Billund/Randbøldal: På afstand ligner det en skovbrand, men stik modsat foregår det kontrolleret i flere hold á fire personer.
- Én tænder ilden, en kører traktor med vand, og to holder øje, om branden løber tilbage, forklarer Rasmus Christiansen, der er skovfoged hos Naturstyrelsen Trekantområdet.
Både mandag og tirsdag har Naturstyrelsen Trekanten brændt områder af i Gyttegård plantage og fortsætter onsdag og torsdag på Randbølhede. 50 hektar er blevet brændt af i Gyttegård, mens det er hele 120 hektar, som skal afbrændes på Randbølhede.
Bevaring af hede
Årsagen til afbrændingen er bevarelse af hedeområdet. Mens afbrændingen ved Randbøl er en proces, der gentages årligt, er det første gang i flere år, at det sker i Gyttegård.
- Gyttegård er ikke blevet afbrændt i mange år, og vi gør det, fordi vi ønsker at fremme udviklingen af hede. En afbrænding er med til at fremme muligheden for spiring af lyng og fjerner samtidigt næringsstoffer fra arealerne, hvilket giver en konkurrence fordel til blandt andet lyng siger Rasmus Christiansen.
En afbrænding slår dog ikke alt ihjel, og derfor skal der også udsættes græssende dyr i området, de skal være med til at holde områderne lysåbne fremover og undgå at græsset bliver for dominerende.
- Vi håber, de kan blive sat ud sidst på året eller i begyndelsen af 2022, siger skovfogeden.