Bjerringbro: Selv om der i disse dage ikke er voldsomt meget trafik på vejene i kommunen, så var lokalpolitiet tirsdag 5. januar klar med en fartmålet på Sortehøjvej nordøst for Bjerringbro.
- Vi ved, at folk kører rigtig stærkt netop på den strækning, og vi har også fået en del henvendelser fra lokalbefolkningen om høj hastighed, siger politikommissær Peter Justesen.
Og ganske rigtigt.
I løbet af den ene time, politiet stod der mellem klokken 9.15 og 10.15, drønede fire bilister i fælden på strækningen, hvor den højst tilladte hastighed er 60 kilometer i timen.
Alle de fire personer kørte så stærkt, at de gjorde sig fortjent til et klip i kørekortet. Topscoreren, en mand fra Bjerringbro, kørte hele 96 kilometer i timen.
I en 60-kilometerzone får man et klip i kortet, hvis man kører mere end 78 i timen.
Så sent som i oktober var politiet også på plads på den akkurat samme vej. Dengang resulterede det i seks kørekort-klip.