Annonce
Billund Ugeavis

En varm og solrig dag fik Hejnsvig Kirke sit første tårnur

Gravermedhjælper Finn Hardis, til venstre og Jens Peder Wulff fra firmaet Thubalka i gang med at få det store ur ud af bilen. Foto: Jan Kronvold
Onsdag blev Hejnsvig Kirkes jubilæumsgave fra Ole Kirks Fond synlig. Det var et stort flot tårnur, som blev sat op på tårnet.  Uret bliver dog først officielt indviet senere på året.
Annonce

Hejnsvig: Onsdag var en svedende og varm sommerdag, hvor det faktisk var mest behageligt at holde sig i skyggen.

Det kunne dog ikke lade sig gøre ved Hejnsvig Kirke, hvor de to montører, Poul Erik Johansen og Jens Peder Wulff fra firmaet Thubalka i Vejle, var på arbejde. Et stort ny og flot tårnur skulle sættes op på tårnet på kirken, der aldrig før har haft et ur hængende.

- Vi har fået det i gave af Ole Kirks Fond i forbindelse med kirketårnets 100 års jubilæum i 2019. Vi havde søgt fonden om penge og vi fik 100.000 kroner til tårnuret, fortæller Kaj Vingborg fra Hejnsvig menighedsråd. Det var nu ikke så ligetil at få lov til at sætte et ur op på kirken, da ansøgningen skulle godkendes i hele tre instanser - blandt andet Nationalmuseet og kirkeministeriet.

Selve uret måler halvanden gange halvanden meter og det vejer 54 kilo og Thubalkas ejer og direktør, Henriette Nielsen, har selv stået for designet af både urskive og visere. Skivens baggrund er blå, mens romertallene og årstallet 2019 og viserne er belagt med bladguld. En sort kant rammer hele skiven flot ind.

Tårnuret

Tårnet på Hejnsvig Kirke fyldte 100 år i 2019.

I den anledning havde menighedsrådet søgt Ole Kirks Fond om midler til et tårnur, der står i omkring 100.000 kroner. Pengene fra fonden blev bevilget og firmaet Thubalka i Vejle fik til opgave et designe og fremstille uret til kirken.

Uret blev monteret onsdag, men det bliver først officielt indviet på et senere tidspunkt.

Graveren ved Hejnsvig Kirke, Charlotte Stensgaard, skulle lige vænne sig til den blå farve på det store ur.

Det store tårnur er designet og fremstillet af firmaet Thubalka i Vejle. Det vejer 54 kilo. Foto: Jan Kronvold

- Nu synes jeg, at det er rigtig pænt og det giver et andet billede af kirken, mener Charlotte Stensgaard.

Annonce

Ur og klokker kører sammen

Montørerne fra Thubalka gik i gang med arbejdet om formiddagen, hvor selve værket først blev monteret inde i kirken, og der blev boret et hul, så akslen, hvor viserne skulle på, kunne komme igennem. Desuden blev der sat fire bolte i væggen til at hænge uret op.

Montørerne havde fået fat i en lift for at komme helt op, hvor uret skulle hænge, men for at få skiven op i liften på den nemmeste måde i sommervarmen måtte kirkens gaffeltruck også give et par hjælpende gafler. Også gravermedhjælper Finn Hardis gav montørerne en hjælpende hånd i forbindelse med at få sat uret på plads på de fire bolte.

Der var lidt bøvl med at få de fire bolte på plads, så uret kunne blive skruet fast. På billedet er det fra venstre gravermedhjælper Finn Hardis, Jens Peder Wulff og Poul Erik Johansen, der knoklede i sommervarmen. Foto: Jan Kronvold

Da uret endelig var kommet på plads blev det beundret af flere af de tilskuere, der havde fulgt arbejdet på afstand - blandt andet sognepræst Jørgen Johansen. Dog var der nogle af dem der studsede over, at der står 2019 på urskiven, men det er altså fordi, at kirketårnet i 2019 fyldte 100 år - og den direkte anledning til, at uret er kommet op.

- Menighedsrådet har endnu ikke bestemt sig for, hvor tit uret skal slå. Det kan man selv bestemme og både uret og klokkespillet, som vi satte op for nogle år siden, styres fra samme enhed, der bliver monteret ved orglet i kirken, fortæller Henriette Nielsen.

Tårnuret kører automatisk på sommer- eller vintertid, men er dog endnu ikke sat til. Det kommer der en elektriker og klarer senere.

Gravermedhjælper Finn Hardis, menighedsrådsmedlem Kaj Vingborg og graver Charlotte Stensgaard fulgte alle med i opsætningen af uret. Foto: Jan Kronvold

Også selve indvielsen af uret sker på et senere tidspunkt - nok først på den anden side af sommerferien.

Efter veludført arbejde var graveren så venlig, at hente is til alle mand. De blev indtaget i skyggen under et stort træ, hvor også uret kunne beundres.


Vi havde søgt Ole Kirks Fond om penge og vi fik 100.000 kroner til tårnuret.

Kaj Vingborg fra Hejnsvig menighedsråd.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Billund Ugeavis

Hejnsvig Missionshus

Annonce
Forsiden netop nu
112

Taxachauffør blev overfaldet af sin kunde

112

To biler stødte sammen på Gammelbro

Annonce