Annonce
Billund Ugeavis

Datteren kræver mere tid: 15. ironman skal være Allan Konradsens sidste

12 gange har Allan Konradsen fra Billund gennemført en ironman. Denne sommer snupper han tre mere af slagsen, men så er det efter al sandsynlighed også slut.
Gennem mange år har Allan Konradsen dyrket triatlon på højt niveau. 12 gange har han gennemført en ironman. Denne sommer snupper han tre mere af slagsen - men så skal det også være slut.
Annonce

Billund: Han har sagt det før – at det er slut med at dyrke triatlon på den ultimative distance: Ironman. Nu siger Allan Konradsen det så igen, men belært af erfaring sørger han for at tage et lille forbehold.

- Jeg var fast besluttet på, at det skulle være den sidste tur på den lange distance, for min datter på 10 år vil gerne have lidt mere tid sammen med mig. Min kone mener dog ikke, at jeg kan lade være, så nu nøjes jeg med at sige, at jeg stopper på ubestemt tid og i hvert fald indtil min datter er blevet konfirmeret i 2023. Så må jeg se, hvad lysten og tiden siger til den tid, siger Allan Konradsen.

Denne sommer er der tre ironman i kalenderen, og når de forhåbentlig er vel gennemført, bliver den lange distance med de mange timers træning, det helt naturligt kræver, sat på standby.

12 gange har Allan Konradsen gennemført en ironman, som dækker over en svømmetur på 3,8 kilometer, 180 kilometers cykling og en marathon til dessert. En ordentlig omgang, der kræver det meste af et års forberedelse, og det er da heller ikke sidste gang, den lokale triatlet har meldt ud, at det var slut.

- I 2005 sagde jeg, at det ville være uigenkaldeligt sidste gang, jeg skulle igennem en ironman. Det var i Fredericia, og dagen før stod jeg og snakkede med en amerikaner. Han grinte af mig, for det havde han selv sagt i syv år, og der gik da heller ikke mere end to år, før jeg kørte igen, fortæller Allan Konradsen.

Følg med via app

Via app'en "IRONMAN" er det muligt at følge med i, hvordan Allan Konradsen og de mange andre deltagere klarer sig på den lange distance

.

I løbet af turen bliver der målt adskillige mellemtider, hvor man via mobiltelefonen kan følge med i, hvor langt deltagerne er nået på ruten.

Annonce

Træningsprogram i 40 uger

Siden årsskiftet har han tabt 14 kilo. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis han skal bære hele kroppen gennem den lange distance, men vægttabet er også en naturlig konsekvens af den megen træning.

- Jeg følger en træningsprogram i 40 uger. I den tredje fase, som også er den længste, er der 20 timers træning om ugen i syv uger. De sidste tre uger kører jeg så nedtrapning, siger Allan Konradsen, som derfor har haft det som en fast rutine at gå direkte i gang med træningen, når han er vendt hjem fra arbejde.

Sidste sommer gennemførte Allan Konradsen en ironman i den tyske by Roth. Men selvom han dengang var uden arbejde og derfor havde masser af tid til at træne, viste det sig slet ikke at være nogen fordel.

- I alle tre distancer er jeg længere fremme end sidste år, selvom jeg dengang var arbejdsløs. Det sløvede mig simpelthen psykisk at gå rundt og være arbejdsløs, siger Allan Konradsen, der i dag pendler til Kolding, hvor han arbejder som sælger og indkøber.

Han ser dog frem til, at det er slut med de mange timers træning.

- Forrige søndag var jeg afsted på den længste cykeltur, jeg har haft. Jeg kørte en tur til Søndervig og rundt om Ringkøbing Fjord. Det var en tur på 215 kilometer, som i alt tog otte timer. Da jeg kom hjem derfra, tænkte jeg, at jeg glæder mig til, at jeg ikke behøver det længere, siger han.

Annonce

Rekorden skal slås i København

Søndag den 7. juli går det løs med sommerens første ironman, som finder sted i Klagenfurt i Østrig, mens det den 18. august foregår i København. Af de to løb er der ingen tvivl om, hvilken Allan Konradsen satser mest på.

- I min optik er turen i Klagenfurt lidt en hyggetur. Der vil jeg gerne ned og slå min tid fra sidst på 11 timer og 38 minutter. I København går jeg efter at slå min personlige rekord på 10 timer, 50 minutter og 58 sekunder, siger han.

Målet for, hvor meget den personlige rekord skal forbedres, er sat meget nøjagtigt.

- Jeg skal bare slå tiden med fire sekunder, for da vi kørte i Billund for nogle år siden, var der en kammerat, som slog min tid med tre sekunder, siger Allan Konradsen, som den 21. september i Cervia i Italien snupper den sidste ironman.

- I Italien er mit mål at komme gennem cykelturen på under fem timer. Det er et snit på 36 kilometer i timen. Ruten er flad som en pandekage bortset fra en lille knold på to kilometer, så det burde være muligt, siger han.

Allan Konradsen har ved tidligere lejligheder været udtaget til landsholdet inden for sin aldersklasse, men han kom aldrig i kamp i nationalfarverne. Det gør han til gengæld i år – selvom han slet ikke er udtaget.

- Selvom man er udtaget, står man stadig selv for at skulle tilmelde sig løb rundt omkring, men jeg kunne ikke få det til at passe med min kalender. I år har jeg så aftalt med forbundet, at det er i orden, at jeg stiller op i nationaldragten, selvom jeg ikke er udtaget, fortæller Allan Konradsen.

I sin sidste ironman i Italien til september er det Allan Konradsens mål, at cykelturen skal gennemføres hurtigere end fem timer. Det betyder, at de 180 kilometre skal tilbagelægges med en gennemsnitsfart på 36 kilometer i timen.
Annonce
Annonce
Billund Ugeavis

Hejnsvig Missionshus

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Taxachauffør blev overfaldet af sin kunde

112

To biler stødte sammen på Gammelbro

Annonce