Billund: Fra 2012 og cirka fire år frem havde Billund en parkourbane placeret centralt i Billund, men da der skulle gøres plads til Lego House, blev banen pillet ned.
Den har siden ligget på materielgården i byen, og på bare få dage er der kommet flere forslag på Facebook til en ny plads for klatrestativet.
Desværre viser det sig, at der kun er et sted, parkourbanen kan placeres, og det er hverken i anlægget, ved idrætscentret eller i bymidten.
Det er derimod hos naboen, Billunds genbrugsstation.
- Den er samlet med plastikkopper, og mange af dem er gået i stykker, forklarer Bo Schjødt Andersen, der er områdechef for teknik og miljø i Billund Kommune.
Derfor ryger den i stedet til bunken med gammelt jern.
Bo Schjødt Andersen forklarer, at parkourbanen sandsynligvis er gået i glemmebogen, og at det er derfor, der ikke er blevet kigget nærmere på den, siden den blev pillet ned.
- Der er mange projekter i pipeline, så vi har ikke selv timerne til at opdyrke egne projekter, siger områdechefen.
Kom med forslag til projekter
Ifølge Bo Schjødt Andersen er man dog altid velkommen til at kontakte afdelingen trafik, park og natur i Billund Kommune, hvis man skulle have andre idéer til aktiviteter i det offentlige rum.
- Vi er lidt forsigtige med at anbefale forslag videre fra enkeltpersoner, for der kan være flere modstandere end fortalere, men hvis man er en gruppe borgere eller en forening, er man meget velkommen til at komme med forslag, siger han.
Bo Schjødt Andersen, Billund KommuneDen er samlet med plastikkopper, og mange af dem er gået i stykker.
Indkomne forslag tages videre til et møde med de lokale politikere. Hvert år er der en pulje af penge, som politikerne skal fordele til forskellige projekter, hvilket sker i februar.
Bo Schjødt Andersen opfordrer dog eventuelle ansøger til at have én ting i mente, nemlig naboerne.
- Tænk over hensyn til nærmeste naboer, at projektet ikke er til gene for andre, lyder opfordringen.
Har man en idé, er man velkomme til at skrive til mailadressen: parkogvej@billund.dk