Billund: Selvom Arkadebygningen på Hovedgaden i Billund er en af byens nyeste ejendomme, er en større renovering allerede i fuld gang.
Billund-borgere har i de seneste tid kunnet konstatere, at et stort stillads er stillet op ved bygningen, og at håndværkere er i fuld gang med forbedringer.
- Vi er ved at udbedre fejl og mangler på bygningen, hvor der har været vandindtrængen. Dette er årsagen til, at der er sat stillads op omkring bygningen i øjeblikket, lyder det i et skriftligt svar fra Ulla Lundhus, som er kommunikationschef hos Kirkbi A/S, der ejer ejendommen.
Butikker, kontorer og lejligheder
Den ved første øjekast meget flotte arkadebygning blev indviet i 2017. I stueetagen rykkede Imerco og brugskunstforretningen Beth Baun ind, men sidstnævnte er nu flyttet videre til nye lokaler på Butikstorvet. På førstesalen, der er indrettet som kontorlokaler til liberalt erhverv, rykkede Børnerådet og Billund Ugeavis ind. Også her er sidstnævnte flyttet til nybyggeriet på Butikstorvet.
Øverst er to lejligheder på hver 100 kvadratmeter.
I parkeringshuset er der plads til cirka 350 parkerede biler.