Annonce
Billund Ugeavis

Adresse til vaccinationscenter i Billund er fundet - vaccinationer i Grindsted droppet

Billund Idrætscenter vil danne ramme om det nye vaccinationscenter. Arkivfoto
Billund Idrætscenter bliver ramme om vaccinationscentret i Billund Kommune. Det åbner efter påske.

Billund: Snart - efter påske - kan man få sin covid-19-vaccination i Billund Kommune. Billund Idrætscenter bliver det nye vaccinationscenter.

Med nyheden om, at Billund Idrætscenter bliver ramme for det nye vaccinationscenter, er Grindsted droppet som destination.

Regionsrådsmedlem Kristian Nørgaard (V) glæder sig dog over, at der overhovedet bliver et lokalt tilbud om vaccination inden for Billund Kommunes grænser, for det har han selv presset på for at få oprettet.

- Billund Idrætscenter er valgt i samråd med Billund Kommune. Her er der mange parkeringspladser, og logistikken er vigtig, når det kommer til vaccinationerne. Jeg er glad for, at det er lykkedes at få et lokalt sted. Folk i Billund har været vant til at skulle køre til Grindsted, så mon ikke folk i Grindsted også klarer at køre til Bilund? Det er i hvert fald bedre end alternativet, Vejle eller Esbjerg, siger han.

Annonce

Supplement til faste centre

Regionen vaccinerer lige nu borgere på syv faste vaccinationscentre i Sønderborg, Esbjerg, Aabenraa, Kolding, Vejle, Svendborg og Odense. Vaccinationscentrene er placeret i nogle af regionens største byer, og de vil stadig have lange åbningstider og være åbne alle ugens dage. Dermed vil de faste centre stadig stå for størstedelen af vaccinationerne. De nye lokale vaccinationssteder vil blive et supplement til de faste centre.

- I efteråret opbyggede vi testfaciliteter tæt på alle syddanskerne, så det blev hurtigere og nemmere at blive testet tæt på hjemmet. Nu gør vi det samme omkring vaccinationstilbuddet, for det skal ikke være afstanden, der afgør, om man takker ja til en vaccination, siger Stephanie Lose (V), formand for Region Syddanmark, i en pressemeddelelse.

Annonce

Generalprøve i Billund på mandag

Mandag den 22. marts holdes der generalprøve på den nye vaccinationsklinik i Billund.

Det sker for at teste opsætningen og kapaciteten. Har man derfor allerede modtaget et brev i E-boks om, at man kan blive vaccineret, kan man nu bestille tid til vaccination på mandag.



Jeg er glad for, at det er lykkedes at få et lokalt sted. Folk i Billund har været vant til at skulle køre til Grindsted, så mon ikke folk i Grindsted også klarer at køre til Bilund?

Regionsrådsmedlem Kristian Nørgaard (V)



Man skal være opmærksom på, at det er kun borgere, som er inviteret til at blive vaccineret med Pfizer-vaccinen, som kan deltage i generalprøven. Hvilken vaccine man er godkendt til, fremgår på vacciner.dk – når man skal til at booke tid.

Er man godkendt til Pfizer-vaccinen, skal man bestille tid via vacciner.dk.

Her vil Billund nu fremgå som ”Pop-up klinik Sydjylland – Billund” på mandag den 22. marts.

Der er 400 tider, og det er først-til-mølle. Man kan derfor med fordel hjælpe sine ældre medborgere med at bestille tid.

Annonce

Kun én klinik

Presse-og brandingchef Andreas Bjerre forklarer, at det kun har været muligt at få ét vaccinationssted i hver kommune. I Billund Kommune har forskellige lokaliteter har været i spil til den lokale pop-up vaccinationsklinik, som skal leve op til flere krav: Blandt andet, at der er så få kontaktflader som muligt, og at der kan skabes ensrettede gange. Der skal desuden være nem adgang for gangbesværede og kørestolsbrugere. Dertil har man kigget på de trafikale forhold omkring klinikken og udvalget af parkeringspladser. Valget faldt derfor på Billund Idrætscenter, da det bedst kan efterleve kravene.

Der kommer senere information om, hvornår klinikken åbner fuldt ud.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Fire nye håndboldbaner til fri afbenyttelse: - Nu skal vi alle til at komme i gang efter, vi har siddet buret inde i flere måneder

Billund Ugeavis

Internationale kvinder søger hjælp til virksomhedsvækst hos iværksætterhus i Billund: - Det har givet os et kæmpeboost

Annonce