Billund: Den efterlyste hund Mille er nu fundet og er igen hjemme hos sine ejere. Hunden blev fundet meget tidligt mandag morgen, hvor den vandrede rundt i området mellem Billund og Hejnsvig.
- Vi blev ringet op kl 5.37 af Kim Eskildsen, som så hende gå på cykelstien ved Gyttegård golfklub ved Grene Sande ud for parkeringspladsen, skriver Mathias Nicolajsen på Facebook.
Hunden har det godt, tilføjer han.
- Mille var ren, varm og uden skader. Hun blev uendelig glad for at se os. Hun har spist og ligger nu tæt på os og sover, skriver Mathias Nicolajsen.
Nytårsaften stak hunden Mille af, og det udviklede sig til en stor eftersøgning med over 500 medlemmer af gruppen "Hjælp Mille hjem". Hun stak af fra Grenevej i Billund nytårsaften og blev ikke set siden. Der var udloddet en dusør på 5000 kroner til den, der fandt hende.