Billund: Hos Ejendomsmægleren "Estate" i Billund er der for tiden ualmindelig meget at lave, da afdelingen har haft og fortsat har mange huse på vej ind med deraf følgende hurtigt stigende omsætning.
Den ekstra travlhed gennem efterhånden noget tid har ført til, at Estate har valgt at ansatte to nye medarbejdere, nemlig ejendomsmægler Sandi Jeseetharan samt Maria Skov Nielsen til salg og vurdering.
- Vi vil gerne bevare et højt serviceniveau for vores sælgere og købere samt kunne løbe stærkere, som der er behov for i disse travle tider, siger den lokale indehaver Elke Skytte og tilføjer:
- Mange huse er på det seneste solgt til prisen i løbet af den første uge efter annonceringen, og det kræver, vi kan ekspedere sagerne meget hurtigt, når vi samtidig har mange nye huse på vej ind.
Butikstorv skubber til udvikling
Estate-kvinden har i det hele taget mærket øget hussalg i Billund strække sig helt tilbage til omkring åbningen af den internationale skole i 2013, hvor flere søgte mod byen.
De nye lejligheder på Butikstorvet har sat yderligere gang i det lokale marked og givet Estate mulighed for at sælge en del huse centralt i Billund.
- Mange ældre par har ikke haft muligheden for at flytte i mindre boliger uden have centralt i Billund, og de har længe eftersøgt denne mulighed, særligt dem, som i forvejen havde huse centralt i Billund, siger Elke Skytte og fortsætter:
- Med de nye lejligheder – ejer som leje – er dette blevet en realitet. Lejlighederne blev solgt på første fremvisning, og udlejningen gik efter min viden lige så hurtigt. Der er stadig mange, som efterspørger ejerlejligheder i midtbyen.
Elke Skytte, ejer af Estate i BillundMed de nye lejligheder – ejer som leje – er dette blevet en realitet. Lejlighederne blev solgt på første fremvisning, og udlejningen gik efter min viden lige så hurtigt. Der er stadig mange, som efterspørger ejerlejligheder i midtbyen.
Flere tvivlere
Mægleren tilføjer, at der også er en del yngre par, der sætter deres huse til salg for at forfølge drømmen om at bygge deres eget hus, og par som vælger at flytte fra byen, efter at ungerne er flyttet fra ’reden’.
Der er dog ifølge hende allerede flere af disse par, som er kommet i tvivl efter Butikstorvets åbning, da det pludselig gør midtbyen mere spændende og dermed Billund mere attraktiv at forblive i.
Et synligt bevis på de ualmindelig mange huse i omløb hos Estate Billund er også, at den lokale afdeling i sidste uge vandt en ny intern Estate-pris for at være den mægler i Syd- og Sønderjylland - plus Fyn, der har fået flest huse til salg den seneste måned i forhold til antallet af medarbejdere. På landsplan er det i øvrigt ifølge Elke Skytte en andenplads.