Annonce
Samfund

Vågerne fra Kastrup: Vi sidder hos dine kære til det er slut

Tre af de 17 vågere i Tårnby og Dragør. Fra venstre Helle Fürstling, Birthe Albæk og Jonna Mørch. Foto: Hanne Bjørton
I godt fire år har frivillige i Ældre Sagens vågetjeneste i Tårnby og Dragør siddet ved døende borgere i deres allersidste tid. - Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg ikke behøvede at være der, siger Helle Fürstling, der er vågernes kontaktperson.

Når livet endegyldigt nærmer sig sin afslutning. Når der ikke er nogen vej tilbage, og døden står ved hoveddøren og venter. Når man er livstruende syg eller måske blevet for gammel til livet. Og de pårørende er trætte, efter at have stået bi i lang tid.

Så træder vågerne ind i hjemmet, hvis man beder dem om det. Højst sandsynligt mennesker, som hverken den døende eller de pårørende har truffet før. Men de bliver der loyalt, holder i hånd, snakker med, synger for eller bare sidder ved den døende, indtil livet slipper op.

Helle Fürstling, Birthe Albæk og Jonna Mørch er alle i 60'erne og bor i Kastrup. Og så er de blandt de 17 frivillige i Vågetjenesten hos Ældre Sagen i Tårnby og Dragør, der tilbyder at våge hos døende borgere i private hjem eller plejehjem.

- Vores motto er, at ingen skal dø alene, med mindre de selv ønsker det, og det er kun meget få, der ønsker det. Sammen med vågere kan man få lov at dø i sit hjem med nogen omkring sig. Og så aflaster vi de pårørende, som ikke kan være der i døgndrift, så de kan få sig en god nattesøvn, fortæller Helle Fürstling, der har været kontaktperson for den lokale Vågetjeneste i fire år.

Annonce

Hvordan dør man?

Nogle gange har vågerne kontakt og samtale med den døende, andre gange er han eller hun knap ved bevidsthed.

- Men bare det at man er i rummet og kan sidde ved siden af dem. Og så måske ae dem engang imellem. Synge en sang måske. Jeg tror virkelig, de kan mærke, at man er i rummet og bare sidder der, siger Birthe Albæk.

Forløbene er vidt forskellige.

- Det er individuelt, hvad der er behov for. Det er jo ikke altid, den døende har lyst til, at vi holder i hånd. Det spørger vi ind til hos de pårørende eller personalet. Hvis nogen har brug for noget speciel musik, eller for at lyset er tændt, så får de det. Nogle døende er decideret angste og vil ikke være alene, men vil gerne dø hjemme, fortæller Helle Fürstling.


Jeg synes virkelig det er stort at få lov at være hos et andet menneske i den situation og hjælpe nogle pårørende til at magte det og få et godt forløb

Helle Fürstling


Vågerne er typisk ude i aften- og nattetimerne og afløser hinanden efter tre timer.

- Og så giver vi hinanden beskeder fra de pårørende og fortæller om de oplevelser, vi har haft. Så alle hele tiden ved, hvor i forløbet vi er. Hvis en døende er bange, og det er de samme vågere, der kommer, så kan man også love at: Vi kommer igen, så læg dig roligt ned og sov, vi er her også når du vågner, siger Helle Fürstling.

Nogle pårørende er angste for at være alene med den døende til sidst.

- Jeg havde den oplevelse, at de pårørende ikke gik, men blev der sammen med vågeren, da den døende sov ind. Det havde været en stor gave for de pårørende, fordi de kunne klare at være der. De turde ellers ikke og vidste ikke, hvad er døden? Hvordan dør man, og hvad skal man gøre bagefter? Og det havde været så fint, fortæller Jonna Mørch.

Annonce

Vi gør en forskel

Hvorfor blev I vågere - hvad giver det jer?

- Det giver mig en eller anden form for ro. Jeg mistede min mand for fem år siden. Og da sagde jeg til mig selv, at jeg bliver nødt til at være noget for nogen, som bare er alene. Det giver mig en ro og tanker, der kan flyve, siger Birthe.

- De fleste kommer med en personlig erfaring for at miste. Man har oplevet behovet for, at nogen er hos de døende. Det er også sådan, at når man yder noget, giver det også en selv noget. Når jeg kommer fra en vågning, der er gået godt, så har jeg det også godt med mig selv. Så synes jeg, solen skinner lidt mere. Fordi jeg har gjort en forskel. Jeg synes virkelig det er stort at få lov at være hos et andet menneske i den situation og hjælpe nogle pårørende til at magte det og få et godt forløb, siger Helle.

De tre vågere har alle sundhedsfaglige baggrunde. Jonna har været sygeplejerske, Birthe social- og sundhedshjælper og Helle sygehjælper.

- Men det er ikke en betingelse for at blive våger - overhovedet ikke, siger Helle.

Jonnas tidligere job i hjemmeplejen tydeliggjorde behovet for vågere for hende.

- Jeg har stået i dilemmaer, hvor pårørende men også ansatte i hjemmeplejen skulle gå fra en, der var døende. Man lukker sig ind klokken to-tre om natten, og der er ikke andre end den døende i rummet. Det var simpelthen så tomt, og vi kunne ikke ringe efter en våger dengang. Om natten er man to personer til hele Tårnby Kommune, så det er begrænset, hvor mange minutter, man kan være hos en, der – forstå mig ret – ikke har nogen specielle sygeplejebehov, men bare ligger der for at blive tilset, fortæller hun.

Så det er også hjerteskærende for dem, der er på arbejde?

- Det var meget min vinkel på det tidspunkt, da jeg meldte mig som våger. De nætter, hvor jeg selv var gået fra nogen, helt alene i et hus, måske tændte man noget lys eller satte noget radio over, det var det eneste, man kunne gøre, og så måtte man gå. Og man vidste ikke, hvornår den næste kom. Men også den oplevelse at komme ind og vedkommende så var sovet ind. Hvordan var den sidste tid mon gået? Mange har jo ikke pårørende omkring sig til sidst, siger Jonna.

Annonce

Man bliver berørt

Bliver man ked af det, når man er ude som våger?

- Nej, det giver mig en eller anden form for ro at vide, at vedkommende ikke har været der alene. Og at vide, at du har gjort noget for den person, der ligger der, siger Birthe.

- Man kan godt blive følelsesladet, for vi sidder jo i et hjem i tre timer. Og så er der billeder af børn og børnebørn, og man tænker: Hvor er de henne nu? Der er måske souvenirs fra alle mulige steder, og man kan se, at folk har haft et interessant liv, og nu er det ved at være slut. Så man kan da godt blive fyldt af tanker om den person, som ligger der, siger Jonna.

- Det er nok mere de pårørende – det kan jeg godt blive berørt af, når de sidder og er kede af det, når tingene er sket, siger Helle.

Sker det, at man tænker: Hvor var det godt, at jeg var her?

- Det tror jeg, at jeg tænker næsten hver gang. Der kan være nogle, der er så langt væk, når man kommer, at vi ikke får et forhold. De har været syge i mange år, hjemmet er forfaldet, og hospitalssengen står i et rum, hvor der ligger sygeplejeartikler alle vegne. Man får ikke nogen fornemmelse af, hvad det er for et menneske, der ligger der. Men jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg ikke behøvede at være der, siger Helle.

Om Vågetjenesten

Vågetjenesten hos Ældre Sagen i Tårnby og Dragør tilbyder at våge hos døende borgere i private hjem eller plejehjem i Tårnby og Dragør.

Vågerne er frivillige personer, som er til stede og skaber ro, nærvær og tryghed i et menneskes sidste timer.

Alle vågere har gennemgået relevant kursus og har tavshedspligt.

Har du brug for vågere, kontakt Vågetjenesten i Tårnby og Dragør på tlf. 42 58 27 70.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
LEDER

Lad os få naturvogterne på finansloven

Annonce
Forsiden netop nu
BYLIV

Husgavle efterlyses til kunstprojekt

Annonce