Når I starter på Højdevangen, møder I andre elever, der har været vant til at have mobiltelefoner. Hvad tror I så der sker?

- Jeg tror, jeg ville vænne mig til pludselig bare at tage min telefon med ud i frikvarteret. Jeg tror, det hurtigt ville blive hverdag for mig, fordi man kan se alle andre sidder med telefoner, siger Mikas.

- Jeg tror, der måske går en måned, og så begynder jeg også selv at tage min telefon med ud i frikvarteret, siger Marley.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONA

Første plejehjemsbeboer er smittet

112

Redningsaktion i Kastrup: 60-årig mand død

112

Person reddet ud af brændende lejlighed

Annonce