Billund: Selvom Butikstorvet nu står klar til indvielse, har området med dette navn eksisteret i mere end et halvt århundrede.
Et kig i annalerne hos Billund Lokalhistoriske Arkiv viser, at Butikstorvet for første gang dukker op i 1965. Her blev gården ved navn Enggården købt og nedrevet, og samme år blev de første to bygninger opført. Dermed kunne en boghandel og en radio- og tv-forretning rykke ind de nye lokaler på Centervej, som dengang hed Aastvej.
I de kommende år udviklede Butikstorvet sig stille og roligt, da først Billund Boligmontering åbnede sin forretning i 1966. Efterfølgende kom Anne Lise Pedersens frisørsalon Afroditte, tøjbutikken Elegant samt en urmager til.
Stor forandring i 1972
En stor forandring for Butikstorvet skete i 1972, hvor Billund Brugsforening byggede sin nye forretning. Her hørte butikken hjemme frem til 2017, hvor den blev flyttet til den nybyggede og mere moderne forretning på Vejlevej, hvor den i dag hører hjemme.
Lidt mere end et årti efter indflytningen på Butikstorvet – i 1983 – vælger Billund Brugsforening at købe Sports Centret, Bikuben og Blomster i Billund med henblik på at udvide butikken.
Med flytningen til Butikstorvet i 1972 efterlod Billund Brugsforening lokaler tomme i Hovedgaden. Dem flyttede Ebbes Herremagasin ind i.
Tre nye butikker
I 1976 skete der for alvor noget på detailhandelsområdet i Billund og på Butikstorvet. Tøjbutikken Elegant lukkede, men en masse nye forretninger skød frem. I slutningen af marts udkom en ekstraudgave af lokalavisen Uge-Posten, som i 1992 skiftede navn til Billund Ugeavis. Her blev det fortalt, at hele tre nye forretninger pr. april 1976 ville slå dørene op på Butikstorvet.
Hans Olesen åbnede denne dag Farve Centret, mens pengeinstituttet Bikuben bød indenfor i sit nye filial. Også børnetøjsforretningen Frederikke åbnede på denne dag.
Største forandring med Lego House
Butikstorvet blev ved med at udvikle sig, og i 1980 kom der igen godt gang i byggeriet. Billund Legetøj og Midtbank byggede nye domiciler, og desuden åbnede Billund Sko og Billund Ejendomskontor forretninger, ligesom Grethe Grundahl dette år inviterede indenfor i sin nye tøjbutik, ligesom butikken ”Fyr og Brugskunst” åbnede. 1980 var også året, hvor apoteket flyttede til Butikstorvet.
Igennem årene er stribevis af forretninger åbnet og lukket på Butikstorvet. Den helt store forvandling er sket med opførelsen af Lego House på Billunds mest centrale placering.
Det blev muligt, da det gamle rådhus med kommunalreformen i 2007 blev overflødigt. Billund Kommune samlede sine aktiviteter på rådhuset i Grindsted, og det gamle rådhus i Billund blev derfor udbudt til salg. Det købte Kirkbi A/S, som rev rådhuset ned. I 2014 blev første sten lagt til Lego House, som i dag trækker en kvart million gæster om året til Billunds bymidte.