Annonce
Billund Ugeavis

Lucas manglede et studiejob: Blev iværksætter med sine barndomsvenner

Rasmus Ravn, Simon Brochmann og Lucas Rudzki håber i fremtiden at spille til fester på efterskoler. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Tre unge mænd har sammen startet deres eget mobildiskotek, Impulse - Mobildiskotek, med hvilket de vil skabe fede fester for andre unge.
Annonce

Billund: Det begyndte med, at 19-årige Lucas Rudzki ville have et studiejob, der var sjovt. Der var ikke noget i vejen med det, han allerede havde, men han ville gerne noget mere og med en stor interesse for lyd, var et mobilt diskotek en oplagt mulighed.

- Jeg ville gerne noget, der var sjovt, og noget, som jeg selv ejede, forklarer Lucas.

Hurtigt var barndomsvennerne Rasmus Ravn og Simon Brochmann med på idéen og efter at have diskuteret hvilken retning, de ville gå, købte de det rette udstyr. I maj måned var de for alvor klar til at starte deres virksomhed op: Impulse - Mobildiskotek.

Et mobildiskotek fungerer således, at Lucas og vennerne kommer med alt deres lyd, lys og røgmaskine, sætter det op, og dermed omdannes forsamlingshuset, mødelokalet eller stuen til et diskotek.

Det var hjernedødt, da folk til festen begyndte at synge med på sangene. Man fik helt gåsehud.

Simon Brochmann, medstifter af Impulse
Annonce

Klar rollefordeling

Vennerne har nogle klare roller i virksomheden, og indtil videre er det gået smertefrit med at tage beslutninger.

- Vi har været meget enige omkring tingene, men det er også, fordi vi hurtigt fik hver vores ansvarsområde, forklarer Lucas, hvis opgave er at stå for lyset.

Rasmus' opgave er at fotografere til festerne, og det er noget, kunderne rigtig gerne vil have.

- Vi giver folk et helt album med billeder fra festen, og det betyder virkelig noget. Mange mobildiskoteker har en selfieskærm, men vi har en fotograf for på den måde at skille os ud, siger Rasmus.

Simon er teamets DJ, der sørger for, at musikken spiller.

- Vi sender er skema ud til folk inden festen, så de selv kan skrive, hvilke numre de synes, vi skal spille. Vi hader selv, når man er til en fest, hvor DJ'en ikke gider at spille det, man ønsker, forklarer Simon.

Annonce

Satser på efterskolerne

I maj måned fik de tre deres Cvr-nummer, og med det følger en lang række ting at sætte sig ind i som moms, skat og økonomi.

- Jeg synes, det er meget spændende, og vi lærer også en helt masse, siger Lucas.

De tre kammerater har haft deres første job til en privat fest hos nogle bekendte. Et job som de selv er rigtig godt tilfredse med, og som var en stor oplevelse for dem alle.

- Det var hjernedødt, da folk til festen begyndte at synge med på sangene. Man fik helt gåsehud, siger Simon.

Iværksætterne kom ikke uforberedte til opgaven for i flere måneder op til festen, havde de øvet sig hjemme i stuen hos Rasmus og Lucas.

- Vi havde sat alt udstyret op og prøvet det af, så vi var forberedte, forklarer Rasmus.

Efter sommerferien er der flere jobs i vente. De satser på særligt efterskolerne, men det er svært, hvordan markedsføringen skal gribes an.

- Det er helt klart lettere at sælge sig selv "med munden", og det bliver fedt den dag, vi får en booking fra nogen, vi slet ikke kender, siger Lucas.

Impulse

Mobildiskotek

Stiftet officielt i maj 2019

Leverer lyd, lys og røg op til 250 mennesker

Stiftet af Rasmus Ravn, Lucas Rudzki og Simon Brochmann

Læs mere på: impulse-mobildiskotek.dk

Annonce

"Arbejdsskade"

Som ejere af et mobildiskotek er det svært ikke at lade sig inspirere, når man selv går til fest.

- Jeg kan ikke være til en fest mere, hvor der er dårligt lyd. Så tager jeg hellere vores egne højttalere med til festen, siger Lucas og Rasmus tilføjer:

- Jeg fotograferer også i byen i Vejle, og det er svært ikke at lade sig inspirere og se, hvordan andre diskoteker gør, siger Rasmus.

De tre venner skal til at gå i 3.g på hvert deres gymnasium i Grindsted og Vejle.

I fremtiden vil Lucas gerne noget med lyd. Rasmus vil gerne noget med fotografi, og Simon vil gerne noget med musikken. Uanset hvor længe det mobile diskotek spiller op til dans, bliver det højst sandsynlig begyndelsen på noget nyt for dem alle. Indtil videre er det et studiejob, der skal vare lige så længe, som de går i gymnasiet.

- Men vi vil se, om vi kan holde det kørende i længere tid, siger Lucas.

De tre barndomsvenner ser frem til flere jobs i fremtiden. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Annonce
Annonce
Billund Ugeavis

Rådyrene må være jaget ud

Annonce
Annonce
Billund Ugeavis

Et værdigt ældreliv!

Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Erhvervschefen fylder 50 år

Annonce