Annonce
Bjerringbro Avis

Anker nød sine 50 år på Grundfos

Anker Jensen blev ansat som maskinarbejder på Grundfos i 1968. Foto: Hanne Bliksted
Anker Jensen startede i 1968 som maskinarbejder på pumpevirksomheden
Annonce

Bjerringbro: Det er meget få personer, som har fejret 50 års jubilæum på Grundfos.  Anker Jensen var den tiende medarbejder, som kunne fejre det særlige jubilæum. Han forlod virksomheden for to år siden, da han var fyldt 73 år. Han var blandt gæsterne, da Poul Due Jensens Fond forleden indviede museet The Factory på Birkevænget i Bjerringbro.

Selv om det er pumpekoncernens museum nummer tre, så er der stadig meget at fortælle om den nu 75 år gamle virksomhed, som Poul Due Jensen startede samme år, som Anker Jensen blev født.

- Jeg synes, at der mangler nogle af de gamle maskiner, siger Anker Jensen, da han viser rundt på de to etager, hvor de gamle maskiner er så rene, at de næsten skinner.

Anker Jensen var 23 år, da han i 1968 blev ansat på Grundfos. Han voksede op i Arden ved Hobro og blev uddannet maskinarbejdet. Efter at have aftjent sin værnepligt som militærbøssemager på blandt andet Bådsmandsstrædes Kaserne (senere Fristaden Christania) kom han tilbage til Jylland og blev ansat på Grundfos.

Annonce

Løftet på plads

Anker Jensen fik en plads ved  en af de otte drejebænke i maskinafdelingen. Der var en god stemning blandt kollegerne, og Poul Due Jensen kom hver dag rundt for at sikre sig, at medarbejderne lavede noget.

- Man skulle holde lidt øje med ham. Han kunne på lang afstand fornemme, om vi snakkede om noget fagligt eller bare fodbold. Og hvis han ikke mente, at vi lavede noget, så  tog han én i kraven og løftede vedkommende hen på sin plads. Ja jeg har selv prøvet det. De andre skreg af grin, og jeg var nok lidt flov, fortæller han.


Man skulle holde lidt øje med ham. Han kunne på lang afstand fornemme, om vi snakkede om noget fagligt eller bare fodbold. Og hvis han ikke mente, at vi lavede noget, så  tog han én i kraven og løftede vedkommende hen på sin plads

Anker Jensen, ansat på Grundfos i 50 år


- Jeg har været med til at købe mange maskiner for rigtig mange penge. Som helt ung maskinarbejder var jeg med i Sverige for at købe en maskine, fortæller han, som med tiden avancerede.

I 1972 blev han underværkfører i maskinafdelingen, og selv om han med sine 27 år var en ung én af slagsen, så var han respekteret for sit håndværk.

- Jeg var nok flink, men jeg kunne få folk til at lave noget, og det var det, som var vigtigt, siger han, som siden blev værkfører for en afdeling med tre underværkførere og en formand og i alt 40-50 medarbejdere.

Museet The Factory

Det nye museum er indrettet på Birkevænget, hvor Poul Due Jensen startede virksomheden i 1945.

Udstillingerne er på 1600 kvadratmeter fordelt på to plan. Der udstilles mere end 150 historiske genstande, som formidles i 14 tematiske afsnit. Afsnittene er bygget op som de celler, man kender fra Grundfos' produktionslokaler.

Museet har åbent for offentligheden den første weekend hver måned.

På turen rundt i museet stopper han op ved flere af maskinerne blandt andet karrusellen, på hvilken man kunne bearbejde rå pumpehuse, så de blev klar til brug.  Grundfos lavede selv en karrusel, mens et par medarbejdere fra fabrikken blev sendt til Tyskland for også at lave en. Det var den tyske model, som kom i brug i Bjerringbro i 1972.

- Vi var stolte af, at vi kunne lave det hele selv, og  Poul Due Jensen sørgede for, at det kunne lade sig gøre. Han sagde altid, "når de andre kan, så kan vi også", og han startede så både tømrer-, murer- og betonafdeling. Men efterhånden som tiden gik, og der kom flere og flere maskiner, så blev en del opgaver lavet hos underleverandører.

- Det var en god arbejdsplads. Der blev lyttet til os, og vi havde indflydelse på det hele, fortæller han, som trods tilfredsheden to gange søgte job andre steder, men han nåede at revurdere sin situation og blev på Grundfos.

Karrusellen her er så at sige kronjuvelen i udstillingen. Foto: Hanne Bliksted
Annonce

Opfinderne

Foruden maskinerne er der på museet både billeder og små sort-hvide film fra produktionen gennem tiden. Plancherne viser, at fra 1985 blev robotter en del af hverdagen på virksomheden. På rundturen fortæller Anker Jensen anekdoter om nogle af de tidligere kolleger.

- Jo der var mange originaler, altså virkelige opfindere, de var dygtige, men også specielle mennesker. Jeg var også meget optaget af mit arbejde og i perioder så meget, at jeg to gange glemte Marie, siger han med henvisning til den kvindelige kollega, som kørte med ham frem og tilbage til arbejde.

I en periode arbejdede han halvt i udviklingsafdelingen og halvt  i maskinafdelingen. Da han på et tidspunkt valgte udviklingsafdelingen, flyttede han til afdelingen på Birkevænget, præcis hvor The Factory nu er indrettet. De sidste ti år var han i teknisk support, og han arbejdede fire dage om ugen.

Selv om Anker Jensen stadig ser tilbage på sit halve århundrede på Grundfos med glæde, så er han også kritisk overfor udviklingen. Ikke mindst det med at alt har fået engelske navne, og at teksten på plancherne i udstillingen er på engelsk.

- Jeg er ikke god til engelsk, men jeg endte som "Head of department"  i teknisk support, siger han med et skævt smil, da han tager sit gamle visitkort frem fra pungen.

Interessen for godt håndværk og maskiner har han stadig. Som pensionist bruger han en del tid på sine tre veteranbiler og sin drejebænk. Men der bliver også tid til familien og ture i  sommerhuset.

Anker Jensen var ansat på Grundfos i 50 år. Her viser han pumpeudstyr til solceller, som er et af de mange produkter, som Grunfos har udviklet gennem tiden. Foto: Hanne Bliksted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

25 års jubilæum

Bjerringbro Avis

25 års jubilæum på Grundfos

Bjerringbro Avis

Nyt tag på Gerning Kirke

Bjerringbro Avis

Kuber pakkes ind som gaver

Bjerringbro Avis

Julehjælp til trængte familier

Bjerringbro Avis

Hvem må være her?

Annonce