Ulstrup: Selv om temperaturerne i øjeblikket slet ikke lokker til badeture, så kan vandhundene godt begynde at drømme om svømmeture i Gudenåen.
Et åbad ved Dannebrogspladsen har været på ønskesedlen i mange år, og nu sker der endelig noget. Håndværkere arbejder i øjeblikket på at etablere et landgangs- og opholdsanlæg på den plads ved åen, hvor mange kanosejlere gennem tiden er gået i land for at holde en pause. Det nye anlæg indrettes, så der skabes en slags indelukke, hvor sejlerne kan lægge til, og folk kan bade.
Siddeskulpturen er lige nu løftet væk, mens håndværkerne bygger en slags terrasse, hvorefter siddeskulpturen flyttes tilbage på sin normale plads.
Pontoner
Det er Tjele Entreprenørfirma, som står for arbejdet, og hjemme på værkstedet har håndværkerne lavet det skelet i stål, som skal bære både de såkaldte vippeled og flydepontonerne, som så at sige danner et indelukke. Både de to vippeled, som er to gange fem meter og pontonerne på fire gange fire meter beklædes med træ, når de ankommer til pladsen, det sker formentlig midt i februar.
- I øjeblikket holder vi tidsplanen, så vi regner med at kunne være færdig til 1. maj son planlagt, men hvis der kommer voldsomt sne- eller regnvejr, så kan det forsinke arbejdet, for vi bygger jo ud i Gudenåen, siger leder af projektet Michael Bisgaard fra Favrskov Kommunes Ejendomscenter.
Michael Bisgaard, projektleder.I øjeblikket holder vi tidsplanen, så vi regner med at kunne være færdig til 1. maj son planlagt, men hvis der kommer voldsomt sne- eller regnvejr, så kan det forsinke arbejdet, for vi bygger jo ud i Gudenåen.
Systemet med vippeleddene er det samme som flydebroen ved Bjerringbro Kano- og Teltplads, hvor ideen er, at vippeledet følger vandspejlet, og dermed vipper pontonen op og ned i takt med, at vandstanden ændrer sig.
- Det giver en god sikkerhed, når man bader i åen, og det har været en stor succes i Bjerringbro, så det håber vi også, at det bliver i Ulstrup, siger Michael Bisgaard.
Favrskov Kommune har et måleapparat ved Dannebrogspladsen, så man kan følge vandstanden. Når vandet står lavest, er der 1,5 meter til åens bund, og i perioder med rigtig meget vand er der målt en dybde på 3,8 meter.
Udendørsbruser
Åbadet på Dannebrogspladsen har været længe undervejs. I starten var der også planer om omklædningsrum og sauna og andre fine ting, et projekt til i alt 5,6 millioner kroner. Men projektet blev ændret, og prisen landede på 1.250.000 kroner. Der er dog ingen sauna og heller ingen omklædningsrum i projektet.
- De badende kan klæde om i toiletbygningen. Her er også en udendørsbruser, og som en del af projektet sættes der skærme op ved bruseren, fortæller Michael Bisgaard.
På ønskesedlen var der også en sauna, men den slags ekstra ting er det nu op til Ulstrup Lokalråd at skaffe penge til. Med et færdigt å-bad fuldendes en stor del af ønskerne om at skabe et rekreativt område ved Dannebrogspladsen, idet der foruden shelters også er bygget en naturlegeplads, som kan bruges af både lokale og af folk, som kommer sejlende til Ulstrup.