Annonce
Billund Ugeavis

Iværksætter: Fra Billund vil Cephas Howard få verden til at lege

Cephas Howard med sin ABC-bog og verdensborgerspil, han lavede i samarbejde med CoC Playful Minds. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Gennem sit firma Play.institue designer Cephas Howard både spil og bøger og hjælper legetøjsgiganter med at udvikle deres produkter.
Annonce

Billund: Efter at have arbejdet i over 12 år hos Lego ville Cephas Howard prøve noget nyt. I et års tid har han nu været iværksætter og stifter af virksomheden Play Institute, hvor hans mål er at fremme udviklingen af bøger, spil og metoder der skal være "legende".

- Lige nu er jeg meget interesseret i at kombinere leg og uddannelse. Hvordan kan vi skabe bøger og spil, hvor man på en legende måde også kan lære noget om matematik, engelsk eller kunst, siger den 43-årige iværksætter.

Annonce

Hjælper virksomheder

Udover at designe og udvikle sine egne produkter, agerer han også som konsulent for virksomheder, og han har blandt andet arbejdet for legetøjsgiganter som Hasbro og Ravensburg.

Cephas Howard

43 år.

Bor i Billund.

Gift med Molly Hahn.

Ejer af virksomheden Play.institute.

Er konsulent for virksomheder, men designer også egne produkter.

Læs mere om Cephas Howards virksomhed på: www.play.institute.

Med sin brede viden om trends, spil og legetøj hjælper han virksomhederne med at finde frem til, hvordan de kan udvikle deres nye produkt, om deres idé også holder, eller hvad de kan gøre for at udvikle sig inden for et bestemt område.

- Jeg kommer med et bredere perspektiv, når jeg ikke er i virksomheden, forklarer Cephas Howard og uddyber:

- Hvis en virksomhed kommer til mig og siger, at de vil lave et spil, så spørger jeg altid, hvorfor de vil det? Nogle gange viser det sig, at det slet ikke er et spil, der vil være den rette løsning, men noget helt andet.

Annonce

Opvokset i England

Cephas Howard voksede op på øen Isle of Wight i den Engelske Kanal. Hans forældre var selvstændige med et håndværkskollektiv, hvor udefrakommende kreative håndværkere kunne leje sig ind i lokaler og sælge deres produkter.

- Jeg var omkring 12 år, da et lokale stod tomt, og jeg fik lov til at bruge det. Her solgte jeg legetøj, spil og t-shirts, som jeg selv havde designet, fortæller iværksætteren.

Interessen for spil og produktdesign har fulgt ham lige siden.


Man ser ofte, at der er bøger for børn, der kan følge med, og bøger for børn, der er ordblinde. Jeg ville gerne lave én bog, der kunne favne begge grupper

Cephas Howard, ejer af Play.institute


Da han gik ud af gymnasiet, studerede han efterfølgende marketing og design på universitet, hvorefter han fik job på den engelske avis The Guardian, hvor han var en del af deres reklamegruppe. Igennem de ni år han var på avisen, fik Cephas løbende bragt sine finurlige idéer fra skrivebordet og ud i virkeligheden.

- Jeg bragte ofte legen med ind i det, jeg lavede. For eksempel lancerede Renault en ny bil, der skulle være sjov at køre i, og på et opslag midt inde i et magasin fik vi lavet et billede af London lavet med pixelkunst af firmaet Eboy. Vi fik det lavet som Find Holger, hvor man i stedet skulle finde tre Renault’er. Det var sjovt, anderledes, og noget andet end hvad man forventer af en typisk bilreklame, fortæller Cephas.

Annonce

Tilbage til legetøjet

I omkring ni år arbejdede han for avisen. Han arbejdede sig op til at blive leder, men så bød muligheden for at tage et par trin ned ad rangstigen og blive designer, og det kunne han alligevel ikke sige nej til.

- Jeg var director, men jobbet på Lego var som senior designer, hvilket karrieremæssigt er tre til fire trin tilbage, siger Cephas Howard.

Han blev ansat, da Lego var ved at sætte en ny kurs for virksomheden efter at have været i dyb krise i begyndelsen af 00’erne, og gennem tiden har han været med til blandt andet at designe forskellige lego-brætspil.

ABC-bog, som Cephas Howard har designet i sin virksomhed Play Institute. Foto: Kristina V. Skjoldborg

I 12 år arbejdede han for den verdenskendte virksomhed, og akkurat som i medievirksomheden arbejdede han sig op og endte atter som leder.

- Jeg var til sidst den, der uddelegerede opgaver, men jeg savnede selv at skabe, forklarer iværksætteren, der i 2018 valgte at forlade det faste job og skifte det ud med en mere usikker tilværelse som selvstændig.

Annonce

Opfindelser og fremtiden

En af Cephas Howards første opfindelser var en engelskbog til sin søn, der udkom i 2019. Han havde svært ved at læse, og Cephas ville gerne hjælpe ham.

- Jeg lavede en ABC-bog, hvor man kan lære om bogstaverne ved at læse i bogen, men også bygge bogstaverne i Lego, forklarer iværksætteren.

Som far til tvillinger, der er vidt forskellige, og med flere års erfaring som leder, har han lært, at alle mennesker lærer forskelligt.

- Man ser ofte, at der er bøger for børn, der kan følge med, og bøger for børn, der er ordblinde. Jeg ville gerne lave én bog, der kunne favne begge grupper, forklarer Cephas Howard.

Annonce

Fokus på det digitale

Cephas Howard er en del af iværksættermiljøet hos Billund Erhvervsfremme på Kløvermarken. Den seneste tid har dog grundet coronavirus ikke være det bedste tidspunkt at være iværksætter.

- Det er hårdt i øjeblikket. De konferencer og messer, man skulle have været på i år, er enten blevet aflyst eller udskudt til næste år, og flere virksomheder holder igen med udvikling, siger virksomhedsejeren.

Det gør det heller ikke lettere for ham at være en generalist og ikke en specialist.

- Det er svært for mig at lave marketing, for jeg kan mange ting, så længe det er inden for produktdesign, trends og leg.

Han har dog ikke opgivet håbet.

- Med coronavirus har jeg virkelig fået øjnene op det digitale. Hvis jeg for eksempel digitaliserer min ABC-bog, åbner det op for mange flere muligheder, så det er noget, jeg arbejder på nu, lyder det fra Cephas Howard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Rådyrene må være jaget ud

Billund Ugeavis

Et værdigt ældreliv!

Billund Ugeavis

Erhvervschefen fylder 50 år

Annonce