Annonce
Billund Ugeavis

Trods amputering og benprotese: Nina har stadig håbet om at kunne gå igen

Ved hjælp af vakuum sidder Ninas benprotese fast på benstumpen. Foto: Annett Bruhn
I 2016 fik Nina Junker en benprotese, og hvad hun troede skulle være enden på et smertehelvede, endte i endnu et mareridt. Men håbet om at kunne gå og leve med sit kunstige ben, er der stadig.
Annonce

Hejnsvig: I 2016 efter fem år, syv operationer og flere indlæggelser, end man kan tælle på en hånd, blev Nina Junkers højre ben - til et stykke op af låret - amputeret, og hun fik en benprotese. Håbet for hende og familien var, at hun ville være i stand til at gå uden støtte fra krykker og en kørestol i nærheden som nødløsning.

- Jeg kan ikke gå, uden jeg har noget at støtte mig til, siger Nina Junker.

Men trods nogle hårde år med smerter i de tæer, der ikke er der mere, og savnet til sin mand, hun mistede for to år siden, holder hun fanen højt.

- Humor er rigtig vigtigt, siger Nina Junker, og datteren Majbrit Junker tilføjer smilende:

- Ja, og hun får også nogle ’smæk’ af os i familien.

De har alle sammen været rigtig gode til at hjælpe, men jeg føler mig til besvær

Nina Junker

Annonce

Ulykken

I 40 år havde Nina Junker været selvstændig frisør, men det stoppede brat en dag i 2011, hvor hun faldt ned ad trappen i hjemmet i Hejnsvig og endte med åbent benbrud.

Herefter kunne hun ikke alt det, hun ellers havde været vant til. Hun kunne ikke køre bil, shoppe eller arbejde i frisørsalonen.

- Jeg prøvede at komme tilbage til salonen, men det duede ikke, for anklen var skæv, siger Nina Junker.

Hun blev opereret flere gange i benet, og hele familien blev ved med at håbe, at det måtte blive bedre.

- Men i forbindelse med operationerne blev knæet også ødelagt, fortæller Nina.

Til sidst gik der stafylokokker i såret, og så var der ingen vej tilbage.

- Det var en fælles beslutning at benet skulle amputeres, siger datten og tilføjer:

- Vi troede alle, at når hun fik en protese, ville hun komme til at gå igen.

Annonce

Amputeret to gange

Efter amputationen skulle såret hele, og efterfølgende laves en afstøbning af stumpen hos en bandagist.

Der gik tre måneder, og så måtte Nina Junker på operationsbordet igen.

- Der var ikke blevet amputeret nok, fortæller Nina, der derfor endnu engang måtte vente på at såret skulle hele, så hun kunne få en ny protese.

Hun er glad og taknemlig over, at familien har været der hele vejen til at støtte hende, selvom det ikke altid er lige let at være afhængig af andre.

- De har alle sammen været rigtig gode til at hjælpe, men jeg føler mig til besvær, siger Nina.

Særligt hendes mand, Hans, hjalp til derhjemme med at rydde op og handle ind.

- Han var rigtig god til at hjælpe, det var han altid, også før jeg fik protesen.

I 2017 gik Hans bort efter kort tids sygdom.

Nina Junker

Bor i Hejnsvig.

Har været selvstændig frisør i 40 år.

Har to voksne børn og seks børnebørn.

Fik i 2016 amputeret sit højre ben.

Har i dag en benprotese.

Hendes drøm er, at blive bedre til at gå med sin protese.

Annonce

Venner forsvandt

At se sin mor gå fra selvstændig erhvervskvinde med fart over feltet til pludselig at være handicappet har også været hårdt for datteren, der har måtte kæmpe på sin mors vegne.

- Vi har måtte kæmpe for at hun kunne få en faldalarm. De ville ikke give hende en i første omgang, hvis jeg ikke havde stået fast, siger Majbrit og fortsætter:

- Inden alarmen var hun faldet to gange, og hvis jeg ikke havde været der den ene af gangene, kunne hun være endt med at have ligget på gulvet i fire dage.

Nina Junker har haft alarmen et halvt år, og haft brug for at trykke på knappen tre gange.

Som pårørende er det ikke kun uvisheden, om hvordan moren har det, der kan være hårdt. For Majbrit var det også svært at være vidne til, hvordan nogle af Ninas venner forsvandt.

- Nogle af hendes venner forsvandt, fordi hun ikke længere var god nok. Det gør ondt på os alle, og man mærker virkelig først, hvem der er ens rigtige venner, når man står i sådan en situation, siger Majbrit.

Både hun og Nina understreger, at Nina ikke er ensom, men ofte får besøg af gamle bekendte.

Benprotese

En benprotese erstatter en manglende legemsdel på benet, det vil sige fra dele af foden og op til hoften.

Stumpen placeres i protesens ’skål’ og sidder fast ved hjælp af for eksempel en vakuumpumpe eller en særlig påtrækningsstrømpe.

De fleste årsager til en benamputation er ulykker eller sygdom. En protese kan både være mekaniskstyret eller computerstyret.

Protesen bliver lavet specielt til den enkelte hos en bandagist alt efter type, mål, ønsker, og hvor aktiv man er.

Annonce

Håb med ny protese

Den protese, Nina Junker har nu, er en ny protese, hun skal forsøge sig med. Det er en form for elektrisk ben, der skal følge hendes gang, og som skal lades op om natten.

Hun har slået sin ryg ved de mange fald, og det har også gjort hende mere forsigtig i forhold til at lære at gå.

- Men jeg vil blive bedre til at gå, det vil jeg, siger hun.

Derfor går hun også til noget særligt træning i Grindsted, alt sammen i håbet om at blive bedre til at bruge protesen.

Og datteren støtter sin mor i kampen om at kunne leve med sin protese:

- Min mor er er stædig, og kan det hun vil. Hun er super sej og beklager sig aldrig, siger Majbrit Junker.

Datteren Majbrit Junker har været en stor støtte for sin mor. Foto: Annett Bruhn
Protesen vil blive belagt med en kunstig hud, så det ligner et rigtigt ben. Foto: Annett Bruhn
Annonce
Annonce
Billund Ugeavis

Rådyrene må være jaget ud

Annonce
Annonce
Billund Ugeavis

Et værdigt ældreliv!

Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Erhvervschefen fylder 50 år

Annonce