Billund: Den lille etværelses lejlighed har Egidijus Satrovas omdannet til kontor.
- Jeg sover på kontoret, plejer jeg at sige, fortæller den 21-årige studerende med et grin.
Hemsen i værelset bruger han udelukkende til lager, og hjemmets eneste bord er omdannet til et arbejdsbord.
- Jeg spiser stående ved køkkenet, for jeg kan ikke arbejde det samme sted, hvor jeg spiser. Tænk, hvis jeg væltede noget? spørger han retorisk.
Køkkenet, der består af to kogeplader og en bordplade, er en del af entréen.
Ved arbejdsbordet har han alle de remedier, han skal bruge for at reparere diverse mobiltelefoner. Der er for eksempel et mikroskop, en maskine til at opvarme lim samt diverse måleudstyr.
Egidijus Satrovas er selvstændig med firmaet Quality Repair Service, hvor han både reparerer telefoner og videresælger renoverede telefoner.
- Skærmskift og batteriskift er det hyppigste, kunderne skal have lavet, fortæller han.
Ødelagde sin telefon
Kimen til virksomheden blev allerede lagt, da Egidijus var omkring 14 år gammel. Han havde ødelagt sin telefon og havde ikke råd til en ny, men han havde til gengæld penge til at skifte skærmen. Han skiftede den selv, og interessen for elektronik blev vakt.
Egidijus Statrovas
- 21 år.
- Født i Litauen og opvokset i Haderslev. Bor i Billund.
- Ejer mobilreperationsvirksomheden Quality Repair Service.
- Læser til elektronikfagteknikker.
- Læs mere om Egidijus' virksomhed på hans facebookside.
Han arbejdede på dette tidspunkt som avisbud, men ville gerne noget andet, så han tog mod til sig og gik ind til et lokalt mobilreparationsfirma i Haderslev, hvor han er vokset op.
- Jeg spurgte, hvad man skulle kunne, og så blev jeg ansat, fortæller han.
Gennem flere år fortsatte Egidijus Satrovas med at arbejde for forskellige firmaer, men efter gymnasiet var det ikke længere nok at arbejde for andre.
Egidijus SatrovasEn telefon, der ikke virker, kan man leve med. Sådan fungerer det ikke med fly
- Jeg ville gerne have mit eget, og jeg ville udvikle mig, fortæller han, der derfor begyndte at undersøge, hvordan man driver sin egen forretning.
I 2019 fik han så sit eget CVR-nummer.
Udvidede forretningen
At sælge renoverede telefoner er et forholdsvis nyt tiltag fra iværksætterens side. Det er ikke unikt at tilbyde reparationer, så han så sig nødsaget til at gå andre veje og begyndte derfor at indkøbe telefoner for at sælge dem videre.
- Jeg undrede mig over, hvor butikker fik fat på andre telefoner i Europa, så jeg undersøgte det, og endelig fandt jeg et sted, fortæller Egidijus.
Telefonerne kommer fra Europa fra en virksomhed, der er specialiseret i at opkøbe ødelagte fra for eksempel forsikringsselskaber, som de herefter laver i stand og sælger videre til for eksempel Egidijus.
- Jeg vil kun have telefoner fra Europa, så jeg er sikker på, de lever op til EU-standarderne, siger han.
Han begyndte med 10 telefoner, og i løbet af fire dage var de væk. I dag er salg af telefoner hans primære indtjening.
Studerer elektronik
Virksomheden er i dag kun en sidebeskæftigelse, for til dagligt er Egidijus Satrovas lærling hos Scandinavian Avionics, der blandt andet vedligeholder flynavigation. Iværksætteren er nemlig i gang med en uddannelse til elektronikfagtekniker, og selvom flynavigation og mobiltelefoner er to forskellige ting, ser Egidijus mange ligheder.
- Jeg lærer rigtig meget på min læreplads, for flyelektronik er noget af det mest avancerede, der findes. Men faktisk minder tingene i et fly om det, der er i en telefon, det er bare meget mindre, forklarer han og understreger, at der er én forskel, som afgørende adskiller de to verdener.
- En telefon, der ikke virker, kan man leve med. Sådan fungerer det ikke med fly.
Hvad fremtiden bringer for iværksætteren, må tiden vise, men indtil videre er det fuld fart fremad med både studier og virksomhed.
- Jeg håber selvfølgelig, virksomheden vokser, og at jeg en dag kan ansætte en medarbejder. Lige nu kunne det måske bare være rart med et sted, der er lidt større, siger han.