Vandel: Det er ikke mange sportsgrene, voksne og børn kan dyrke sammen og være stort set på niveau. Men det kan de i klatring.
På den nye 174 kvadratmeter store, nye klatrevæg i Vandel Idrætshal er der greb i alle regnbuens farver, der indikerer ruter af hver deres sværhedsgrad - på den måde kan både nybegyndere og rutinerede klatrere blive udfordret.
- På den måde kan både børn og voksne klatre sammen - de kan bare tage hver deres sværhedsgrad, siger Katrine Talks, der er medlem af Firehøje Klatreklubs bestyrelse.
Lars Gjerløv Jørgensen, der også er med i bestyrelsen og instruktør på nogle af klatreholdene, er helt enig.
- I klatring kommer børnene meget hurtigt på niveau med de voksne. Børn er ofte mere smidige og har en helt anden tilgang og gåpåmod til at prøve sig frem, hvor de voksne som regel har mere styrke, siger han.
Ildsjæle knoklede
Firehøje Klatreklub kunne 5. september indvie den nye klatrevæg i Vandel, som en gruppe ildsjæle havde knoklet for at realisere.
Idémanden bag væggen er Steen Jensen, der nu er formand for Firehøje Klatreklub. Han har selv klatret i mange år og har blandt andet været klatreinstruktør i Horsens. Men hvorfor skulle områdets børn, unge og voksne ikke i stedet have mulighed for at klatre lokalt, tænkte han.
Nu er klatrevæggen monteret og i brug. Men det betyder ikke, at den så er fuldstændig statisk.
- Væggen er fleksibel forstået på den måde, at vi har mulighed for at flytte rundt på samtlige greb og dermed ændre ruterne. Vi har endnu ikke kapaciteten selv til rutebyg, men det regner vi med på sigt at få, fortæller Steen Jensen.
I første omgang vil klubben gerne have uddannet nogle flere instruktører. To skal efter planen på kursus til januar og to til marts, hvis altså corona-situationen tillader det.
- Når vi har nogle flere instruktører, kan vi lave flere hold og brede dem ud over flere dage. Lige nu er vi nemlig kun to uddannede instruktører, der fordeler holdene mellem os, forklarer han.
Svære vilkår for ny forening
Det har ikke været et nemt år at starte en ny forening, mener Steen Jensen.
- Det har på grund af de forskellige restriktioner og forsamlingsforbud været svære vilkår at starte sådan en ny klatreklub på. Vi ville eksempelvis meget gerne vise væggen frem og holde forskellige "kom og prøv"-dage, men vi skulle også være sikker på, der ikke kom for mange, så det måtte vi opgive, siger han og fortsætter:
- Samtidig havde vi håbet at kunne holde væggen åben mellem jul og nytår, så interesserede måske kunne få mulighed for at kigge ind, men det er heller ikke en mulighed. Så det har været noget op af bakke, men trods det er vi kommet rimelig fint i gang.
Han håber derfor, at næste år giver bedre mulighed for at invitere folk ind og prøve kræfter med klatresporten for at se, om det var noget for dem at blive medlemmer af foreningen.
Drømmen er desuden, når coronaen atter tillader det, at få skabt et miljø, hvor man mødes og hygger sig i forbindelse med klatringen, så der opstår et godt fællesskab på tværs af hold og aldersgrupper.