Annonce
Billund Ugeavis

Fra kro til forsamlingshus: Vorbasse Kro går en ny fremtid i møde

Vorbasse Kro går en usikker fremtid som kro i møde. Arkivfoto
Vorbasse Kro lukkede i slutningen af oktober. Nu håber ejerne, Brian Madsen og Jane Langvad, at kroen kan blive omdannet til et forsamlingshus.
Annonce

Vorbasse: I begyndelsen af november måtte forpagter Cecilia Veggerby kaste håndklædet i ringen efter et halvt år – det var ikke længere rentabelt at drive en kro i Vorbasse med diverse restriktioner og ingen hjælpepakker.

Ejerne af kroen, Brian Madsen og Jane Langvad, er derfor gået i tænkeboks og overvejer kroens fremtid.

- Vi overvejer, om vi skal ombygge kroen til et forsamlingshus, siger Brian Madsen.

Som situationen er lige nu, er løbet kørt i forhold til at drive en kro.

- Der er ikke perspektiver i at drive kro lige nu. Man skal lukke klokken 22, og man må ikke samles. Det er lige netop det, man gør på en kro, man samles og hygger til efter klokken 22, siger Brian Madsen og tilføjer med et suk:

- Det er lidt bøvlet lige nu at drive kro.

Annonce

Håber andre vil overtage

Parret håber derfor at kunne sælge kroen til nogle, som kan se mulighederne.


Det kan blive en rentabel forretning, hvis man har udlejning af tre lejemål og så forsamlingshus ved siden af

Brian Madsen


- Vi vil helst give den videre til en entreprenør eller til en, som har udlejningsboliger i forvejen, og som kan se mulighederne. Det er vores mål. Jeg tror ikke, vi selv springer ud i det, men det overvejer vi stadig, siger Brian Madsen og tilføjer, at man er velkommen til at henvende sig:

- Hvis der kommer én forbi, som kan se mulighederne, så er vi åbne når som helst.

Allerede nu bliver en del af kroen lejet ud til beboelse, og det vil kræve en ombygning at omdanne mere af kroen til boliger.

- Det kan blive en rentabel forretning, hvis man har udlejning af tre lejemål og så forsamlingshus ved siden af, forklarer Brian Madsen.

Det vigtigste er dog, at kroen bliver udnyttet til et formål.

- Der er en flot sal og et stort køkken, som fungerer super godt. Det håber vi kan komme i gang igen.

Annonce

Så lukning komme

Det kom ikke som nogen overraskelse for parret, at kroen blev nødt til at lukke.

- Vi har haft en tæt dialog med Cecilia. De har været åbne om det hele vejen igennem, og vi har også været med som sparring på sidelinjen. Vi vidste godt, de ville lukke, det var bare et spørgsmål om tid, og da udgangsforbuddet blev forlænget, var det dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger Brian Madsen og fortæller, at da kroen åbnede, lige som Danmark lukkede ned, var det ikke muligt at få hjælpepakker.

- De havde kun været i gang i 14 dage, da landet lukkede ned, og de skulle vise en måneds regnskab for at få del i hjælpepakkerne. De havde derfor kørt året igennem uden hjælp, og det er svært, når man ikke må holde åbent. Havde de haft hjælpepakkerne, så tror jeg, de havde kunnet holde skruen i vandet, siger Brian Madsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Samfundssind

Annonce