Annonce
Sommerliv

Høj cigarføring: Kathrine har samlet 17.000 mavebælter

Kathrine viser med stolthed nogle af sine mærker frem. I baggrunden ses de mange albums med cigarmavebælterne. Foto: Jan Jeppesen.
Det gælder bare om at suge indtryk til sig, når man besøger Kathrines lejlighed på Nordmarksvej i Kastrup. Kathrine råder over en vanvittig stor samling af cigarmavebælter opsat i dyre albums samt en større samling af andre tobaksrelaterede ting.
Annonce

Man behøver ikke at ryge store cigarer for at blive bidt af Kathrines hobby. Ja, faktisk har hun aldrig selv røget en cigar. Desto mere imponerende er Kathrines samling af cigarmavebælter. I dag har hun over 17.000 forskellige fra hele verden. Kategoriseret og lagt i orden i flotte albums på hylderne i arbejdsværelset.

Kathrine viser et udklip fra et ugeblad, hvor der er et portræt af Harry Schmidt fra Kastrup.

Her fortæller Harry, at cigarrygning skal være opfundet af de amerikanske indianere engang i tidernes morgen, og at det var spanierne, som bragte dem til Europa, men den første fabrikation her startede i 1788. I Danmark i 1812.

Først omkring 1890 dukker mavebælterne op. De var uden særlig dekoration, for de var beregnet til at skåne cigarrygernes fingre, så man ikke kom til at lugte af cigar. Pudsigt nok hører det i dag til god tone at fjerne mavebæltet, før man tænder.

Og det er her 66-årige efterlønsmodtager Kathrine fra Nordmarksvej kommer ind i billedet.

For efterhånden blev mavebælterne meget dekorative, næsten altid med guldtryk. Og der er næppe den konge, kejser eller berømthed, som ikke er foreviget på et mavebælte, ligesom alle mulige begivenheder lige fra boerkrigen til fodbold-VM og månelandinger.

Kathrine viser et flot ældre tobaksskrin i træ med små rum med plads til opbevaring. Foto: Jan Jeppesen.
Annonce

Kusinens konfirmation

Kathrine fik for alvor øjnene op for de dekorative mavebælter tilbage i begyndelsen af 1960erne.

- Ja, interessen startede ved min kusines konformation, hvor min onkel fik lavet et portræt af hende inde i bæltet. Min kusine er syv år ældre, så det må have været i 1962. Min onkel var flittig cigarryger, så han kunne forære mig en del store mærker, fortæller Kathrine.

Nogle år senere var Kathrines nysgerrighed så stor, at hun begyndte at skrive til et par danske cigarfabrikker for at høre om de havde nogle mærker, de gerne ville af med.

- Jeg fik efterfølgende sendt en del mærker fra fabrikkerne. En af fabrikkerne sendte også adresser på fabrikker i udlandet. Jeg skrev blandt andet et brev til en fabrik i Tyskland, og fik også sendt mærker derfra samt adresser på en cigarmærkeklub og en fabrik i Antwerpen i Belgien. Jeg blev så medlem af cigarmærkeklubben, forklarer Kathrine, der senere blev gift og fik børn.

- Det gjorde, at samlingen lå stille i nogle år, men jeg havde hele tiden gløden til at samle på det igen. Det var trods alt blevet til en del serier gennem årene, som blev købt i cigarmærkeklubben. Jeg har holdt dog pause helt fra sidste i tyverne til jeg gik på efterløn.

Annonce

Ilden tændt igen

Ilden blev tændt igen, da Kathrine fik foræret en samling fra en kollegas mand. Kollegaen havde hørt, at Kathrine samlede på mærker, og det var lige inden hun skulle på efterløn. Kollegaens mand betingede sig, at han ville se Kathrine først og vide, hvem hun var. Så en aften cyklede Kathrine over til parret.

De 17.000 mavebælter er kategoriseret i de mange albums. Her viser Kathrine et lille udsnit af bælterne, der har en værdi af 30.000 kroner. Foto: Jan Jeppesen.

- Jeg medbragte nogle af mine egne mapper. Han kiggede mine ting igennem og sagde, at han kunne se, at jeg var passioneret, seriøs og behandlede mærkerne ordentligt.

Aftenen sluttede med, at jeg fik en stor papkasse med hjem med flere tusinde mærker. Jeg tømte kassens indhold ned på gulvet og her lå mærkerne godt blandet, så jeg havde svært ved at finde ud om jeg havde nogle af mærkerne i forvejen. Jeg måtte hive alt ud fra min egen samling og begynde helt forfra for at undgå dubletter. Det varede tre måneder at få sat det i system, og jeg benyttede lejligheden til at få købt helt nye albums, griner Kathrine, der udover de 17.000 cigarmavebælter har et helt arsenal af andre tobaksrelaterede ting i samlingen.

Her er vi så i afdelingen for krukker med tobaksreklamer. Foto: Jan Jeppesen.
Annonce

Lider af samlermani

Her er krukker, cigarklippere, bøger, dåser, cigaræsker, cigarpressere, tørklæder, skåle og alskens af småting.

- Jo, jeg lider nok af en samlermani, men nu er det også ved at være slut. Jeg har ikke plads til mere, fastslår Kathrine.

- Men det er da mere spændende med cigarmærker end frimærker, for dem kan du jo få alle steder. Denne her samling har jeg kæmpet for, og det er da fascinerende at se alle de stempler bagpå på mærkerne. Her har folk skrevet deres adresse, så pludselig kan man komme i kontakt med en person fra Mexico eller Spanien. Nogle gange skriver de på engelsk, andre gange skal jeg lige have det oversat, siger Kathrine, der også samler på øl- og sodavandsmærker.

Datidens pris på fintskåret tobak. Foto: Jan Jeppesen.


Denne her samling har jeg kæmpet for, og det er da fascinerende at se alle de stempler bagpå mærkerne. Her har folk skrevet deres adresse så pludselig kan man komme i kontakt med en person fra Mexico eller Spanien.


Kathrine forventer ikke, at hendes tre børn kommer til at arve samlingen.

- Nej, det gider de ikke. De er faktisk ligeglade. Jeg overvejer derfor at kigge efter museer eller andre, der kunne være interesseret i at overtage samlingen, når jeg har stillet træskoene.

Jeg har netop haft besøg fra Bruun Rasmussens Auktioner. Jeg fik at vide, at selve samlingen af cigarmavebælter har en værdi af 25-30.000 kroner, mens resten af samlingen vil kunne indbringe det samme. Bare nogle af krukkerne har en værdi af 500-700 kroner stykket.

Jeg har dog besluttet, at jeg ikke vil af med brudstykker af samlingen. Når det skal være, så skal det være hele samlingen, understreger Kathrine.

Samlingen består også af cigarklippere. Foto: Jan Jeppesen.

Besøg Kathrines samling

Vil du opleve Kathrines cigarmavebælter og flotte udstilling, så har du mulighed for at arrangere et besøg. Du skal blot ringe eller sende sms-besked for en aftale på telefon 28 25 05 78. Du kan også sende en e-mail til adressen: kathrinepedersen@jubii.dk

Tobak fås i flere forskellige varianter og aromaer. Her er et lille udsnit fra samlingen. Foto: Jan Jeppesen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Løftet pegefinger

Københavns Politi inden udsigt til hedebølge: Vi er nødt til at stramme skruen

Amager

Vibeke skrev bog om sin blodprop

Amager

Én gang Fremad, altid Fremad

Bogfestival

Bogforum udsættes til 2021

Friluftsliv

Ny spejdergruppe på Fælleden

Annonce