At se med hjertet

Jeg har en god veninde på min egen alder, som for syv et halvt år siden fik en meget alvorlig hjerneblødning og var tæt ved at dø. Hun overlevede heldigvis efter en lang operation, 18 dage i koma og seks ugers neuro-rehabilitering. Men hendes hjerne blev så skadet, at hendes liv lige siden har været totalt forandret. Hendes syn er voldsomt nedsat, og det er minimalt, hvad hun kan holde til. Blandt andet i forhold til familie, venner og arbejde er hendes kræfter og muligheder meget begrænsede.

Udefra kan man dog ikke se eller høre nogen forandring. Og fordi hun ligner og lyder som sig selv, har mange vanskeligt ved at forstå, at hun ikke længere kan det samme som tidligere. Og derfor må hun ofte lægge ører til velmenende men dybt sårende kommentarer, som for eksempel: ”Skulle du ikke prøve at komme videre?” Eller: ”Kan du ikke bare …” Hvis det var så let, havde hun nok gjort det for længe siden.

Det er hårdt ikke at blive mødt med forståelse. Og derfor glædede det min veninde, da Dronning Margrethe nytårsaften talte direkte til alle de mennesker i Danmark, der lider af et handicap, og at hun i den forbindelse valgte at inkludere alle dem med et usynligt handicap. Dronningen opfordrede os til at give os tid - både til at hjælpe hinanden - men også til at lære af hinanden. Og hun sluttede af med ordene: ”Det burde ikke være svært at behandle enhver med respekt.”

Dronningens tale gav min veninde kræfter til at skrive en kronik, som blev bragt i Kristeligt Dagblad i begyndelsen af januar. Her takker hun dronningen for at sætte fokus på mennesker med et usynligt handicap, og hun skriver om, hvor svært det er ikke at blive set og forstået i det, man dagligt kæmper med.

Hun refererer i kronikken til bogen ”Den lille prins” af Saint-Exupéry. Her siger prinsen på et tidspunkt: ”Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.” Min veninde bruger ordene som en opfordring til, at vi alle begynder at træne hjertemusklen og blive bedre til at se med hjertet. For vi kan ikke gå ud fra, at vores medmennesker er som os eller har det som os, bare fordi de på ydersiden ligner os.

Jeg synes, det er en god opfordring at tage med ind i 2022. Vi kan være så raske med vores fordomme, når vi møder et andet menneske. Vi kan så hurtigt gøre os til dommer over hinanden og tro, at vi lige præcist ved, hvordan en anden person har det. Men lad os i stedet prøve at blive bedre til at se med hjertet. Lad os øve os i at lytte, forstå og acceptere, at andre kan være et andet sted, end vi selv er.

Det gælder i høj grad mennesker med et usynligt handicap - for eksempel et mentalt eller psykisk handicap. Mennesker, som har en lidelse, vi ikke kan se, men som er virkelig og invaliderende. De har ikke brug for vores hurtige løsningsforslag, vores utålmodighed eller vores mangel på empati. Nej, de har brug for, at vi tager dem alvorligt, lytter til deres historier og giver dem plads til at være, som de er.

Måske kan vi hjælpe dem, hvis vi giver os tid til at lytte -  og måske kan vi også selv få noget ud af at høre om deres liv og kampe. Måske kan de inspirere og berige os og være med til at ruste os til de kampe, som vi selv kommer til at møde i livet.