Vorbasse: Allan Jensen, indehaver af Vorbasse Kro, fik sig onsdag aften en stor og glædelig overraskelse:
Onsdag formiddag havde det banket på krodøren, og han var blevet bedt om at møde op i hallen om aftenen.
Her fik han overrakt en pris på 10.000 kroner for godt og smukt byggeri.
Det er lokalrådet, Den Dynamiske Landsby, Sparekassen Kronjylland og de lokale håndværkere, som står bag Vorbasse Huse, som havde valgt at præmiere kroen.
Det er da heller ikke småforandringer, der er sket på den iøjnefaldende plads midt i Vorbasse.
For det første er facaden helt ny. Den lyserøde farve er skiftet ud med en koksgrå, og får kroen til at at fremstå topmoderne.
Indenfor er der også sket en masse med blandt andet nyt køkken, nyt indgangsparti, nye gulve og en opdateret gårdhave.
Også toiletterne har fået en omgang efter en vandskade i efteråret.
- Vi har brugt næsten fire millioner kroner, og alt undtagen krostuen har fået en ansigtsløftning, fortæller Allan Jensen.
Meget motiverende
Han er meget glad for, at forandringerne på kroen er blevet bemærket.
- Det var helt vildt. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes sådan en pris, og det er da virkelig rart med den anerkendelse. Jeg tror ikke, det kommer til at betyde det store for omsætningen, men det motiverer os bare endnu mere, siger han.
Allan Jensen og Maja Rotvig købte for godt et år siden Vorbasse Kro af Brian Madsen og Jane Langvad, der havde haft den i over 20 år.
Kokke søges
Lige nu har makkerparret i Østergade mere end travlt.
- Lige nu er det jo konfirmationstid, og vi har fået godt gang i festerne. Lige som alle andre mangler vi folk, så går der et par kokke rundt derude, vil vi meget gerne høre fra dem, siger Allan Jensen i en lille pause i køkkenet.
Allan Jensen har udover kroen i Vorbasse også Allans Dinér, Møllen i Ansager og en række ejendomme i Ansager.
Vorbasse Kro - tidslinje
- 1997: Jane Langvad og Brian Madsen køber Vorbasse Kro af et ældre ægtepar, og driver hele kroen fra dag ét.
- 2009: Parret sætter kroen til salg ved en restaurationsmægler, men på grund af finanskrisen er interessen lille.
- 2011: Kroen forpagtes ud til Kristina Mikkelsen i tre år.
- 2014: Jane Langvad og Brian Madsen driver kroen igen.
- 2016: Parret sætter endnu engang sætte kroen til salg.
- 2017: Jonas Baun Madsen bliver ny forpagter. Han går konkurs i 2019.
- 2020: Cecilia Veggerby bliver ny forpagter i februar, men coronaen er hård ved forretningen, og hun må kaste håndklædet i ringen i slutningen af året.
- 2021: Allan Jensen og Maja Rotvig køber Vorbasse Kro.
Ifølge Brian Madsen er kroen et tidligere forsamlingshus, der blev ombygget til kro i 70'erne.
Den ældste del af kroen er fra 1909.
Tre var nomineret
Udover Vorbasse Kro var også Æ Gåedhus og Vorbasse Pizzeria nomineret til prisen for godt og smukt byggeri. Initiativet kommer oprindeligt fra lokalrådet, fortæller Niels Graversen, der overrakte prisen til Vorbasse Kro.
- Lokalrådet har skubbet på for at få folk til at vedligeholde deres huse, og så vil man hellere belønne dem, der gør det godt, end løfte pegefingeren overfor dem, der lader stå til, forklarer han.
Allan JensenDet var helt vildt. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes sådan en pris. Det motiverer os bare endnu mere.