Annonce
Billund Ugeavis

Lego for voksne: Mor og søn bygger kæmpe fantasilandskaber i lyserødt og lilla

Ina Hjort Nilsson og hendes søn, Emil Hjort Nilsson, deler en stor passion for Lego. Foto: Jacob Schultz
Legoklodsen har for alvor slået sig fast som et kreativt objekt, der henvender sig lige så meget til voksne som børn, og hvor kun fantasien sætter grænser.

Vorbasse: Ina og Emil Hjort Nilsson er mor og søn, og sammen deler de en "klodset" passion. Det er selvfølgelig Lego, der er tale om.

- For mig er det hele processen med at skabe, jeg kan lide. At se, hvordan det, man har inde i hovedet, bliver gjort virkeligt, siger Ina Hjort Nilsson.

For Emil Hjort Nilsson handler det om særligt børnenes fascination, når han og Ina viser deres kreationer frem på diverse udstillinger.

Annonce

- Det bedste er at se børn, der skaber deres egne historier, når de ser det, vi har bygget. Det giver også mig inspiration, fortæller han.

I perioder, særligt i weekender om efteråret og vinteren bygger de fra tidlig morgen til sen aften. I selve byggeprocessen laver Ina den overordnede skitse for projektet, og er god til at bygge landskaber, mens Emil har styr på de detaljer, der bidrager til prikken over i’et i deres kreationer.

- Vi supplerer hinanden rigtig godt, siger Ina.

Egne idéer

Emil og Ina bygger altid efter egne idéer, men somme tider er det nødvendigt at købe legoæsker, hvis de mangler en specifik klods eller figur.


Jeg synes, det er interessant at bruge andre farver til ting, man kender. For eksempel kan man sagtens se, at vi har bygget træer, selvom de er lilla

Emil Hjort Nilsson


- Dragen her har vi for eksempel ikke bygget, siger Ina og tager en blå drage op fra fantasilandskabet, hun og Emil har arbejdet på det seneste år.

Byggepladen

  • Forening for primært voksne Legoentusiaster.
  • Emil og Ina Nilsson fra Billund og Vorbasse har været medlem siden 2005.
  • Som medlem får man mulighed for at møde andre legoentusiaster rundt omkring i landet, samt deltage i forskellige arrangementer.

- Den kommer fra en æske, og vi oplever, at børn bliver inspireret til, hvad de selv kan bygge til deres drage, de måske har derhjemme, forklarer Ina.

Ikke alle figurer har de selv bygget, men er suppleret fra specifikke legoæsker. Foto: Jacob Schultz

- Det er sjovt, når børnene ser det, vi har bygget, og siger "ej, jeg kan også lave noget, der ligner", supplerer Emil.

Annonce

Ina-farver

Passionen for Lego begyndte, da den nu 26-årige Emil Hjort Nilsson var barn. Han var også på dette tidspunkt vild med legoklodser, og en dag spurgte han sin mor, om de ikke kunne se, hvordan de verdensberømte klodser blev lavet. Det var omkring 2005.

Grundet corona viser mor og søn en lille del af deres kreationer frem udenfor. Foto: Jacob Schultz

- Jeg ringede til Lego for at høre, om det var muligt, og jeg fik fat i en sød dame, der kunne fortælle mig, at jeg blev nødt til at melde mig ind i en forening, der havde aftaler med virksomheden, fortæller Ina Hjort Nilsson.

Der gik da heller ikke lang tid, før hun og familien blev medlem af legofanklubben, Byggepladen, der i dag er en forening for voksne legoentusiaster.

En stor del af legoklodserne er fint sorteret. Privatfoto

- Vi er et stort fællesskab, og man bliver meget inspireret af de andres byggerier, siger Emil.

Sammen med de andre medlemmer i foreningen tager de rundt til messer, udstillinger og andre arrangementer i hele landet, hvor de viser deres hjemmebyggede kreationer frem.

For øjeblikket er det særligt de fantastiske universer, Ina og Emil beskæftiger sig med. Foto: Jacob Schultz

Lige nu bevæger Emil og Ina sig genremæssigt mest inden for det fantastiske univers med farver, man typisk finder i legoæsker, der er henvendt til piger.

- Det bliver kaldt for Ina-farver internt i foreningen, siger Ina grinende og uddyber:

- Da jeg begyndte i foreningen, var det meget få, der byggede med farver som lilla og lyserød, så jeg syntes, det var sjovt at udfordre de andre. Det er en niche, og det er fedt, at det er blevet "vores", siger Ina.

Når mor og søn er færdige med en figur eller kreation, bliver de gemt i Inas lade. Foto: Jacob Schultz

Sønnen har det også helt fint med farverne.

- Jeg synes, det er interessant at bruge andre farver til ting, man kender. For eksempel kan man sagtens se, at vi har bygget træer, selvom de er lilla, siger Emil.

Annonce

Håber på udgivelse

Det er ikke kun i fritiden, at tiden går op i klodser, det gør den også i hverdagen. Ina Hjort Nilsson arbejder som freelancedesigner for Lego, mens Emil er designer i Legos skåneafdeling.

Som freelancedesigner har Ina bidraget til flere legoæsker, mens Emil designer for kunder med specifikke ønsker.

Der er tænkt over de mindste detaljer. Foto: Jacob Schultz

- Jeg håber, jeg en dag kan udgive noget, jeg har lavet, siger Emil.

Denne idé er ikke helt umulig. Gennem konceptet ”Lego Ideas” kan private uploade billeder af deres kreationer, samle stemmer og i sidste ende være heldige at få deres byggerier udgivet som æsker i legobutikkerne.

Annonce

Stiller måske op i Lego Masters

Som to legofans følger de selvfølgelig begge med i tv-programmet Lego Masters med stor fornøjelse. Hele 11 ud af de 16 deltagere er, ifølge foreningen, selv medlemmer.

- Det er et superfedt program, hvor de giver roen til at vise deltagernes evner, og man får lov til at se detaljer. Der måtte gerne være lidt mere for os nørder, siger hun, men tilføjer straks:

- Jeg synes faktisk, det er helt fint, for der sidder også andre, der ikke er til Lego på samme måde som os.

De bruger særligt figurer og klodser fra legoserier som "Elves" og "Friends. Foto: Jacob Schultz

Og hvem ved. Måske bliver Emil og Ina Hjort Nilsson blandt deltagerne til næste den sæson.

- Vi blev opfordret til at stille op, men nu skal vi lige have alt det her corona overstået, siger Ina.

Netop coronapandemien har sat en stopper for flere af de udstillinger og arrangementer, som de skulle have deltaget i med Byggepladen.

1,5 gange 3 meter fylder Emil og Inas fantasilandskab. Privatfoto

De skulle blandt andet have deltaget i Fantasyfestivalen i Esbjerg for første gang med deres fantasilandskab, der i sin fulde størrelse måler 1,5 gange tre meter. Så nu må de krydse fingre for, at det kan lade sig gøre i oktober i år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Positiv coronatest

Annonce