Annonce
Byudvikling

Offentlig høring slutter på torsdag: Endelig beslutning om byggeri på Amager Fælled nærmer sig

Steffen Rasmussen, talsmand for Amager Fælleds Venner. Foto: Frej Schmedes
Med Amager Fælleds Venner som motor er der løbet over 1.000 høringssvar ind mod byggeriet Vejlands Kvarter på Amager Fælled. Foreningen er overbevist om, at der stadig er håb for at forhindre byggeriet.
Annonce

1.040 høringssvar var der i skrivende stund torsdag kommet ind på Københavns Kommunes høringsportal blivhoert.kk.dk om lokalplanforslaget og miljørapporterne for det planlagte byggeri Vejlands Kvarter på Amager Fælled.

Det er et sjældent højt antal. Samtidig kører høringen for et byggeri på Stejlepladsen i Sydhavnen, som også har genereret stor modstand, og her ligger der til sammenligning blot 25 høringssvar.

En af de argeste modstandere mod Vejlands Kvarter, foreningen Amager Fælleds Venner, har via sin facebookside været en stærk motor i at få flest mulige til at indgive høringssvar via talrige opfordringer til sidens følgere.

- Vi mangler en debat, og det er det, vi ønsker at skabe, derfor forsøger vi at trække folk ind. Mange tænker måske: Uha, det er svært at skrive et høringssvar, for jeg kan ikke finde ud af alt det tekniske. Men man kan sagtens skrive et høringssvar med hjertet, siger Steffen Rasmussen, der er talsmand for Amager Fælleds Venner.

Der er på den anden side over 14.000 følgere på Amager Fælleds Venners facebookside. Har det overrasket dig, at antallet af høringssvar ikke er oppe i omegnen af 10.000?

- Jeg tror stadig, at det intimiderer mange at skrive et høringssvar. Når man kommer ind på høringsportalen, får man forelagt materialet - jeg tror, der er vedlagt 6-800 sider med alle mulige undersøgelser, og det kan godt være med til at skræmme rigtig mange væk. Enten forstår man det ikke, eller også har man ikke tid til at læse det, og det gør, at mange føler sig magtesløse.

Annonce

Mange stod i et limbo

Mange af følgerne på facebookgruppen kom til, da man kæmpede for at undgå, at byggeriet - der dengang blev kaldt Amager Fælled Kvarter - blev placeret syd for Grønjordssøen.

Der blev indsamlet over 40.000 underskrifter imod byggeriet, og i 2017 blev det besluttet at finde en alternativ placering.

Tror du, at en del af Amager Fælleds Venners støtter er trådt et skridt tilbage og har stillet sig tilfredse med, at den sejr faktisk blev vundet og byggeriet flyttet?

- Det er der nok, der var i hvert fald en del, der stod i et limbo - har vi vundet eller har vi ikke vundet. Det at byggeriet er flyttet 100 meter mod vest betyder, at det ikke handler om vegetation længere. Hvis man bygger på det, vi kalder Lærkesletten, flytter det fødegrundlaget for forskellige fuglearter. Mens de foretrækker at bygge reder i krattet, er det i det mere åbne terræn på Lærkesletten, at de finder føde til deres unger. Og kan de ikke det længere, fordi der kommer et byggeri, kan det betyde, at de vælger ikke at have rede på andre dele af Amager Fælled.


Mange tænker måske: Uha, det er svært at skrive et høringssvar, for jeg kan ikke finde ud af alt det tekniske.

Steffen Rasmussen, Amager Fælleds Venner


Høringen er optakt til, at politikerne i Københavns Borgerrepræsentationen tager stilling til lokalplanforslaget, og bliver det et ja, kan byggeriet gå i gang.

Er det her sidste skud i bøssen for Amager Fælleds Venner, eller er der flere håndtag at trække i, hvis politikerne - som det ser ud til - vedtager lokalplanforslaget?

- Vi håber, at der er flere håndtag. Vi skal have undersøgt, om der er juridiske muligheder, men det bliver først hvis og når der er truffet beslutning om byggeriet. Og så ligger der et stykke arbejde i at videreformidle det og fortælle vores følgere, at alt håb ikke er ude. Det er vi helt overbeviste om, at det ikke er, siger Steffen Rasmussen.

Hovedbeslutninger om fælledbyggeriet 2016-2020

August 2020: Politisk godkendelse af, at lokalplanforslag og miljørapport for byggeriet sendes i offentlig høring i otte uger til og med 22. oktober.

November 2019: S, Rad., SF, V, K, DF og LA vedtager startredegørelsen for byggeriet Vejlands Kvarter.

August 2019: By og Havn og PensionDanmark udskriver arkitektkonkurrence for Vejlands Kvarter. Fire måneder senere udråbes Henning Larsen Architects som vinder med projektet 'Fælledby'.

Oktober 2018: S, Rad., SF, V, K, DF og LA i Folketinget åbner Ørestadsloven og godkender de nødvendige affredninger og fredinger for at flytte byggefeltet.

September 2018: Som en delaftale i budgetforhandlingerne beslutter S, Rad., SF, V, K, DF og LA et alternativt byggefelt ved Vejlands Allé samt tre mindre byggefelter ved Stejlepladsen i Sydhavn, ved Selinevej og en fortætning i Ørestad.

September 2017: Flertallet for at bygge syd for Grønjordssøen smuldrer blot et par måneder før kommunalvalget - nu er der i stedet flertal for at undersøge alternative placeringer.

Foråret 2017: Politisk behandling af lokalplanforslaget for byggeriet udsættes, da der først skal udarbejdes en VVM-redegørelse til (vurdering af virkninger på miljøet).

Februar 2017: Startredegørelsen for byggeriet syd for Grønjordssøen godkendes politisk af S, K, V og LA.

December 2016: Fremmødte folketingspolitikere forlanger på et borgermøde, at Borgerrepræsentationen skal vedtage en alternativ placering af byggeriet, før man vil overveje at åbne Ørestadsloven for at ændre på fredninger.

Efteråret 2016: Et stort mindretal bestående af Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale er modstandere mod at bygge syd for Grønjordssøen.

Oktober 2016: Vinderforslaget fra tegnestuen Vandkunsten for byggeriets masterplan præsenteres næsten samtidig med, at Danmarks Naturfredningsforening afleverer 28.041 underskrifter imod byggeriet. Antallet af underskrifter vokser siden til over 40.000.

Maj 2016: Danmarks Naturfredningsforening advarer imod, at der bygges på arealet syd for Grønjordssøen, fordi det indeholder den sidste rest oprindelig natur i København.

April 2016: By & Havn prækvalificerer fem arkitektteams til en konkurrence om masterplanen for Amager Fælled Kvarter. Den sidste del af det Ørestad, som er besluttet ved lov i 1994.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FRANK JENSEN-SAGEN

Sophie Hæstorp: Vi skal ikke længere acceptere en kultur, hvor en hånd i skridtet, på røven eller brystet er ok, fordi man er kvinde

KRIMI

Helten bor i gaden med den grumme historie

Annonce