Annonce
Billund Ugeavis

Få minutters arbejde slår 1000 kroner af varmeregningen

Op mod fem procent af husets samlede varmeregning for hele året kan gå til unødvendigt "standbyforbrug" i sommermånederne. Det viser tal fra Energistyrelsen. Derfor er det ikke nok at lukke for radiatorerne, men smart at lukke for hele systemet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Simpelt trick skåner miljøet og skærer en stor luns af varmeregningen - uden at du skal give køb på komforten.

Varme: De fleste boligejere ved, at det er usmart at fyre for gråspurvene.

Men ikke alle tænker over, hvor meget man reelt kan spare ved at lukke for anlægget i sommermånederne.

Bare med få minutters arbejde kan du spare et sted mellem 600 og 1000 kroner.

Annonce

- Det tager kun fem minutter, så det må siges at være en god timeløn. Men mange har nok brug for at blive mindet om det, fordi man glemmer det i en travl hverdag, siger specialkonsulent Jesper Ditlefsen fra Energistyrelsen.

Luk for standbyforbrug

Fidusen er, at du sommerlukker for selve varmeanlægget - og ikke bare for radiatorerne.

Det gøres ved at skifte fra vinter- til sommerdrift og slukke for cirkulationspumpen.

På den måde har du stadig varmt vand i haner og brusere, men systemet skal ikke bruge energi på at sende varmt vand hen til radiatorerne.

- Så man lukker for det bagvedliggende og unødvendige standbyforbrug, siger Jesper Ditlefsen.

Tal fra Energistyrelsen viser, at en familie i snit kan spare 1100 kroner ved en sommerlukning fra maj til september, hvis de har oliefyr.

Hvis familien har fjernvarme, er besparelsen ved en sommerlukning i snit 630 kroner - og hvis familien har naturgas: 600 kroner.

- Hvis man derimod lader varmeanlægget stå tændt, svarer det til at lade bilen køre i tomgang. Det er spildt energi, hvis man ikke har behovet for varme, konstaterer Jesper Ditlefsen.

Annonce

Få en ny pumpe

Når du alligevel er i gang, så tjek også, om cirkulationspumpen er ny eller gammel.

En nyere, intelligent cirkulationspumpe tilpasser sig typisk boligens behov og bruger derfor typisk strøm for cirka 200 kroner om året.

En meget gammel pumpe kan bruge op til fem gange så meget strøm, fordi den kører for fuld kraft hele tiden.

- Derfor kan der også her være en mulig besparelse på op til 800 kroner årligt, forklarer Jesper Ditlefsen.

Annonce

Hvad er vigtigt for dig?

Tænk også over, hvad der reelt er vigtigt for dig, tilføjer Birger T. Christiansen, der er teknisk konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

- For nogle boligejere er det vigtigt at have komforten i, at man stadig kan have varme i badeværelsesgulvet hen over sommeren. For andre er det vigtigt at spare penge eller energi. Det må man gøre op med sig selv, siger han.

En middelvej kan dog være at få udskiftet boligens kedel eller varmeunit.

En ny unit vil selv regulere varmen i huset alt efter temperaturen udendørs - altså automatisk skrue op for varmen, hvis der kommer et par kolde sommernætter, og lukke ned, når det igen er varmt udenfor.

Den slags styresystemer kan også eftermonteres på de fleste units. Men i begge tilfælde skal det gøres af en fagperson.

- Til gengæld behøver man som forbruger ikke længere tænke over hverken sommernedlukning eller løbende justering af temperaturen, konstaterer Birger T. Christiansen.


Det tager kun fem minutter, så det må siges at være en god timeløn. Men mange har nok brug for at blive mindet om det, fordi man glemmer det i en travl hverdag.

Jesper Ditlefsen, specialkonsulent i Energistyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

40-års jubilæum hos Sparekassen Kronjylland

Annonce