Annonce
Amager

Værtshustid igen: 36 Amager-knejper ifølge Høxbroe

Digteren er faldet til patten: Kurvand i dag. - Foto: Jacob Schneider

Beatpoeten Claus Høxbroe udgav inden coronakrisen en ny, solid digtsamling med lige dele melankoli, samfundskritik og finurlige iagttagelser fra indre og ydre rejser - ikke mindst gennem de 36 værtshuse på Amager, som digtet »Ama‘r Halshug« når at runde.

Annonce

Claus Høxbroe skæver ned til kurvanden ved siden af askebægeret på Café 34. I dag - ugen inden landets værtshuse lukkede som følge af coronaepidemien - er der hverken en lunken fra kassen eller høj cigarføring, som et par af digtene i hans nye udgivelse »Sorte pletter på himlens linse« ellers tilskriver den sprælske digter.

»Jeg var ude at ture i går, så jeg springer over eftermiddagsøllen,« siger Claus med et flakkende blik i en matsort linse.

Hans nye digtsamling er en hudløst ærlig vandring i melankoli og fandenivoldskhed, som tager læseren med på en indre såvel som ydre rejse. I samlingen findes digte lige fra Indien over Finland til Krakow og masser fra København. Og så er den fuld af de fine små billeder af os som mennesker, der får smilet frem på læben. Og øjeblikke, der giver en klump i halsen.

Annonce

Øens tåger i skriften

Og Claus’ fortid på Amager fornægter sig ikke i bogen, hvor »Ama’r Halshug« er en tour de force rundt til 36 vandhuller på øen. En pistol i ansigtet på Jaguaren, en danser på rulleskøjter på Café Sundbyvester, evig kredit i jukeboksen på Café Middelgrunden og amagerkys på Café Smil er nogle af de billeder fra Amagers værtshusliv, der dukker op til papirets overflade.

Men hvad er det egentlig med bodegaer og Amager?

»Det er et stykke af det gamle København, uden at det bliver museum: Levende dagligstuer, hvor folk hænger ud. Og indretningen... Det er jo små tidslommer, som er helt forrygende. Tiden går enten meget hurtigt eller helt i stå, når man er sådan et sted som her. Det hele er historier: Stamkunderne, der fortæller, og derovre hænger postkort fra andre stamkunder, der har været ude at rejse.

Og så alle de fantastiske navne, de her steder har.

Der er sikkert flere, som jeg ikke kan huske, fordi jeg har drukket tæt. Men der er mange på Amager, selv om nogle af dem, jeg nævner i digtet, har ladt livet. Den vej går det jo også. Der skal jo være en vis kerne af stamkunder, for at det kan overleve,« siger digteren, som forlod øen i 2015, hvor han rykkede sit herreværelse med Chesterfield-møbler, rom, jazzplader og over 100 udstoppede dyr til en kælder ved Kongens Have - nu bor han på Vesterbro.

»Nej, nu bor jeg ikke på Amager længere, men det vender hele tiden tilbage i skriften. Vesterbro har et lidt mere smart ry, selv om det også har de her dagligstuer, hvor Amager er sådan lidt klassens frække dreng ude på kanten af stolen. Men der er stadig det her fællesskab begge steder. På Vesterbro er det bare trukket op ad sidegaderne, hvor folk sidder og gemmer sig lidt for turisterne,« smiler Claus og skæver til skiltet, der annoncerer et tilbud på sildebord for en tyver.

Annonce

Røverhistoriernes holdeplads

Café 34’s rolle i værtshusdigtet er som stedet, hvor folk bliver afvist i døren, fordi bartenderen hellere vil have »et halvtomt lokale med plads til at tale«. Det er der nu ingen tegn på denne eftermiddag.

»Det var bare en dejlig aften. De gad ikke flere gæster, men ville hellere have, at man lige kunne sidde og snakke, uden at der var for mange. Det syntes jeg jo var fantastisk. Det var sgu’ ikke for pengenes skyld, at man holdt åbent. Og der er jo virkelig steder, man kommer ind, hvor man med det samme mærker, at det er stamkunder. Og er du sød at gå, hvis vi ikke kender dig? Man kan nærmest komme tilbage fem år senere, og så har de gang i den samme drikkevare og den samme samtale.

Røverhistoriernes holdeplads. Så er der også dem, der sover helt ind, har drukket lidt for meget og pludselig vågner og fortæller om dengang, det hele var bedre. Det har det hele: Glæde, melankoli og begge dele i en god blanding,« forklarer Høxbroe, som har fundet masser af inspiration på byens knejper i årenes løb:

»De her steder har helt sikkert været med til at give mig en idé om, hvordan Danmark er. Jeg skriver jo ikke fiktion, så det at iagttage mennesker og den måde, vi agerer på, har jeg altid syntes var spændende. Altså, hvem er vi? Den jargon, der er her, er jo helt speciel - måske lige sammen med pølsevognen - og det ville være et stykke danmarkskultur, der forsvandt, hvis det ikke var en måde at være sammen på længere.«

Annonce

Brug for en opsang

Selv om Claus Høxbroe nærmest er blevet Københavns huspoet, og mange af hans digte driver af kærlighed til byen, er han også bekymret for udviklingen:

»Det er lidt vanvittigt, så uklædelig en by, København er blevet. Jeg så lige en lejlighed nede ved mig, som er til salg: To en halv million for 42 kvadratmeter. To en halv million. Man sidder og sipper kaffe til 60 kroner, og så ligger der en junkie lige overfor. Dét giver i hvert fald nogle kontraster, som er meget spændende...

Og det handler mange af de nye digte om - en lille opsang skal der til. Jeg stikker også til mig selv. Hvor popmusikeren skal synge det, vi gider at høre, mens digteren også skal skrive det, vi ikke vil høre, men har brug for at høre.«

Men dyr kaffe, sociale problemer og byggeboom gør os ikke nødvendigvis til en sprudlende metropol, pointerer Claus, mens han spytter i sin sidste tår kurvand:

»Jeg er til storbyer. Men anset hvor meget vi bygger, så er vi ikke tættere på at være en storby. Vi er bare en stor by. Vi ender med at bygge sådan nogle beboelsesghettoer, for i de områder, man har bygget, er der jo ikke kommet et spillested mere, et teater mere - eller en bodega. Der er dagligvarer, skole og transport. Jeg savner, at selve byen bliver større, men det sker ikke rigtigt.

Amager ændrer sig jo også. Hvem skulle for eksempel have troet, at McDonald’s på Amagerbrogade skulle lukke? Og for bare fem-ti år siden skulle man lede længe efter en kaffebar. Det går måske ikke lige så hurtigt og bliver lige så udbredt her, men København er jo så lille, at vi kan blive svømmet over af alt. Da jeg boede på Saltholmsvej var der jo også et lille madsted, som også havde pulled pork. Hvis der kommer en strømning, så går alle den vej: Vi er unikke, men vi gør det samme.

Til gengæld har Amager også en form for rygrad. Det er det eneste sted, hvor du ikke ville slippe af sted med at lave Distortion: Hvis du spærrede Holmbladsgade af og stod der med knæklys og skumfest, så skulle der nok komme nogen flyvende ud inde fra Jaguaren og bede dem om at slukke musikken. Man føler stadig noget kant - at øen ikke har overgivet sig helt.«

Og søreme om ikke digteren har brugt coronapausen fra værtshusene ihærdigt: Høxbroe udkommer 8. juli med »Smertens Leje« - en fokuseret digtsamling, som tager læseren med ned i den mørke muld og ind i hjertekulen.

Claus Høxbroe: ’Sorte pletter på himlens linse’, 87 sider, er udkommet på forlaget Gentlemen’s Jockey Club.

Se mere: claushoxbroe.dk

Se Claus Høxbroe læse »Ama’r Halshug« op på Café 34: www.facebook.com/amarliv

Annonce

»Amager Halshug«, uddrag

Har hørt historierne

rende ned ad det

røde lædertapet

på Café 34

og set folk

blive afvist i døren

af bartenderen

da et halvtomt lokale

med plads til at tale

bare passede ham bedre

Alle de flotte kvinder

boede Maltagade

ingen tvivl om det

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Amager

Flydende italiensk luksus i havnen

Amager

Her er Amagers største frisørsalon

Amager

Måge og reje størrelse XL i strandparken

Amager

Juleoptoget hænger i en tynd tråd

Amager

Atletikklub hurtigt ude af startblokken

Annonce