Annonce
Amager

Tegning blev en terapi for Mette, da hun blev ramt af anoreksi. Nu er designerdrøm ved at gå i opfyldelse

En håndtegning af en kvindes silhuet – et af Mettes design, som nu pryder flere af hendes T-shirts og sweatshirts. Foto: Hanne Bjørton
Annonce

Da Mette Bruun blev ramt af anoreksi i 8. klasse, blev tegning og design en terapeutisk hobby for hende. Under coronakrisen fik den nu 22-årige tjener tid til at sætte en produktion i gang af T-shirts med egne håndtegninger – og så gik det stærkt.

»Jeg troede aldrig, at en masse folk ville købe mine design – det var nærmest en uopnåelig drøm. Og jeg aner heller ikke, om den går i opfyldelse.«

22-årige Mette Marie Bruun har under coronakrisen opnået et lille gennembrud for noget, der ellers bare er hendes hobby, nemlig at lave tegninger i hånden og få dem trykt på plakater og tøj, som hun sælger.

Til daglig arbejder hun som tjener i Illum Rooftop. Men da regeringen lukkede både storcentre og restauranter i starten af coronakrisen, fik Mette pludselig en masse tid til sin hobby.

»Jeg solgte min ballerinakollektion som plakater. Så var der en kunde, der skrev og spurgte: Laver du det på T-shirts? Og så fik jeg ideen til det. Jeg tror, at det var omkring 1. april, at jeg solgte den første T-shirt, og siden er det gået amok,« fortæller Mette.

Annonce

Tegning blev en slags terapi

Hun er født og opvokset på Thurø ved Svendborg og har altid elsket at tegne og male.

»Da jeg blev syg af anoreksi i 8. klasse, startede jeg for alvor med at være kreativ, fordi jeg var meget hjemme. Tegning og design blev en slags terapi for mig. Så gik det lidt i sig selv, da jeg gik i gymnasiet, fordi jeg ikke havde så meget tid,« siger Mette.

Siden fik hun ideen til at bruge tegningerne som motiv på ting, hun kunne sælge via sin egen webshop www.kittodesign.com.

»Jeg har tidligere lavet meget barnlige motiver, og dem fik jeg overført til babybodystockings, og de omsatte for 100.000 i 2018,« fortæller Mette.

I 2019 flyttede hun til København, og 1. maj i år fik hun sin egen lejlighed på Islands Brygge.

Da coronakrisen satte en midlertidig stopper for hendes tjenerjob, besluttede hun sig for at bruge tiden på at få sat de håndtegnede ballerinaer på T-shirts, sweatshirts og muleposer.

»Jeg valgte dem ud, der solgte mest, og fik trykt T-shirts og sweatshirts. Jeg får dem trykt i Svendborg – jeg kan godt lide, at der er noget Svendborg i dem, fordi det er der, jeg kommer fra. Og så er det også vigtigt for mig, at tøjet er i økologisk bomuld,« siger Mette.

Undervejs fik hun også en hjælpende hånd til at sprede budskabet af en influencer.

»Elina Dahl, der har været med i Paradise Hotel, lagde en story på Instagram, hvor hun var inde på min webshop, og det gav noget opmærksomhed. Jeg har selv fået flere og flere følgere på Instagram – for en uge siden var der 200, og nu er der over 700,« fortæller Mette.

Annonce

Mange andre opgaver

Hendes T-shirts har også fundet vej til to butikker, en i Svendborg og Langsamt Store på Vesterbro.

»Der var en dametøjsforrening i Svendborg, der ringede mig op, som gerne ville have nogle af mine T-shirts i butikken. Og så gik jeg selv ind hos Langsamt Store på Vesterbro og viste mine ting, og hun købte lidt for at se, om hun har kundegruppen,« fortæller Mette.

Den unge designerspire har på rekordtid lært, at det at sælge T-shirts indebærer mange andre iværksætteropgaver ud over det at tegne motiverne.

»Jeg er blevet momsregistreret. Og så skal jeg hele tiden tælle på udgifterne og prøve at regne ud, hvilke design der sælger bedst. For at det kan betale sig, skal jeg nemlig have trykt 50 T-shirts ad gangen. I starten var det mest sort-hvidt, men så kastede jeg mig ud i pastelfarver, og det var ikke så dumt.«

Annonce

Alt er muligt

Hun har løbet en risiko og investeret i at bestille T-shirts og sweatshirts hjem.

»Jeg ved jo ikke, om jeg har tabt det hele – jeg har lagt mange tusinde ud. Men der har vist sig at være et marked for mine design. Jeg har altid drømt om at blive designer, men aldrig troet, at det kunne lade sig gøre. Nok også grundet, at min anoreksi dengang skyggede for alt.«

Da Mette for nylig havde fødselsdag, havde hun ikke tid til at fejre den.

»Min mor og jeg pakkede varer til klokken halv tre om natten. Og det var verdens bedste fødselsdagsgave at have så travlt, for det her er bare min største drøm. Og jeg kunne aldrig have gjort det uden min familie«

»Jeg vil rigtig gerne fortælle til andre: Hvis man går med et ønske eller en drøm, så må man aldrig give op. Alt er muligt, hvis man tør tro på det.«

Mettes superenkle håndtegninger er blevet til motiver på T-shirts, som ballerinaen her. Privatfoto

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Amager

Flydende italiensk luksus i havnen

Amager

Her er Amagers største frisørsalon

Amager

Måge og reje størrelse XL i strandparken

Amager

Juleoptoget hænger i en tynd tråd

Annonce