Annonce
LEDER

Fup eller fakta: Formel 1-bane på Amager Fælled

Grafik af Formel 1-banen på Amager Fælled. Illustration: Amager Bladet.

OM FÅ DAGE ER DET 1. APRIL. Det er dagen, hvor vi har lov til at drille hinanden. Nyhedsmedier har fulgt aprilsnar-traditionen og bringer almindeligvis 1. april hver en historie, som ikke er rigtig, ofte skrevet af en person ved navn 'Ranslirpa'. Aprilsnar stavet bagfra.

Nogen gange kan historierne have så stor effekt på folk, at de ligefrem tror på dem. Der er også eksempler på historier, der er gået langt over stregen og gjort mere skade end gavn. Det fik Berlingske til at droppe aprilsnaren. Tilbage i 2017 skrev avisens chefredaktør:

- Man skal stoppe, mens legen er god, siges det. Det sker i lyset af, at såkaldt fake news og alternative fakta i stigende grad finder vej til mediers spalter og sendetid og dermed skaber tvivl om, hvad der er sandt og falsk. Når det bliver stadig sværere at afkode, om noget er sandt, forvirrer forårsspøgen 1. april mere, end den morer.

Det var så også en aprilsnar. For i 2019 skrev Berlingske, at Folkemødet skulle flyttes fra Bornholm til Lindholm. Det var i den grad opfindsomt, men også en joke.

Amager Bladet bringer også 1. april-historier. Eksempelvis skrev vi for år tilbage om planerne med at anlægge en Formel 1-bane på Amager Fælled. Den hopper ingen på, troede vi. Men halvdelen af reaktionerne gik på enten vrede over udsigten til Formel 1-race på fælleden eller glæde over muligheden for at se racerne i aktion. En anden kendt aprilsnar er tilbage i tiden. Amager Bladet skrev, at en Tuborgvogn var væltet mandag aften på Amagerbrogade, og at alle interesserede kunne kigge forbi og hente de ølflasker, der ikke var gået itu. Det fik mange folk af huse og drøne ned til åstedet, hvorefter de slukørede måtte konstatere, at de havde været udsat for en aprilsnar.

Jeg kan ikke garantere, vi laver en aprilsnar på nettet og vores Facebook-side i år, men jeg kan forsikre om, vi altid er på jagt efter en god historie. Også den første dag i april.

God aprilsnar, Ama'r!


Amager Bladet bringer også 1. april-historier. Eksempelvis skrev vi for år tilbage om planerne med at anlægge en Formel 1-bane på Amager Fælled. Den hopper ingen på, troede vi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Amager

200 kilo sprængstof afsløret på Amager

Annonce