Annonce
Amager

Krisen størst på ministerens hjemø: Tårnby og Dragør topper liste over lønkompensation

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er benhård hjemmebane for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Lufthavnen og luftfartsbranchen er sendt til tælling under coronakrisen, og Tårnby og Dragør har landets største andel af lønmodtagere på lønkompensation.

Annonce

Over 170.000 lønmodtagere er lige nu på grund af coronakrisen sendt hjem på lønkompensationsordningen, hvormed virksomheder kan få hjælp fra staten til at betale medarbejderes løn.

Og nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at Tårnby og Dragør er de to kommuner i Danmark, der har den største andel privatansatte , som er sendt hjem fra arbejde med lønkompensation (se faktaboksen).

Rigtig mange borgere i de to kommuner er ansat i lufthavnen eller inden for luftfart, og fordi branchen næsten er lagt død under coronakrisen, ligger Tårnby og Dragør øverst på listen.

»Tallene for Tårnby og Dragør viser karakteren af den her coronakrise, at det er en verdenskrise. De dele af arbejdsmarkedet og de dele af landet, der er hårdest ramt, det er der, hvor man er afhængig af, at verden er åben og tilgængelig. I takt med at vi og andre lande begynder at åbne, og flere virksomheder igen vil tage på erhvervsrejser, så vil en hel del af dem, der er på lønkompensation i Tårnby og Dragør og som er i luftfartsbranchen, begynde at komme tilbage på arbejde,« siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), der selv har rødder i Kastrup og hvis familie og venner både før og nu har arbejdet i lufthavnen.

Annonce

Vi venter med at flyve

Lønkompensationen har gjort, at de hjemsendte fortsat er ansat af deres arbejdsgiver, får fuld løn og slipper for at blive sendt ud i arbejdsløshed. Og virksomhederne kan hurtigt få deres ansatte tilbage på arbejdspladsen, når den kommer op i gear igen.

Men de færreste tror på, at flyvninger kommer op på normalen foreløbig, så arbejdsløsheden vil vel stige - lønkompensationsordning eller ej?

»Det er klart, at der vil gå en rum tid, før man i Københavns Lufthavn igen har 25-30 millioner passagerer. Rigtig mange både udlændinge og danskere vil vente en god, rum tid, før de sætter sig ind i et fly, rejser til udlandet og risikerer at blive smittet, eller for den sags skyld bringe smitte ud. Og det giver store udfordringer for vores ø og lokalsamfundet, men også for regeringen og Folketinget, som har en stor opgave med at puste investeringer og liv ind i arbejdsmarked og økonomi, så de folk kan få et andet arbejde, mens de går og venter på – hvis de gerne vil det – at kunne komme tilbage til deres gamle stillinger i lufthavnen. Vi ved allerede, at SAS bare som eksempel kigger ind i at skulle fyre 1.700 i sensommeren, fordi de tror, at deres ruter først vil være åbnet ordentligt op igen helt inde i 2022.«

»Det understreger igen, at det er en verdenskrise. Når epidemien har fået lov at løbe så meget løbsk, som den gør i USA i øjeblikket, hvor flere har mistet livet til corona, end der var soldater der døde under Vietnamkrigen, så er det en understregning af, at der går tid før SAS igen kan fylde maskinerne op på deres ruter til Washington, Los Angeles, New York, Boston og Miami med folk, der har lyst til at tage derover.«

»Men jeg er til gengæld heller ikke et sekund i tvivl om, at vi her på øen og i Københavns Lufthavn kommer til at komme tilbage til det niveau, vi kom fra. Og vi vil gøre hvad vi kan fra regeringens side for, at det går så hurtigt som muligt,« siger ministeren.

Annonce

»Jeg har det dobbelt«

Det er jo i den grad dit gamle hood, at krisen strammer til. Der hvor du har dine rødder blandt arbejdere i lufthavnen.

»Ja, og kender rigtig, rigtig mange, der er på lønkompensation lige nu.«

Når du har en stille stund, hvordan har du det, inde bag ministerjakkesættet, med alt det der sker netop i den branche på din hjemmebane?

»Jeg tror, jeg har det meget dobbelt med det, som jeg har det med alt, hvad jeg har haft med at gøre i den her krisesituation. På den ene side ville man jo have ønsket, når man har så store personlige aktier i så stort et problem, at det ikke skete, mens man havde ansvaret. På den anden side er det i virkeligheden et meget vigtigt tidspunkt at være med til at have et ansvar for det, når nu man selv er så investeret i de mennesker og det område, hvor det rammer så hårdt.«

Sendt hjem med lønkompensation

  • I Tårnby er 1.914 privatansatte borgere hjemsendt med lønkompensation svarende til hele 14,2 procent af alle privatansatte borgere i Tårnby. Den højeste andel i landet.
  • I Dragør er 540 privatansatte borgere hjemsendt med lønkompensation svarende til 12,3 procent. Den næsthøjeste andel i landet.
  • Andelen af privatansatte på lønkompensation i hele landet er til sammenligning 9,3 procent.
  • Statens bidrag til lønnen er maksimalt 30.000 kroner per måned per medarbejder.
  • Kilde: Erhvervsstyrelsen og beskæftigelsesministeriet.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONA

Google vil hjælpe fyrede lufthavnsansatte

Koncert

Kulturhuset klar til Lasse & Mathilde

Amager

Sulten efter mørt kød og sej litteratur

CORONA

Tre personer slipper for coronabøder

Annonce